Er den nye revisoreksamen bestået?

DebatKommentar, 13. oktober

FSR - danske revisorerUddannelse

Så kom de første resultater fra årets revisoreksamen. Resultatet er ikke opmuntrende. Dumpeprocenterne er alt for høje. Alt for få består. Hensigten med at ændre eksamensformen fra én eksamen, hvor alt var på et bræt, til flere eksaminer, var ellers at få flere kandidater gennem nåleøjet, så vi sikrede en tilstrækkelig tilgang af godkendte revisorer til branchen. Et hækkeløb frem for et højdespring, skulle gøre revisoreksamen mere overkommelig.

Selvom simpel matematik tilsiger, at færre vil bestå, hvis man går fra én eksamen til tre separate eksaminer, så er det alligevel tankevækkende, at over halvdelen af de kandidater, som revisionsvirksomhederne indstiller til at gå til revisoreksamen dumper. Jeg ved, at der i hvert enkelt tilfælde ligger en grundig vurdering til grund for indstillingerne. For det er dyrt at sende en kandidat til revisoreksamen – både i direkte omkostninger og indirekte når kandidaten er fraværende for at forberede sig til eksamen.

Det accentuerer behovet for at se på både indholdet og afviklingen af revisoreksamen, og det vil vi gerne drøfte med det nye Revisorråd og eksamensudvalg, som er ansvarlig for revisoreksamen. Der er tale om i forvejen højtuddannede universitetskandidater, som for de flestes vedkommende i tillæg til deres universitetsgrad har gennemført foreningens eksamensforberedende SR-akademi. Et eller andet stemmer ikke. I foreningen bør vi naturligvis også se på indholdet af og formen på SR-akademiet, som forbereder kandidaterne til eksamen. 

Som nævnt var baggrunden for den seneste ændring af revisoreksamen et ønske om at få dumpeprocenten ned og øge tilgangen af godkendte revisorer til branchen. En afgørende forudsætning var, at der ikke blev slækket på det faglige niveau, og det mener vi fortsat skal gælde. Det handlede alene om at gøre eksamensformen mere spiselig, så flere kom igennem. Situationen er i dag den modsatte. Og det er ikke holdbart i en situation, hvor revisorbranchen står over for en demografisk udfordring i og med, at de store generationer er på vej på pension.   

Det er vigtigt, at der er tilstrækkeligt mange godkendte revisorer, hvis branchen skal løse sin samfundsmæssige opgave. ”Troværdig og uafhængig revision hører med til et retssamfund på lige fod med uafhængige domstole, en ubestikkelig administration og gennemsigtighed i det politiske system”. Sådan sagde finansminister Claus Hjort Frederiksen ved foreningens årsmøde i 2010. Det var midt i finanskrisen, som havde lært finansministeren vigtigheden af det, revisorerne laver til daglig. Med finansministerens ord er ”det ikke ligegyldigt, at revisorer over for omverdenen står som garanter for, at virksomhedernes regnskaber er retvisende”. Forudsætningen for, at revisorerne spiller den rolle er, at der uddannes tilstrækkelig mange revisorer.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198