Tre forslag til mere gennemsigtighed og mindre skattesnyd

DebatKommentar, 15. september

FSR - danske revisorerSkatVærdien af revision

Foreningen holdt i går sit årsmøde, Revisordøgn*2016. Temaet for årsmødet var ”Fremtidens skat – kontrol vs konkurrence”.

Det havde vi valgt, fordi der siges og skrives meget om international beskatning, og der florerer mange påstande om virksomhedernes og revisorernes gøren og laden i den forbindelse. Påstande, som ikke altid kan stå for en nærmere prøvelse, som af og til er fordrejet, og som ofte er meget forsimplede.

Vi vil gerne bidrage til nuancerede og konstruktive drøftelser af et kompliceret tema. Og vi vil gerne være med til at sætte dagsordenen for nogle fornuftige og langtidsholdbare løsninger.

International beskatning fylder meget i virksomhedernes hverdag og trækker betydelige ressourcer, især i de virksomheder der operere globalt. Kompleksiteten i skattereglerne betyder sammen med SKATs løbende stramning af praksis, at det er en erhvervsrisiko at få en skattesag på halsen. Det betyder, at virksomhederne er på hårdt arbejde, og det nødvendiggør brug af professionelle rådgivere. Det var et af de vigtige budskaber til politikerne.

Det står i kontrast til det indtryk medierne ofte efterlader af, at virksomhederne alene planlægger deres aktiviteter med skattetænkning som hovedrationalet. Virkeligheden er mere nuanceret. Det skattepolitiske kludetæppe, der eksisterer internationalt, er ikke noget virksomhederne boltrer sig på af lyst. Det giver dem tværtimod grå hår i hovedet.

Enklere og ensartede skatteregler på tværs af landegrænser vil gøre livet lettere for virksomhederne. Det var et andet budskab til politikerne. Gennemsigtighed og klarhed i lovgivningen er afgørende for at opretholde retssikkerheden på skatteområdet. Vi har gennem de senere år set, hvordan hastelovgivning har ført til reparationspakker og trukket dynamik ud af virksomhederne, fordi regelgrundlaget har været uklart. Skattelovgivningen skal være rimelig og fair og uden smuthuller, men der skal også tages hensyn til virksomhedernes konkurrenceevne. For hvis virksomhederne ikke tjener penge, er der ikke noget at beskatte.

International beskatning fylder naturligt også meget i den politiske debat. Det gør det, blandt andet fordi der er tale om ganske betydelige milliardbeløb, som er placeret i skattely. Det skaber forargelse, når nogle forsøger at smyge sig uden om at betale skat. Derfor er international beskatning, skattekonkurrence og skattely blevet et alvorligt politisk tema, som optager politikerne.

Men tingene bliver desværre nemt sorte og hvide, når hemmelige dokumenter lækkes, mediemaskinen ruller og politikerne fireogtyve syv skal levere svar på problemer, de aldrig har hørt om før. Den politiske debat bliver hurtigt reduceret til at spørgsmål om skyld og at finde syndebukke. Formålet med årsmødet var derfor også at flytte den politiske debat et skridt videre og komme et spadestik dybere.

Det synes vi i al beskedenhed, at vi lykkedes med. Foreningens bidrag var udover at sætte rammerne for drøftelserne tre konkrete forslag, som kan bidrage til at skabe mere gennemsigtighed og sætte en fælles høj etisk standard for skatterådgivning. Det får ikke problemerne til at gå væk. Problemet med international skatteunddragelse forsvinder ikke, før politikerne internationalt bliver enige om at harmonisere skattereglerne og lukke alle skattely – helt ud på de yderste Stillehavsøer.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198