Når digitaliseringsbølgen ruller, ligger værdien i det, der ikke kan digitaliseres

DebatKommentar, 23. juni

RevisionFSR - danske revisorerDigitale regnskaber

”Dårligt nyt for advokater og revisorer: Nu stjæler computerne også dit kloge kontorjob”. Den dommedagsprofeti kunne man læse i Finans tidligere på ugen. Og det er ikke mere end et halvt år siden, at et studie fra Oxford University forudsagde, at 95 procent af stillingerne i revisorbranchen er automatiseret i løbet af de næste to årtier.

Der er ingen tvivl om, at både advokater og revisorer i de kommende år vil opleve, at en række arbejdsprocesser automatiseres og overtages af computere. Kunstig intelligens betyder, at det ikke kun er de ”simple” opgaver, der automatiseres. Det er i dag muligt at lade en computer gennemgå et omfattende skriftligt materiale og genkende for eksempel en konkurrenceklausul i aftaler.

Den teknologiske udvikling er tidens primære kilde til forandring og forretningsudvikling. Alt, hvad der kan digitaliseres, bliver i disse år digitaliseret. Det kan udfordre revisorbranchen, men det åbner også nye muligheder. Fremover ligger værdien i det, der ikke kan digitaliseres, blandt andet den personlige relation til kunderne, hvor revisorernes løbende gang i virksomhederne giver branchen et unikt udgangspunkt.

Det vil ikke være første gang, at revisorernes forretning er blevet udfordret af ny teknologi. Revisorbranchen er løbende blevet ”disruptet” gennem de seneste årtier. Bogførings- og regnskabsfabrikker er blevet erstattet med teknologiske løsninger, og bogføring og regnskab i dag det mest digitaliserede område i virksomhederne. Branchens styrke har hidtil været, at den har været dygtig til at konceptualisere og sætte nye forretningsområder på formel. Dygtige til at gribe de muligheder, som teknologien bringer – og sikre sig de rette kompetencer.

Vi har allerede igen set de næste skridt i den proces, da flere medlemsfirmaer har styrket deres kompetencer væsentligt på teknologiområdet. Det er i den forbindelse interessant, at revisorerne i højere grad end det øvrige erhvervsliv forventer både at blive ”disrupted” og samtidig at ”disrupte” andre brancher. Det viser en survey, vi gennemførte sidste efterår.

Og der er rige muligheder for ny forretning. Big data, data analytics og kunstig intelligens rummer mulighed for, at revisorerne kan effektivisere og kvalificere deres processer og tilføre yderligere viden og værdi til virksomhederne. Virksomheder genererer i dag så store mængder data, og værdiskabelsen består ikke længere i at generere data, men i at validere og fortolke disse data.

Netop fortolkning, behandling og validering af data er grundstenen i revisorernes arbejde og dialog med deres kunder. Og det er også her, at brugerne af digitale løsninger og data skal være på vagt. Jo mere databaserede vi bliver, des vigtigere er det, at data er korrekte. Dårlige data, som ikke er kvalitetssikrede, risikerer at føre til forkerte beslutninger. Både i virksomhederne og hos myndighederne.  Digitaliseringen bliver til tider præsenteret som den ”lette løsning”, der løser nærmest alle udfordringer, men det er vigtigt at have hovedet og fagligheden med og sikre, at data også behandles og fortolkes korrekt – ellers risikerer ”den lette løsning” at blive både dyr og ineffektiv.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198