Danske Advokater bruger ny revisorlov til at gå efter skatterådgivningen

DebatKommentar, 25. april

Revision

Slutspillet om revisorloven er i gang. Det store spørgsmål handler om, hvor meget rådgivning virksomhederne må købe af den generalforsamlingsvalgte revisor. Danske Advokater har talt for en stram lovgivning med den begrundelse, at de er bekymrede for revisors uafhængighed. Den argumentation har de tilsyneladende forladt. I dagens udgave af Børsen kan man læse, at det handler om de nye forretningsmuligheder en stram revisorlov vil betyde for advokatbranchen. Der er grund til at rose Danske Advokater for at være ærlige om deres motiver. Desværre er der en risiko for, at den usikkerhed, advokaterne har skabt om revisors uafhængighed, vil føre til stramninger over for en række større unoterede danske virksomheder med øgede byrder og omkostninger til følge. Byrder, som skal lægges oven i de ekstraomkostninger i form af højere priser på rådgivning, der risikerer at blive en konsekvens af, at den åbne konkurrence på markedet for skatterådgivning, der er i dag, bliver begrænset, fordi virksomhederne fremover ikke kan købe rådgivning i samme omfang som hidtil hos deres revisor.

Erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen har i en række svar til Folketinget slået fast, at revisor som led i sin rådgivning om skat kan medvirke som bisidder, men ikke som partsrepræsentant. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Revisor må aldrig, uanset om der er tale om en virksomhed af offentlig interesse eller ej, optræde med kundens kasket på over for myndigheder, som fx Skat. Sådan er det i dag, og sådan vil det også være fremover.

Danske Advokater læser imidlertid ministerens svar som invitation til en ”åben fest” og er brudt ud i jubel i Børsens spalter. Det sker med henvisning til de rådgivningsopgaver, revisorerne ikke længere kan varetage, og som advokaterne fremover kan byde på. Det er en ren tilståelsessag, og vi hilser det velkommen, at Danske Advokater er så ærlige om den egentlige årsag til deres indvendinger. Den usikkerhed Danske Advokater har skabt om revisors uafhængighed i forhold til de unoterede virksomheder handler slet ikke om samfundets interesse, som det ellers har været fremført. Det handler om forretning – om at ”hugge skattemarked fra revisorer”, som det fremgår af Børsen i dag. Bekymringen for revisorernes uafhængighed er et til lejligheden opfundet problem.

Det kan imidlertid blive en dyr affære for de berørte virksomheder, hvis bekymringen sidder så dybt i de politiske partier, at de i modsætning til vores nabolande skærper reglerne yderligere. EU-kommissionen har beregnet, at de nye regler koster i gennemsnit ½ mio. kr. pr. virksomhed eller i alt 180 mio. kr. for de knapt 400 virksomheder, som med regeringens lovforslag bliver omfatter af de skærpede regler.    

For FSR – danske revisorer er det afgørende, at der er en balance mellem omfanget af regulering og hensynet til konkurrenceevnen - også selvom om flere regler faktisk kunne føre til mere omsætning for revisorerne. Vi er optagede af, at de nye EU-regler implementeres på den mindst byrdefulde måde for virksomhederne. Ligesom et bredt flertal i Folketinget var for nylig, da de vedtog en målsætning om at reducere byrderne for dansk erhvervsliv med 3 mia. kr., så vi bevarer konkurrencekraften i forhold til vores nabolande.

Vi forstår også godt, at der i høj grad er et ønske om vished for, at revisor er reelt uafhængig. Det er vi selv meget optagede af, og vi vil gerne se på, hvordan vi kan skabe yderligere sikkerhed for, at revisor er uafhængig. Derfor støtter vi de ændringsforslag om bl.a. partnerrotation, som ministeren stiller.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198