Fokus på retssikkerhed i nye EU-regler mod skatteunddragelse

DebatUgens kommentar, 4. februar

EU-kommissionen fremlagde i sidste uge under stor mediebevågenhed et udspil, der skal imødegå skattespekulation og –unddragelse. Det handler bl.a. om at begrænse retten til at fradrage renter, anti-misbrugsregler og obligatorisk udveksling af oplysninger.

Intentionen er at sikre virksomhederne i det indre marked lige og ordentlige konkurrencevilkår og minimere ulovlig skattespekulation. Midlet er fælles minimumsregler på tværs af EU-landene og effektiv kontrol med, at reglerne bliver overholdt.

Det er grundlæggende svært at være uenig i, at der skal dæmmes op for skattespekulation og være fair konkurrencevilkår for virksomheder i EU. Det kan være med til at sikre, at landenes skattegrundlag ikke udvandes.

Derfor giver det god mening at harmonisere og koordinere reglerne på tværs af EU-landene. Det er imidlertid tvivlsomt, om det vil få den internationale ”skatteshopping” til helt at forsvinde. Der er en verden uden for Europa, og vi lever i en globaliseret verden, hvor penge og kapital kan bevæge sig stort set frit mellem landene.

Hvis det skal have effekt, så skal der globale aftaler til. Det er alt andet lige endnu sværere end at opnå enighed mellem landene i EU, hvor det ventes, at både Holland, Luxembourg og Belgien vil appellere afgørelserne fra EU´s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager om, at de pågældende lande skal opkræve yderligere skat hos en række internationale selskaber.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke Margrethe Vestager ikke har fat i det centrale i diskussionen om international skattespekulation. For når det kommer til stykket, er det hverken et spørgsmål om virksomhederne adfærd eller de professionelle rådgiveres ageren. Diskussionen om skattely og hemmelige skatteaftaler har sin rod i, at landene opererer med forskellige skattesatser og forskelle grundlag, skatterne betales af. Hertil kommer, at myndighederne i flere lande indretter praksis, så eksempelvis multinationale virksomhederne opnår særlige fordele ved at slå sig ned i de pågældende lande. Det skaber i sagens natur et grundlag for, at virksomhederne løbende overvejer, hvor de skal placere sig.

Kommissionens udspil har fået en blandet modtagelse. De fleste er enige i intentionerne, men der er – og med rette – bekymring for retssikkerheden. Både når det gælder adgangen til forretningsfølsomme informationer og kvaliteten af den lovgivning, der i sidste ende bliver vedtaget.

Navnlig spørgsmålet om virksomhedernes retssikkerhed har vores opmærksomhed. Vi har gennem de senere år set, hvordan hastelovgivning på skatteområdet har ført til reparationspakker og trukket dynamik ud af virksomhederne, fordi regelgrundlaget har været uklart.
Derfor skal vores opfordring være, at der sker et grundigt forarbejde, og at konsekvenserne af det nye direktivforslag analyseres udførligt, før politikerne i EU stemmer forslaget igennem.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198