Bliv klar til 2016 – kom til SMV-forum og hør om ny kvalitetskontrol og lempeligere sanktioner

DebatUgens kommentar, 4. januar

Kære medlem

Godt nytår.

Revisorbranchen kunne også i det forgangne år glæde sig over flotte placeringer i flere image- og troværdighedsmålinger. På trods af finanskrise og kritik af branchens rolle, så har omverdenen fortsat høj tillid til revisorerne.

Det er der grund til at standse op og være stolte af. Men det er også vigtigt at være sig bevidst, at fundamentet for omverdenens troværdighed er en vedvarende, høj faglig kvalitet. Hver gang der kan stilles spørgsmålstegn ved en revisors faglighed, så giver det ridser i den troværdighed, som hele branchen lever af.

Derfor har kvalitet fyldt så meget i foreningens arbejde igennem de senere år, og resultaterne begynder nu at melde sig med et markant fald i antallet af indbringelser for Revisornævnet. De gode resultater viser, at branchen leverer høj kvalitet og understreger, at vi som branche er villige til at rette op, når myndighederne peger på områder, hvor der er plads til forbedringer.

Dét har også givet os stærke kort på hånden i dialogen med myndighederne om fremtidens kvalitetskontrol. Der har været alt for mange store bøder for mindre formelle fejl uden betydning for tredjemand. Og omkostningerne til den meget omfattende kvalitetskontrol har været markante.

Det bliver der nu lavet om på. Regeringen har sendt et udkast til ny revisorlov i høring. Fremover bliver kontrollen i højere grad risikobaseret og sanktionerne kommer til at stå i et rimeligt forhold til forseelserne. Men forudsætningen er fortsat, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved revisors faglige arbejde. Og derfor vil kvalitet også være et væsentligt emne i det nye år, vi nu tager hul på.

Fra årets begyndelse tager det en meget konkret form, idet vi indbyder alle medlemmer, der arbejder med revision og rådgivning i SMV-segmentet, til SMV-Forum den 14. og 15. januar i Korsør. Her sætter vi flere ord på, hvordan fremtidens kvalitetskontrol og disciplinærsystem kommer til at se ud. Ligesom du kan høre om, hvad du selv kan gøre for at stå stærkt i forhold til det fremtidige system. Og så stiller vi skarpt på, hvordan revisor kan bevare positionen som ejerledernes foretrukne rådgiver.

Det er foreningens vision, at revisionsbranchen skal bidrage til et konkurrencedygtigt erhvervsliv og en effektiv offentlig sektor igennem troværdige informationer, uafhængig ekspertviden og kompetent rådgivning. Fundamentet, som visionen bygges på, er den faglige kvalitet! 

Velkommen til et nyt år! Og på gensyn til SMV-Forum i Korsør i den kommende uge. Læs mere her.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198