Gennemsigtighed og ansvarlighed: Syv nye principper for ansvarlig skat

DebatKommentar, 1. marts

Skat

”A New Bar For Responsible Tax”. Sådan lyder overskriften for et sæt nye principper for ansvarlig skat, som ni globale virksomheder, heriblandt Mærsk, har udviklet. Bagved står Sir Richard Bransons ”The B Team”. Principperne udspringer af en erkendelse af, at offentlighedens tillid til multinationale virksomheder er lav, og at virksomhedernes forvaltning af skat udgør en stadig større omdømmemæssig risiko. Hertil kommer et ønske om i overensstemmelse med FNs verdensmål at skabe bedre betingelser for ansvarlige investeringer og bæredygtig vækst. SKAT spiller i den forbindelse en afgørende betydning i finansieringen af den offentlige service og infrastruktur.

Der er tale om syv principper med ansvarlighed og gennemsigtighed som bærende elementer. Virksomhedens skattepolitik skal være et anliggende for bestyrelsen, og overvejelser om skat må ikke være styrende for virksomhedens forretningsmæssige dispositioner. I fald det er tilfældet, skal det ske under behørigt hensyn til intentionerne med den bagvedliggende lovgivning. I forhold til gennemsigtighed går principperne videre end gældende lovgivning og foreskriver åbenhed om den effektive skatteprocent på landeniveau.

Det er et stærkt frivilligt initiativ, som kan medvirke til at imødegå uhensigtsmæssig politisk regulering af et område, hvor enkeltsager historisk har været styrende for politikernes ageren. Og vi vil givetvis komme til at se flere af den slags initiativer – drevet af en erkendelse af, at samfundsansvarlig adfærd får stigende betydning for virksomhedernes omdømme og kan forebygge uhensigtsmæssig rigid regulering.

Det var de samme overvejelser, der lå til grund for foreningens ti forslag om fælles skatteregler for skatterådgivere og åbenhed om skatterådgivning fra 2017, hvor vi blandt andet foreslog et sæt fælles etiske regler for skatterådgivere samt etablering af et skatterådgivernævn, som har fokus på forhold, der ligger uden for det strafferetlige system, for eksempel aggressiv skatteplanlægning og udnyttelse af huller i skattelovgivningen. Men hvor vi også på linje med de syv nye principper anbefaler, at virksomhederne har en skattepolitik og er transparente om deres skattekonstruktioner.

Et enigt Folketinget besluttede som led i den seneste skattelypakke at lade Skattelovrådet analysere de ti forslag fra foreningen med henblik på at vurdere, hvordan de kan føres ud i virkeligheden. Vi afventer fortsat resultatet af Skattelovrådets arbejde, men det vil være et stærkt signal til offentligheden at forebygge, at der opstår forkerte forestillinger om skatterådgivernes arbejde, hvis der skabes gennemsigtighed i forhold til skatterådgivningen på tværs af brancher og professioner.

FSR – danske revisorer har spillet ud med ti konkrete forslag, så nu er det op til Skattelovrådet at sikre, at politikernes intentioner om et ansvarligt og transparent skatterådgivermiljø bliver til virkelighed, og der er god inspiration at hente i publikationen fra ”The B Team”.


Læs publikationen her

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198