Ny minister for revisorerne og dansk erhvervsliv

DebatKommentar, 28. juni

Værdien af revisionRevisionRegnskab

Så blev det igen store skiftedag i Erhvervsministeriet. Den konservative Rasmus Jarlov tager over efter Brian Mikkelsen, som bliver ny administrerende direktør for Dansk Erhverv.

Vi takker den afgående minister for godt samarbejde og hilser den nye minister velkommen. Som konservativ politiker har Rasmus Jarlov gjort sig til talsmand for ordentlighed og redelighed, og de første udmeldinger fra ministeren tyder på, at ministeren vil se med alvorlige øjne på hvidvask og andre regelbrud. Den holdning kan vi kun støtte - en af styrkerne ved det danske samfund og erhvervsliv er netop en høj grad af redelighed og tillid.

Ministeren har i et større interview i Børsen i går tilkendegivet, at krigen mod regeltyranni er en mærkesag. Som repræsentant for revisorbranchen vækker den slags udsagn altid en vis bekymring, fordi der historisk har været en tendens til at se bogføring, regnskaber og revision som administrative byrder.
Det er vi selvsagt uenige i. For alle seriøse virksomhedsejere har behov for at vide, om de har overskud eller underskud, om der er penge til medarbejdernes løn og til leverandørerne – ellers er selv den bedste ide og den mest ihærdige iværksætter hurtigt færdig i forretningslivet.

Rasmus Jarlov er selvstændigt erhvervsdrivende, og derfor kender han de økonomiske og forretningsmæssige vilkår for at drive virksomhed. Derfor er budskabet til den nye minister at droppe den hidtidige grønthøstermetode på årsregnskaberne, for det har ikke hidtil givet én eneste erhvervsdrivende en lettere hverdag – bortset fra de, der er ligeglade eller bare bevidst vil omgå reglerne og snyde.

Jeg håber også, at Rasmus Jarlov, når han går i gang med at sanere reglerne, vil huske på det opslag, han lage ud på sin Facebookprofil den 30. april, hvor han skriver, at det var en revisor, der sikrede, at ministeren ikke kom til at betale for meget i skat. Ministerens budskab er, at reglerne er alt for komplicerede, og at det er vanskeligt for selvstændigt erhvervsdrivende at finde rundt i lovjunglen.

Vi er enige i, at den mur af regler og krav, som mindre erhvervsdrivende i dag møder på tværs af fagområder (løn, beskæftigelse, skat, arbejdsmiljø, ferie osv.) er mange og komplekse.
Vi deler ministerens ambition om at gøre det lettere at drive virksomhed. Men forudsætningen for, at Rasmus Jarlovs revisor kunne give gode råd om skatten er, at posterne i det bagvedliggende regnskab er gennemgået og afstemt. Så årsregnskabet og skatteopgørelsen har en betydning, både for den enkelte virksomhed og for samfundet.

Derfor skal opfordringen til den nye minister lyde: Se virksomhedernes regnskaber med det hav af finansielle informationer, der ligger, som en værdifuld datapool, som dels sikrer, at transaktionsomkostningerne i forbindelse med virksomhedernes finansiering holdes nede; dels sikrer, at myndighederne har et stærkt grundlag for deres tilsyn med, at virksomhederne betaler den korrekte skat, og at vi undgår unfair konkurrence fra virksomheder, der bevidst omgår reglerne, eller at virksomheder går konkurs, fordi de ikke kan kontrollere den finansielle styrke hos deres kunder og leverandører. Et eksempel på det sidste kan man læse i Skive Folkeblad i denne uge under overskriften, ”Dårlig betaler trækker lokal virksomhed ned: Vagtfirma konkurs”.

Den samfundsmæssige bundlinje er, at de mange informationer i virksomhedernes regnskaber gør transaktioner, samhandel og finansiering billigere for alle parter. Virksomhederne skal trække hinanden op, ikke ned, og det hjælper informationerne i regnskaberne til.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198