Fokus på værdien af årsregnskaber

DebatKommentar, 14. november

FSR - danske revisorerRegnskab

Andelen af virksomheder med underskud er steget. Det viser en gennemgang af de senest indsendte årsregnskaber. Mere end en tredjedel af de danske selskaber har således underskud.

Denne vigtige information om de danske selskaber kan man få adgang til ved få klik i Erhvervsstyrelsens registre, hvor der er gratis adgang til virksomhedernes årsregnskaber, og hvor man kan se, om en virksomhed kører med over- eller underskud og finde andre finansielle nøgletal.

Denne adgang til oplysninger omkring virksomhedernes økonomiske forhold har stor værdi for både långivere og samhandelspartnere, der kan danne sig et billede af virksomhedernes finansielle situation og økonomiske robusthed inden de indgår aftaler.

Det er imidlertid ikke en selvfølge, at vi har en sådan transparent og uhindret adgang til finansielle oplysninger om vores virksomheder. Det er et politisk valg, og det er et klogt valg. I flere andre EU-lande er informationsniveauet i regnskaberne meget lavere. Men i Danmark har vi besluttet, at når man etablerer virksomhed i selskabsform og derved hæfter begrænset, så skal man til gengæld være transparent og give oplysninger om selskabets finansielle forhold til offentligheden. Det er en del af den samfundskontrakt, man indgår, når man driver selskab i Danmark. De økonomiske oplysninger skaber transparens, og transparens mindsker transaktionsomkostningerne i erhvervslivet og stimulerer dermed den økonomiske vækst.

Værdien af denne transparens afhænger imidlertid entydigt af mængden af oplysninger og kvaliteten af oplysningerne. Derfor arbejder vi utrætteligt for at sikre, at vi fortsat har informative regnskaber og kvalitet i regnskabsdata. Vi skal undgå minimumsregnskaber - for gode erhvervsdata er nemlig et centralt element i at sikre et effektivt erhvervsliv.

Men det handler også om tillid, om, at vi kan stole på hinanden og se hinanden i kortene. I erhvervslivet er årsrapporten og erhvervsdata afgørende for at bibeholde og udvikle den tillid, der er og i mange år har været kendetegnende for danske virksomheder og for det danske samfund, og som har skabt grobund for forretningsudvikling og vækst.

I dette efterår har Erhvervsstyrelsen igangsat et eftersyn af Årsregnskabsloven, der forventes at resultere i en opdateret lov i løbet af 2020/21. Vi mener, at formålet med eftersynet bør være en opdatering af rammerne for virksomhedernes rapportering med udgangspunkt i netop tillid, troværdighed og transparens. Målet bør være, at årsrapporten bliver endnu mere relevant og værdiskabende for regnskabsbrugerne og virksomhederne.

Årsrapporter og erhvervsdata skal kort sagt bidrage til 1) at sikre og udvikle et velfungerende børsmarked, 2) at understøtte effektiv låntagning for virksomhederne, 3) at nedbringe transaktionsomkostninger og risikoen for tab ved samhandel, 4) at skabe transparens og viden om, hvad der sker i danske virksomheder og i dansk erhvervsliv generelt samt 5) at dygtiggøre og styrke danske virksomheders konkurrenceevne gennem øget brug af data.

Det må ikke komme som en overraskelse for långivere og samhandelspartnere, at en virksomhed har underskud eller økonomiske problemer. Det gør det heldigvis heller ikke i dag, netop fordi vi har et transparent erhvervsregister med regnskabs- og erhvervsdata af høj kvalitet og nem adgang for alle.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198