Sommerferie, status på første halvår og hvad sker der efter sommer

DebatKommentar, 2. juli

FSR - danske revisorerRevisionSMV

Så sprang studenterne ud, den årlige musikfestival i Roskilde åbnede, og familien Danmark har så småt taget hul på sommerferien.

For revisorerne markerer sommerferien afslutningen på den store regnskabssæson. Siden den 1. januar er der i skrivende stund indleveret 220.735 regnskaber til CVR-registret, og revisorerne har medvirket på den ene eller anden måde på en stor del af dem.

I foreningen er sommerferien almindeligvis ensbetydende med, at det politiske arbejde på Slotsholmen og i Folketinget kører på vågeblus. Med en ny regering, som skal udmønte et politisk forståelsespapir i et finanslovsforslag og et lovkatalog til Folketingets åbning den første tirsdag i oktober, er situationen lidt anderledes i år. Der bliver nok arbejdet lidt mere i regeringskontorerne hen over sommeren, hvilket naturligt smitter af på aktivitetsniveauet i foreningens sekretariat.

Men vi holder skam sommerferie, så vi er klar til en ny politisk sæson, hvor den nye regering og de nye ministre skal fremlægge deres politik.

Vi kan se tilbage på et halvår præget af politiske drøftelser af revisionspligten, hvidvask og skattekontrol – temaer, som givet vis også vil komme til at fylde en del i efteråret. Den nye regering har fokus på tilliden til samfundets institutioner og samfundskontrakten mellem borgere og virksomheder på den ene side og samfundet på den anden. Det kalder på en gentagelse af disse temaer.

Vi kan også se tilbage på et første halvår, hvor vi er påbegyndt eksekveringen af foreningens nye treårige strategi. Revisionspligten har stået højt på foreningens politiske dagsorden, og vi har haft medvind i et politisk miljø, hvor fokus har været på ordentlighed og regelefterlevelse. Derudover har vi i forskellige sammenhænge arbejdet for at skabe fælles spilleregler på områder, hvor revisorerne er i direkte konkurrence med andre professioner. Det gælder ikke mindst i forhold til skatterådgivningen, hvor blandt andet et nyt sæt udmærkede EU-regler om pligt for skatterådgivere til at indberette aggressive skattekonstruktioner naturligvis skal gælde alle skatterådgivere, hvad enten det er revisorer, advokater eller rådgivere i den finansielle sektor.   

Det var også i første halvår, vi tog hul på en ny målrettet indsats i forhold til SMV-revisorerne. Det begyndte med årets SMV-forum i januar, hvor vi satte fokus på kvalitet og ny teknologi, som konkurrenceparametre. I foråret afholdte vi tre velbesøgte medlemsmøder, hvor vi fokuserede på: 1) Revisors Rådgivningshjul, 2) Samarbejdsaftaler og 3) Lokale netværksgrupper. Det var en fornøjelse at se så mange engagerede medlemmer, der gav "grønne" eller "røde" kort til elementerne i indsatsen og kom med gode forslag til, hvad foreningen skal fokusere på. Det har vi taget til os – dialogformen er værdifuld, når vi skal tage pejling af, hvad der sker i branchen, og identificere de "business pains", vi kan hjælpe med at løse.

Vi har også taget hul på etablering af en lang række samarbejdsaftaler med leverandører til revisorbranchen, som har løsninger, der understøtter revisorernes forretning og dialogen med kunderne. Det gælder blandt andet inkassoværktøjer og alternative finansieringsløsninger

Til efteråret lancerer vi lokale netværksgrupper, så vi kan få en løbende dialog om, hvad der skal til fra foreningens side for at styrke revisorforretningen yderligere. Derudover vil vi afholde et antal medlemsmøder om den nye CaseWare Cloud-platform, hvor vi demonstrerer de nyeste løsninger. Møderne annonceres på hjemmesiden efter sommerferien.

Herfra er der blot at ønske alle en god sommer. På gensyn efter sommerferien, hvor jeg håber at se mange af jer til foreningens generalforsamling og årsmødet den 10. september, hvor vi sætter fokus på tillid som konkurrenceparameter, og hvor vi har tilsagn fra både den ny formand for Danske Bank Karsten Dybvad og nationalbankdirektør Lars Rohde, som taler om tillid fra hvert deres perspektiv. Læs mere om årsmødet.

 

Charlotte Jepsen

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198