Krav om revisorpligt skærper forventningerne til revisorerne

DebatKommentar, 20. juni

KvalitetVærdien af revision

Kampen mod alvorlige fejl, snyd og decideret økonomisk kriminalitet er gået ind i en ny fase, efter at Jyske Bank har annonceret, at den vil skærpe kravene til sine erhvervskunder og stille krav om, at de skal have en revisor tilknyttet. Kravet gælder ikke alene nye kunder. Banken vil nu gennemgå alle eksisterende kunder med det mulige udfald, at alle kunder fremover skal dokumentere, at de bruger en revisor.

Anders Dam brugte en af foreningens debatter ved Folkemødet til at annoncere bankens skærpede krav. Derudover slog han til lyd for, at man ruller lempelserne af revisionspligten tilbage for at beskytte statskassen mod skatteunddragelse og lukke det kæmpe skattehul, som er opstået i kølvandet på manglende regnskabs- og skattekontrol. 

Baggrunden for udmeldingerne fra Jyske Bank er, at banken har gennemgået alle dens indberetninger af mistænkelige transaktioner til SØIK. Gennemgangen viser, at i stort set samtlige tilfælde har den pågældende virksomhed fravalgt at bruge en revisor. Resultatet er ikke overraskende. Alle analyser peger på, at de virksomheder, der har fravalgt at bruge revisor, har flere fejl i regnskaberne og i deres skatteindberetninger. Derfor giver det god mening at rulle revisionspligten helt eller delvist tilbage. 

Det har også den sidegevinst, at vi får opsnappet mange af de utallige fejl, som ikke skyldes ond vilje, men i stedet at reglerne er så omfattende og komplicerede, at mange virksomheder ikke kan finde rundt i dem. Det giver plads til at bruge kræfterne på de virksomheder, der bevidst unddrager sig skat.

I foreningen er vi helt på linje med Anders Dam. Mediernes afdækning af momskarruseller og systematisk skattesnyd med brug af tvivlsomme selskabskonstruktioner og dubiøse stråmænd viser med al ønskelig tydelighed, at det har en pris at undlade at kontrollere, hvad enten det er offentlig kontrol eller den sikkerhed, der ligger i, at virksomhedernes regnskaber bliver revideret. 

Vores forslag er velkendte. De mindre virksomheder skal som minimum have en assistanceerklæring på årsregnskabet fra en godkendt revisor. Virksomheder, som fravælger at benytte en godkendt revisor, skal underlægges skærpet skattekontrol. Nyetablerede virksomheder skal have pligt til at få assistance fra en godkendt revisor til årsregnskabet de første år. Og virksomheder, der bevidst snyder med moms og skat - undersøgelser viser, at det faktisk er hver tiende virksomhed - skal pålægges et moms- og skattetjek af en godkendt revisor i en efterfølgende periode. 

Vi er bevidste om, at et lovkrav om at have en revisor tilknyttet forpligter. Kvaliteten skal være i orden, og der er en forventning fra regnskabsbrugerne, myndighederne og den bredere offentlighed om, at revisor bruger sin professionelle skepsis. Hele vejen igennem, lige fra kundeaccepten til det arbejde, der ligger til grund, når revisor erklærer sig om årsregnskabet. Og det er uanset, hvilken erklæring der er tale om. De mange sager om hvidvask viser, at det netop er et grundigt kendskab til kunden, der afgør, om man kan gå fri af den slags sager. 

Jyske Banks krav om revisorpligt er på den ene side udtryk for en anerkendelse af, at godkendte revisorer kan udgøre et effektivt værn mod dubiøse kunder. Men på den anden side er der også en forventning om, at den screening revisorerne foretager i forbindelse med kundeaccepten har et omfang og en kvalitet, så de dårlige kunder ikke kan slippe igennem. Så når Anders Dam taler om godkendte revisorer, er det i dobbelt betydning: Revisorer, der er godkendt af både myndigheder og af Jyske Bank.

I foreningen er vi ikke i tvivl om, at vores medlemmer – de godkendte revisorer – kan honorere de berettigede forventninger, der er til revisorernes arbejde. Det er vi, fordi revisorbranchen rummer en kultur, hvor professionel skepsis og dømmekraft udgør kernen og giver revisorerne rygrad til at sige fra, og hvor skrappe uddannelseskrav og et stærkt tilsyn sikrer kvaliteten i ydelserne.