Behov for yderligere investeringer i skattevæsenet

DebatKommentar, 21. marts

Skat

Vi nærmer os et folketingsvalg, og skatteminister Karsten Lauritzen præsenterede tidligere på ugen en status og resultaterne for de seneste fire års arbejde i Skatteforvaltningen.

Der er grund til at rose regeringen og Folketingets partier for at have prioriteret og tilført et to-cifret milliardbeløb i at genopbygge en kompetent og handlekraftig skatteforvaltning.

Det har været nødvendige investeringer. Store dele af driftsområderne i Skatteforvaltningen var økonomisk og ressourcemæssigt misrøgtet, og befolkningens tillid til, at skattevæsenet kunne varetage sine kerneopgaver, var stærkt svækket.

Meget tyder på, at tingene bevæger sig i den rigtige retning. Men skatteministerens status viser også, at det ikke er gjort med de 13 milliarder kroner, der hidtil er bevilget og afsat. Der er behov for et yderligere investeringsløft i samme størrelsesorden, hvis vi skal undgå, at genopbygningen går i stå og skatteforvaltningen bliver "slået tilbage til start". De første 13 milliarder investeringskroner er gået til at stoppe blødningen. Nu skal patienten restitueres og rehabiliteres, og det koster ifølge skatteministeren yderligere 13 milliarder kroner at sikre en permanent effektiv og bæredygtig opgavevaretagelse.

Vi er ikke i tvivl om, at de hidtidige investeringer i at genopbygge Skatteforvaltningen har båret frugt. Det kan vi både se og mærke. Vi er heller ikke i tvivl om, at der fortsat er brug for betydelige investeringer i digitale løsninger og en kompetent medarbejderstab, hvis vi skal undgå at løbe ind i nye udfordringer.

Sagen om udbytteskat viser med al tydelighed, hvor galt det kan gå, hvis man ikke har en faglig kompetent og stærk skattekontrol. 12,7 milliarder kroner har det kostet statskassen, at der er blevet svindlet med refusion af udbytteskat. Og ifølge skatteministeren koster det minimum to milliarder kroner til advokater og rådgivere at hjemføre halvdelen af pengene. Samlet set er det en dårlig business case for Danmark.

Derfor giver det god mening generelt at investere i en effektiv skattekontrol med faglige specialister og tilstrækkelige ressourcer til at løfte opgaven. På udbytteområdet er der sket en tidobling af medarbejderne til kontrol og investeret for 600 millioner kroner, og sådan vil der også være behov for at investere på andre områder.

Derfor kan vi kun støtte, at der afsættes tilstrækkelige midler til at fortsætte investeringerne i at genopbygge Skatteforvaltningen. Det er i samfundets interesse, at vi har et stærkt skattevæsen, som nyder tillid og respekt.     

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198