Nye hjælpepakker med vigtig rolle til revisor

DebatKommentar, 19. marts

FSR - danske revisorerDigitalisering

I dag blev der tilføjet endnu en redningspakke til rækken af krisepakker til dansk erhvervsliv. Der er tale om en historisk omfattende hjælpepakke til at holde hånden under dansk erhvervsliv. Pakken omfatter blandt andet en kompensationsordning til selvstændige for mistet omsætning og en ordning med kompensation for virksomheders faste udgifter.

Med de tidligere vedtagne hjælpepakker har Folketinget samlet set stillet tilskud, garantier og likviditet til rådighed for næsten 300 milliarder kroner.

Låget til statskassen er således på vid gab, og der er derfor også et naturligt politisk ønske om at sikre en vis kontrol med de mange midler, der udbetales, så pengene går til de rigtige, og vi undgår spekulation og misbrug af ordningerne.

I den forbindelse kommer revisorbranchen til at spille en vigtig rolle, som vi vil løse ansvarligt og med samfundssind.

Revisorbranchen er afhængig af et sundt, velfungerende og driftigt dansk erhvervsliv. Vi er stærkt optagede af, at så mange virksomheder som muligt overlever og kommer helskindet over på den anden side af corona-krisen. Derfor står vi parat i startblokkene til at hjælpe med både erklæringer og rådgivning, og giver tilsagn om, at det vil ske effektivt og med blik for den enkelte virksomheds overlevelse.

Vi er opmærksomme på, at der er travlhed og stor efterspørgsel efter revisorerne i den aktuelle situation. Corona-krisen rammer midt i regnskabssæsonen, hvor der i forvejen er meget travlt. Midt i krisen har vi imidlertid stor glæde af, at revisorerne og deres kunder i forvejen har digitaliseret mange af deres processer. Og selv lagerkontroller, hvor man normalt skal være fysisk til stede, ser ud til at kunne gennemføres via et videoopkald.

Der er ikke tvivl om, at mange processer og forretningsgange vil være blevet digitaliseret, og vi vil arbejde på en anden måde, når vi kommer på den anden side af krisen. Det vil givet vis også være nødvendigt. For når dønningerne har lagt sig, vil vi se ind i en situation med økonomisk tilbagegang og lukninger af virksomheder. I den situation er det vigtigt at have stærke strategier for at kunne effektivisere sin forretning og økonomisk-politiske planer for at genoprette økonomien.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198