22. november 2018

Nyheder og pressemeddelelser Nyheder

Dataetik på vej ind i virksomhedernes ledelsesberetning?

Regeringens ekspertgruppe om dataetik er i dag kommet med ni anbefalinger. Heriblandt en anbefaling om udvidelse af virksomhedernes ledelsesberetningen med en redegørelse om dataetik for at skabe transparens på området over for investorer og andre virksomheder. FSR – danske revisorer stiller sig positivt over for tiltaget og vil søge dialogen for at se på, hvordan anbefalingen kan omsættes i praksis.


Billede af Anders Lau

Anders Lau Pressechef
nyn@sfe.qx 4193 9147



Flere og flere ting omkring os bliver knyttet til internettet, efterlader cookies på vores devices og opsamler data om vores adfærd, vores interesser, vores politiske overbevisninger, vores sundhed og meget mere. Internet of Things giver os mulighed for at interagere med vores kaffemaskine, køleskabet, børnenes legetøj og meget mere. Det er data, som bliver opsamlet af virksomheder, offentlige institutioner og forskere. Det er bogstaveligt talt kun fantasien der sætter grænserne.

Derfor kommer regeringens ekspertgruppe nu med en stribe anbefalinger til, hvordan vi i Danmark kan arbejde med dataetik og som konkurrenceparameter for danske virksomheder.

”Det er en interessant anbefaling, at ville gøre en erklæring om de store virksomheders dataetiske politik og omgang med data til en del af ledelsesberetningen. Det kender vi i forvejen fra CSR-området, og det kan være en god måde at få øget opmærksomheden på dataetik blandt virksomhederne og blandt investorerne”, siger Tom Vile Jensen, erhvervspolitisk direktør i FSR – danske revisorer og fortsætter:

”Hvis vi skal skridtet videre med en selvstændig erklæring om virksomhedernes dataetiske politik, kræver det en nærmere afklaring af, hvad der forventes dataetisk af de forskellige virksomheder. For der vil åbenlyst være forskel på, hvad det giver mening, at en virksomhed der producerer borde og stole erklærer sig om, og hvad en legetøjsproducent der bygger internet-assistenter ind i produkterne skal erklære sig om. Det kommer så at sige an på mængden af data og ikke mindst brugen af dem. Mulighederne er mange”, siger Tom Vile Jensen.

Individuel profilering på baggrund af data øger behovet for dataetisk stillingtagen
Med kunstig intelligens og machine learning algoritmer kan de ufattelige mængder data kategoriseres, og der kan findes mønstre i data, som kan bruges til at forudsige vores handlinger, ønsker og behov. Det der gør algoritmerne ’intelligente’ er nemlig, at de lærer af den data, som de opsamler og med tiden bliver mere og mere personlige.

Det giver mulighed for omfattende profilering af alle, og dermed også mulighed for at målrette reklamer, politiske budskaber, sundhedstilbud og meget mere til lige netop vores profil afhængigt af, hvor vi er geografisk, hvordan vores profil ser ud, hvad vores sindsstemning er, eller vores politiske påvirkelighed.

Dataetik handler ikke om enten eller. Det er muligt at gøre dataetik til et både og. Det der er godt for virksomheden, kan også være godt for kunden. Forudsætningen er imidlertid, at tilliden mellem parterne er intakt.

”Tillid kræver som udgangspunkt, at det er transparent, hvad man giver samtykke til, hvorfor og hvor data bliver analyseret og opbevaret, hvad de bliver anvendt til, i hvilken grad vi har kontrol over de data, der er opsamlet om os. Og ikke mindst hvordan virksomhederne præsenterer data over for kunderne. At der fx er åbenhed om, hvordan en virksomheds algoritmer fungerer. Det er ikke bare en lovgivningsmæssig forpligtelse, men også en etisk forpligtelse”, siger Tom Vile Jensen.

Ekspertgruppens ni anbefalinger er:

  1. Råd for dataetik
  2. Den dataetiske ed
  3. Dynamisk værktøjskasse til dataetik
  4. Erklæring af virksomheders dataetiske politik
  5. Et dataetisk mærke
  6. Nationalt, dataetisk vidensløft
  7. Danmark som frontløber for dataetik
  8. Stimulering af innovation og entreprenørskab med fokus på dataetik
  9. Dataetik i offentlige indkøb

Læs Erhvervsministeriets pressemeddelelse

Læs Ekspertgruppen om dataetiks anbefalinger

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber