06. august 2019

Nyheder og pressemeddelelser Pressemeddelelse

Konkursrekord dækker over gode nyheder

Antallet af konkurser nåede endnu engang nye højder i første halvdel af 2019, men kigger man dybere i tallene gemmer de på gode nyheder. Antallet af konkurser i reelt aktive virksomheder stiger nemlig ikke, viser gennemgang af eStatistik og FSR – danske revisorer.


Anders Lau nyn@sfe.qx



Starten af juli varslede nye data på antallet af konkurser i dansk erhvervsliv, og endnu engang blev der sat konkursrekord med 4.450 konkurser i første halvår af 2019 mod 3.322 i første halvår af 2018. Tendensen med et stigende antal konkurser fortsætter dermed.

I forhold til lavpunktet i 3. kvartal 2015 er der på blot fire år reelt tale om en tredobling af antallet af konkurser. Men bag konkursrekorden gemmer sig en god nyhed, påpeger Kent Nielsen fra eStatistik, der har kigget nærmere på tallene.

Antal konkurser i Bygge og anlæg

”Konkurstallets himmelflugt skyldes i overvejende grad én ting – såkaldte nulvirksomheder, der bedst kan beskrives, som virksomheder, der ganske vist eksisterer på papiret, men som ikke har nogen nævneværdig aktivitet. Ingen ansatte og en omsætning under en million kroner. Ser vi nærmere på tallene, tegner der sig et tydeligt billede af, at nulvirksomheder er hovedårsagen til de skyhøje konkurstal, mens konkurser i reelt aktive virksomheder ligger på et konstant niveau,” siger administrerende direktør i eStatistik Kent Nielsen.

I andet kvartal 2019 stod nulvirksomhederne for 70 procent af alle konkurser. Nulvirksomhederne havde en gennemsnitlig omsætning året før konkurs på 55.000 kroner.

Gode nyheder fra byggeriet
Byggeriet er en af de brancher, som kan hente gode nyheder ved at kigge dybere i konkurstallene, fortæller direktør hos FSR – danske revisorer, Tom Vile Jensen:

”Ser du på det samlede antal konkurser i byggeriet, har der siden 2015 været en stigende tendens, hvilket umiddelbart ligner dårlige nyheder for en branche, der set udefra har fuldt blus under kedlerne. Men den stigning er altså drevet af nulvirksomhederne. Ser du alene på de reelt aktive virksomheder i branchen, så er der gode nyheder at finde. Antallet af reelle konkurser har nemlig været faldende det seneste år,” siger Tom Vile Jensen.

Udvikling i konkurser, alle virksomheder

Færre reelle konkurser end for 10 år siden
Ser vi på - tværs af alle brancher - 10 år tilbage på 2. kvartal 2009 er konkurstallet i reelt aktive virksomheder er faldet med 28 procent i perioden.
Faldet er sket over en bred kam i alle brancher, men nogle brancher udmærker sig ved at have markant færre konkurser nu end for ti år siden.
Et eksempel er, som nævnt, ’Bygge og anlæg’, hvor antallet af konkurser hos aktive virksomheder fra 2. kvartal 2009 til 2. kvartal 2019 er faldet 41 procent. Et andet eksempel er ’Finansiering, ejendomshandel mv.’, hvor antallet af konkurser hos aktive virksomheder er faldet med 82 procent de sidste ti år.

Der er også nogle få brancher, hvor konkurstallet hos aktive virksomheder er steget i de sidste ti år. Et eksempel er ’Hoteller og restauranter’, der har haft en konkursvækst på 40 procent.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber