Lønservice fra vugge til grav – opfølgning på dilemmaet fra marts 2019

Faglig nyhedRevisor kan ikke have en ubegrænset betalingsfuldmagt hos en revisionsklient: Det ville indebære varetagelse af en ledelsesfunktion, som ikke kan imødegås af sikkerhedsforanstaltninger. Derimod kan der spørges, om revisor kan have begrænset betalingsfuldmagt til eksempelvis at foretage lønudbetalinger. 78 respondenter gav deres bud, som vi takker for.

Om revisorSMV

Marts måneds dilemma havde nedenstående ordlyd:

 

En revisionsklient vil gerne have dig til at varetage lønservicen i hans selskab, der er en mindre virksomhed i regnskabsklasse B med 10 ansatte. Ydelsen består i at køre lønnen fra vugge til grav ud fra det løngrundlag, som klienten giver dig.

 

Respondenterne blev bedt om at afkrydse den af fem oplistede svarmuligheder, som de mest sandsynligt ville vælge. Resultatet ses nedenfor.


Du siger nej tak.   2
2 Du siger nej tak under henvisning til, at ydelsen vil indebære, at du får fuldmagt til at foretage udbetalinger.   3
3 Du siger ja tak, men under betingelse af, at din ydelse stopper ved, at du sender betalingsforslag til klienten, der selv må foretage udbetalingerne.  22
4 Du siger ja tak, men under betingelse af, at klienten godkender såvel løngrundlaget som foretagne udbetalinger.  51
5 Du siger ja tak.  0


Kun i alt fem respondenter vil sige nej tak til at udføre ydelsen, jf. svarmulighed nr. 1 og 2. Dette er en holdbar indstilling, som selvfølgelig vil indebære en risiko for at miste klienten.

Hertil er det glædeligt, at ingen vil acceptere opgaven uden videre.

Langt de fleste – 73 af 78 eller næsten 94 % - vil således acceptere ydelsen, men under bestemte betingelser.

Flertallet vil acceptere, hvis der er sikkerhedsforanstaltninger på plads i form af, at ledelsen godkender både løngrundlag og de foretagne udbetalinger. Dette er selvfølgelig bedre end bare at sige ja, men det er ikke tilstrækkeligt: Revisor kan ikke udøve en betalingsfuldmagt af dette omfang.

Derfor er det rigtige valg alene at fremsende betalingsforslaget, hvorefter klienten selv må foretage udbetalingerne.

Der kan henvises til Etikudvalgets ”Praktiske eksempler på anvendelse af Etiske regler for revisorer om revisors uafhængighed ved udførelse af assistance- og rådgivningsopgaver mv. for små og mellemstore erklæringskunder” fra maj 2013, jf. fra tabellen side 9:

Indebærer trusler, som normalt vil kunne reduceres til et acceptabelt niveau
Opgørelse og bogføring af lønomkostninger, A-skat og øvrige lønrelaterede poster på grundlag af oplysninger godkendt af kunden

Indebærer betydelige trusler, som ikke vil kunne reduceres til et acceptabelt niveau
Varetagelse af bilagsgodkendelse og anvisning til betaling fra kundens midler, elektronisk eller på anden måde.

Dette er i øvrigt i overensstemmelse med vejledningen i de ajourførte etiske regler, der træder i kraft den 15. juni 2019, jf. fra afsnit 601.4 A1:

 

”Regnskabs- og bogføringsmæssige ydelser, der er af rutinemæssig eller mekanisk karakter, kræver kun ringe eller ingen professionel dømmekraft. Nedenfor er nogle eksempler på sådanne ydelser:

 

* Forberedelse af lønberegninger og lønbilag på grundlag af informationer, der er oprettet af klienten, til klientens godkendelse og betaling”.


Kontakt

  • Lars Kiertzner

    Chefkonsulent, statsautoriseret revisor, ph.d.

    Tirsdag til torsdag