Dyr tur i mandskabsvogn med 4-årig niece

Din Revisor InformererDa en motorcykelforhandler en søndag eftermiddag blev vinket ind til side af politiet på vej hjem fra et motocross-løb, var det starten på en dyr rundtur i retssystemet og en regning på over 300.000 kroner. Der var tale om en mandskabsvogn, og i bilen sad, ud over ham selv, hans bror og dennes 4-årige datter.

SkatVirksomhedsret

Hent nyheden i word-format

På baggrund af politirapporten krævede SKAT, at han skulle betale 170.000 kroner i registreringsafgift, fordi broderen og pigen ikke var ansat i firmaet. Manden klagede til Landsskatteretten, men Landsskatteretten støttede op om SKAT. Manden hyrede en advokat og klagede til byretten. I byretten fik han forståelse og slap for at betale de 170.000 kroner. Byretten lagde vægt på, at deltagelse i motocross-løbet var forretningsmæssigt begrundet, og at broderen havde en arbejdsmæssig funktion på dagen. Byretten så igennem fingre med, at broderens 4-årige datter var med i bilen, da der ikke var pasningsmuligheder den søndag.

Men Skatteministeriet var ubøjelige og ankede dommen til Landsretten. I Landsretten fik SKAT medhold i, at der var tale om privat brug af en mandskabsvogn, fordi den lille niece på 4 år var med i bilen. Ud over at skulle betale 170.000 kroner i registreringsafgift måtte motorcykelforhandleren af med 64.000 kroner i sagsomkostninger til Kammeradvokaten, og han blev også dømt til at tilbagebetale 32.000 kroner, som han i første omgang havde fået tilkendt i sagsomkostninger ved byretten. Herudover var der udgifter til egen advokat i Landsretten.

Ingen børn i en mandskabsvogn
Sagen viser, at der under ingen omstændigheder må sidde personer i en mandskabsvogn, der ikke har en streng erhvervsmæssig begrundelse. Man skal også passe på med at medtage familiemedlemmer eller andre, som ikke er ansat i firmaet, men der kan ud fra en konkret vurdering være en forretningsmæssig grund til, at andre personer end ansatte deltager, hvis de har en funktion, som kan sidestilles med ansatte.

Reglerne for mandskabsvogne er altså strengere end, hvad der gælder for specialindrettede varevogne, hvor man gerne må have børn med i bilen, hvis man kører til og fra et arbejdssted og eksempelvis sætter børn af i skole på vejen.

Kontakt

  • Jan Wie

    Kommunikationschef - interne medier og medlemmer

    3369 1028
    4193 3128