15. november 2021

Nyheder og pressemeddelelser Pressemeddelelse

Coronapandemien har haft begrænset effekt på digitaliseringen

Coronapandemien har ikke haft den forventede effekt på virksomhedernes digitale omstilling, og mange SMV’er formår ikke at få det optimale ud af de nye teknologier blandt andet på grund af manglende kompetencer og fordi gevinsterne er uklare


Billede af Anders Lau

Anders Lau Pressechef
nyn@sfe.qx 4193 9147



Coronapandemien har stik imod forventningen kun haft begrænset effekt på digitaliseringen af de mindre virksomheder (SMV). Faktisk ses der kun en tydelig effekt inden for området ’drift og administration’, hvor syv ud af 10 SMV’er vurderer, at coronapandemien har accelereret brug af digitale teknologier. Drift og administration dækker fx over brug af Teams, Zoom og brug af økonomi- og regnskabssystemer. Til gengæld er der ikke en tydelig effekt af coronapandemien, når der ses på digitaliseringen af ’køb og salg’, ’produktion’ og ’analyse af data’.  

Det viser en ny undersøgelse af SMV-virksomhedernes brug af digitale teknologier og deres rådgivningsbehov, som analyseinstituttet Seismonaut har udarbejdet på vegne af FSR – danske revisorer, Dansk IT og Teknologipagten. Analysen baserer sig på besvarelser fra 1.029 danske SMV-virksomheder og 131 godkendte revisorer.

Anders Lau, chef for Kommunikation & Analyse i FSR – danske revisorer, havde forventet en tydeligere effekt af at samfundet har været lukket ned som følge af pandemien:

”Der har været meget tale om, at coronapandemien har bidraget til at accelerere digitaliseringen af erhvervslivet og samfundet generelt. Det er desværre ikke særlig tydeligt blandt de mindste virksomheder, som i forvejen halter bagud med brugen af ny teknologi. For selv om mange bruger Teams og har fået sat strøm til deres økonomi og regnskab, så er der ifølge vores analyse ikke en tydelig effekt på digitaliseringen af fx produktionen eller af køb og salg”, siger Anders Lau.   

Gevinsterne er for små
Hvis danske SMV’er skal fortsætte med at skabe vækst og produktivitet er det vigtigt, at flere SMV’er fortsætter den digitale omstilling og bliver fortrolige med nogle af de mere avancerede digitale teknologier, der fx kan styrke produktionen eller køb og salg. For selv om Danmark bryster sig af at være et af de mest digitaliserede lande i EU, så halter danske SMV’ers brug af nye og mere avancerede teknologier efter andre europæiske lande.

Samtidig er der ifølge analysen fortsat en lille gruppe på ca. 10 pct. af SMV’erne, der slet ikke er kommet i gang med den digitale omstilling og heller ikke benytter selv simple teknologier som online mødesystemer, økonomi- og regnskabssystemer, elektronisk fakturering mv. En forklaring kan være, at op mod hver femte SMV vurderer, at gevinsterne ved at bruge de nye teknologier er for små eller uklare.

”Når SMV’ere tvivler på, at der er gevinster forbundet med at digitalisere, giver det god mening, at virksomhederne ikke prioriterer ressourcer og rekruttering af digitale kompetencer. Samtidig er det kun cirka en tiendedel, der aktuelt bruger virksomhedens bestyrelse til at få strategisk rådgivning om digitale teknologier. Her ser vi et uudnyttet potentiale for at bringe digitale profiler direkte ind i virksomhedens strategiske arbejde. SMV’ere kan styrke deres digitale strategi ved at bringe digitale kompetencer ind i bestyrelseslokalet og/eller oprette et advisory board med et digitalt mindset”, siger Annemarie Vitoft, Formand for Erhvervsudvalget i Dansk IT.

Stor mangel på kompetencer
Mangel på kompetencer hos medarbejdere og ledelse og mangel på ressourcer er nogle af de væsentligste hindringer for at SMV’erne kan udnytte de nye teknologier bedre. Cirka 30 pct. af SMV’erne vurderer, at mangel på kompetencer hos medarbejderne og mangel på ressourcer, bremser SMV’ernes digitale udvikling. Nogenlunde samme billede går igen, når man spørger til SMV’ernes forventede udfordringer med at udnytte teknologierne i de kommende tre år.

Hvis danske SMV'ere skal klare sig i den internationale konkurrence bliver de nødt til at være mere åbne over for de digitale muligheder og prioritere digital og teknologisk opkvalificering af både medarbejdere og ledelse, mener Christian Vintergaard, der er CEO hos Teknologipagten. 

”En af Danmarks mest presserende udfordringer i disse år er manglen på kvalificeret arbejdskraft. De opgaver, der skal løses på arbejdspladserne, har en stigende grad af kompleksitet, og det øger blandt andet kravene til digitale færdigheder. Lige nu er Danmark blandt Europas digitale frontløbere, og vores udgangspunkt i den globale konkurrence er derfor god. Men hvis vi fortsat skal bevare vores styrkeposition, er vi nødt til at lægge os endnu mere i selen, når det handler om digital efteruddannelse af såvel medarbejdere som ledelse”, siger Christian Vintergaard.

Behov for rådgivning
Udfordringerne med at udnytte teknologierne betyder, at mange SMV’er søger ekstern rådgivning. Ikke overraskende er der størst efterspørgsel på it-konsulenter, men også revisorer og revisionshuse er eftertragtede rådgivere, når SMV’erne skal have hjælp til digital omstilling. Cirka hver femte SMV oplyser, at de har modtaget rådgivning fra revisorer eller revisionshuse til at udnytte de digitale teknologier.

”Det er oplagt, at revisorerne bruger deres kendskab og kontakt til kunderne til at skubbe på den digitale udvikling hos SMV’erne. Nogle revisorer er allerede godt i gang, men der er plads til forbedringer. Vi skal hjælpe vores medlemmer til at kunne rådgive kunderne om de digitale muligheder. Og så skal vi se på mulighederne for at skabe samarbejder mellem revisorer og fx teknologiudbydere til gavn for erhvervslivet”, siger Anders Lau.

Læs hele analysen

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber