28. juni 2019

Debatindlæg Debatindlæg

Digitale regnskabsløsninger kan ikke stå alene

Jyllands-Posten, 28. juni 2019


Billede af Anders Lau

Anders Lau Pressechef
nyn@sfe.qx 4193 9147



Nedenstående debatindlæg af administrerende direktør i FSR - danske revisorer Charlotte Jepsen er oprindeligt bragt i Jyllands-Posten. Læs debatten hos Jyllands-Posten.

Digitaliseringen skal nok klare paragrafferne. Nye regnskabssystemer er garanten mod fejl og snyd i virksomhedernes regnskaber, skrev iværksætter Toke Kruse for nylig i JP. Han fremhævede i den sammenhæng gerne sine egne it-systemer som løsningen.

Revisorerne kan man til gengæld roligt afskaffe. Den troværdighed, der ligger i revisorernes arbejde, er "falsk tryghed i forældet regnskabsføring", tordnede Toke Kruse. Jeg tænker, at det er Toke Kruse, der er ude at sælge falsk tryghed. For det relevante spørgsmål er, om Toke Kruses og andre digitale økonomisystemer sikrer, at ulovlige pengeoverførsler mellem virksomhed og ejer bliver opdaget? Og at det bliver anmeldt til skattevæsenet? Om de digitale løsninger sikrer, at der bliver afregnet korrekt moms og indbetalt den korrekte skat for virksomheden? Om det bliver undersøgt, om bærbare pc'er, rejser og kunst må trækkes fra i virksomheden? Om de digitale regnskabssystemer sikrer, at alvorlige finansielle problemer kommer virksomhedens kreditorer til kendskab?

Svaret er entydigt nej, og hvis nogen påstår noget andet, er det forkert.

Og modsat revisorerne har Toke Kruse og andre udbydere af regnskabssystemer ikke hånden på kogepladen i forhold til det, der står i årsregnskabet og bliver indberettet til myndighederne. Det har alene de godkendte revisorer i deres egenskab af offentlighedens tillidsmand.

Det betyder ikke, at der ikke er stor værdi for virksomhederne i de løsninger, som Toke Kruse og andre har udviklet til erhvervslivet. Det er der så afgjort, og de digitale regnskabsløsninger udgør i mange tilfælde et solidt grundlag for det arbejde, de godkendte revisorer udfører i forhold til virksomhedernes regnskaber.

Naturligvis vil øget brug af revisor medføre omsætning til revisorbranchen. Men arbejdet sker under offentlig kontrol og med hånden på kogepladen. Og med dokumenterede gevinster for samfundet. Det er ganske enkelt en win-win, og de digitale bogførings- og regnskabssystemer har også deres værdi i den forbindelse, men de kan altså ikke stå alene, selv om de gerne vil.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber