20. marts 2019
Erhvervsankenævnets kendelser i sager efter årsregnskabsloven – afgifter stadfæstes typisk
Erhvervsankenævnet er mulig klageinstans for en række administrative afgørelser. Herunder for Erhvervsstyrelsens afgørelser efter årsregnskabsloven, her om pålagte afgifter ved for sen indsendelse af årsrapporter. I de præsenterede sager er de administrative afgørelser blevet stadfæstet, da der ikke forelå ”ganske særlige omstændigheder”.
En type af indbringelser, der hyppigt forekommer, vedrører afgifter ved for sen indsendelse af årsrapporter efter årsregnskabslovens § 151, stk. 1-3. Her bestemmes det, at sanktionen først kommer i spil, hvis indsendelsen sker senere end 8 dage efter et såkaldt påkravsbrev, ligesom afgiftens størrelse fastlægges:
”Modtages årsrapporten eller undtagelseserklæringen efter udløbet af fristen på 8 hverdage fra påkravsbrevets datering, jf. § 150, stk. 2, pålægger Erhvervsstyrelsen hvert medlem af virksomhedens øverste ledelse henholdsvis hver filialbestyrer en afgift.
Stk. 2. Afgiften beregnes fra udløbet af fristen i § 138, stk. 1, 2. pkt.
Stk. 3. Afgiften udgør 500 kr. pr. ledelsesmedlem henholdsvis filialbestyrer for 1. påbegyndte måned, i alt 2.000 kr. for 2. påbegyndte måned og i alt 3.000 kr. for 3. påbegyndte måned. Afgiften kan højst udgøre 3.000 kr. pr. ledelsesmedlem henholdsvis filialbestyrer. Afgiften udgør 500 kr. pr. ledelsesmedlem henholdsvis filialbestyrer for 1. påbegyndte måned, i alt 2.000 kr. for 2. påbegyndte måned og i alt 3.000 kr. for 3. påbegyndte måned. Afgiften kan højst udgøre 3.000 kr. pr. ledelsesmedlem henholdsvis filialbestyrer”.
Klager over pålagte afgifter sker med hjemmel i årsregnskabslovens § 152 under påkaldelse af angiveligt ”ganske særlige omstændigheder”:
”Under ganske særlige omstændigheder kan Erhvervsstyrelsen helt eller delvis fritage et ledelsesmedlem eller en filialbestyrer for betaling af afgift efter § 151, hvis den pågældende kan godtgøre over for styrelsen, at han eller hun har søgt at fremme indsendelsen m.v., og at forsinkelsen derfor ikke kan lægges ham eller hende til last.
Stk. 2. Det fritager ikke i sig selv et ledelsesmedlem for ansvar, at det ansvarspådragende forhold er begået af virksomhedens ansatte, rådgivere eller lignende”.
Ganske særlige omstændigheder fortolkes meget snævert, og derfor stadfæster Erhvervsankenævnet som absolut hovedregel Erhvervsstyrelsens administrative afgørelse.
Det bliver også resultatet i nedenstående kendelse fra 2018.
Vi har tidligere bragt en række nyheder om kendelser, hvor resultatet blev det samme, jf.
Frivillig ledelse og forglemmelse i en forening
