30. marts 2022

Fagligt fokus

Hvad betyder krigen i Ukraine for revisorbranchen?

Denne uges Fagligt Fokus retter blikket mod krigen i Ukraine og ser på de regnskabs- og revisionsmæssige forhold, som revisorer står overfor.


Billede af Camilla Hesselby

Camilla Hesselby Vicedirektør
pur@sfe.qx 2556 4196



Kære læser

Velkommen til denne uges udgave af Fagligt Fokus, hvor vi sætter fokus på krigen i Ukraine. Situationen mellem Ukraine og Rusland påvirker ikke kun de implicerede lande, men også direkte og indirekte mange danske virksomheder og revisionsvirksomheder.

Her på vores hjemmeside har vi oprettet et tema om Ukrainekrisen, hvor vi udgiver informationer og aktuelle nyheder, herunder om de regnskabsmæssige og revisionsmæssige problemstillinger, der er opstået som følge af krigen.

Revisors fratræden

Revisorerne står overfor en række etiske overvejelser og er som offentlighedens tillidsrepræsentant forpligtet til at overholde de grundlæggende principper i IESBA Code of Ethics. Uanset hvordan situationen mellem Ukraine og Rusland udvikler sig, er revisors professionelle forpligtelser uforandret.

Vi har i vores faglige hotline fået flere henvendelser om, hvornår revisor kan fratræde sit hverv, hvis revisionskunden er forbundet med virksomheder eller personer, som er fra Rusland eller har russisk interesse. Vi er i dialog med Erhvervsstyrelsen om problemstillingen, og efter Erhvervsstyrelsens opfattelse kan revisor ikke fratræde sit hverv som revisor i utide med den begrundelse, at selskabet er ejet af en russer, eller at selskabet har russiske aktiviteter (samvittighedsgrunde).

Revisor kan fratræde sit hverv i overensstemmelse med god revisorskik, hvis revisor ikke kan udføre den aftalte revisionsopgave - eksempelvis hvis en af selskabets reelle ejere er opført på EU’s sanktionsliste. Vi er fortsat i dialog med Erhvervsstyrelsen herom og opdaterer vores nyhed, når vi modtager yderligere afklaring af dette spørgsmål.

Regnskabsmæssige overvejelser

Det er højsæson for udarbejdelse af årsregnskaber, og for de virksomheder, der er berørt af situationen mellem Ukraine og Rusland, skal der tages stilling til, om krigen er en regulerende eller ikke-regulerende begivenhed, hvilket afhænger af, om virksomhedens balancedag er før eller efter 24. februar 2022. 

Især for virksomheder med aktiviteter i Ukraine og Rusland gælder det, at der kan være usikkerhed om fortsat drift. Virksomhederne kan være tvunget til at lukke ned for aktiviteterne med Ukraine og Rusland. Endvidere kan virksomhederne være nødsaget til at indstille samhandlen med Rusland som følge af sanktionerne mod Rusland. De berørte virksomheder skal derfor være særlig opmærksom på, om der er usikkerhed om fortsat drift. En eventuel usikkerhed skal ledelsen redegøre for i årsrapporten, og revisor skal vurdere, om forudsætningerne for, at virksomheden aflægger regnskab ud fra going concern-princippet, er til stede.

Den internationale udvikling

De største globale revisionsnetværker har valgt at opsige samarbejdet med deres netværksfirmaer i Rusland og Belarus. At revisorbranchen tager skarpt afstand fra den russiske aggression, bakker vi fuldt op om her fra foreningens side.   

I sidste uge vedtog EU-Kommissionen en midlertidig rammebestemmelse for statsstøtte, der muliggør, at medlemsstater kan støtte virksomheder, der påvirkes negativt af Ruslands invasion af Ukraine. Det betyder blandt andet, at Danmark nu får mulighed for at ansøge om at åbne op for Ukraine-hjælpepakker. Danmark har p.t. ikke truffet beslutning om at indføre Ukraine-hjælpepakker, men det formodes, at hvis hjælpepakkerne implementeres i de andre medlemslande, vil Danmark gøre noget tilsvarende.

Vi følger med i de internationale fora, herunder på Accountancy Europes hjemmeside, hvor der er oprettet et site med links til både vores hjemmeside om Ukrainekrisen og til øvrige lande, hvor der kan læses om deres reaktioner på krigen i Ukraine.

 

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber