03. februar 2015

Nyheder og pressemeddelelser

Jobtabet ved konkurser styrtdykker i industrien

Det samlede jobtab ved konkurser er halveret siden 2010. Industrien er en af de brancher, som har reduceret jobtabet mest, mens landbruget er en af to brancher, der som de eneste har oplevet en stigning i antallet af tabte jobs ved konkurser siden 2010.


Jakob Holm Chefkonsulent
wub@sfe.qx 4193 3169



1.199 jobs gik tabt ved konkurser i industrien i 2014. Det er næsten 2.000 færre tabte jobs på grund af konkurser i forhold til 2013. Det samme billede tegner sig i bygge- og anlægs-sektoren, hvor jobtabet ved konkurser blev reduceret med 1.600 fra 2013 til 2014. Det viser en ny analyse fra eStatistik og FSR – danske revisorer.

På tværs af alle brancher er antallet af tabte jobs ved konkurser faldet med næsten en tredjedel fra 2013 til 2014. Og på længere sigt er jobtabet ved konkurser halveret i forhold til 2010.

”Det er sjældent, at konkurser bringer gode nyheder, men i dette tilfælde er det svært at udlægge tallene anderledes. Vi kan se, at både antallet af konkurser og jobtabet er faldet kraftigt over de seneste år, og det peger på, at dansk erhvervsliv stille og roligt har formået at arbejde sig ud af krisen. Det er særligt værd at bemærke, at en branche som industrien, hvor virksomhederne ofte er større og en konkurs derfor resulterer i et større jobtab, er inde i en særdeles positiv udvikling,” siger Tom Vile Jensen, erhvervspolitisk direktør hos FSR – danske revisorer.

Direktør i eStatistik, Kent Nielsen, hæfter sig særligt ved udviklingen i de videntunge serviceerhverv:

”Tallene viser, at Information og kommunikation og Videnservice stort set er uden jobtab ved konkurser. Selvom det er brancher med høj iværksætteraktivitet og stor jobskabelse i de nye virksomheder, så er de potentielt sårbare virksomheder levedygtige,” siger Kent Nielsen.

Landbruget og Operationel service i modgang
Landbruget og Offentlig administration, undervisning og sundhed er de eneste to brancher, der siden 2010 har oplevet en vækst i jobtabet ved konkurser. Over hele perioden er antallet af tabte jobs i landbruget steget med 90 procent.

På kort sigt er Operationel service som blandt andet tæller rejsebureauer, vikarbureauer og rengøring den branche, som med en stigning på 71 procent, har oplevet værste udvikling i konkurstabte jobs fra 2013 til 2014.

Læs hele analysen.

Medlemsfordele

Med et medlemsskab får du bl.a.

Et politisk talerør
Analyser og surveys
Rabat på kurser

Bliv medlem af FSR

Tilmeld dig nu