Maersk vinder Årsrapportprisen 2026
Marianne Ploug Chef for revision og regnskab
Jan Brødsgaard Chefkonsulent
Prisen blev overrakt til Henrik Pallisgaard Jensen, VP Finance, Maersk, af Søren Kryhlmand, viceadm. direktør i Dansk Industri, og Camilla Hesselby, vicedirektør i FSR – danske revisorer. Foto: Signe Bech Søholt
Dommerkomitéen fremhæver især Maersks evne til at omsætte komplekse markedsforhold til klar og relevant rapportering. Med en stærk ledelsesberetning og en tæt kobling mellem strategi, risikostyring, finansielle resultater og bæredygtighed giver årsrapporten et nuanceret billede af virksomhedens udvikling og retning.
Årsrapportprisen uddeles af Dansk Industri og FSR – danske revisorer og blev overrakt til Henrik Pallisgaard Jensen, VP Finance, Maersk, af Søren Kryhlmand, viceadm. direktør i Dansk Industri, og Camilla Hesselby, vicedirektør i FSR – danske revisorer.
”Vi er stolte over at modtage Årsrapportprisen 2026. Vores ambition er at give vores interessenter et klart billede af Maersk, vores resultater og de forhold, der påvirker vores forretning. Prisen er en stor anerkendelse af det arbejde, som mange kolleger har bidraget til,” siger Henrik Pallisgaard Jensen, VP Finance, Maersk.
En årsrapport med overblik og retning
Dommerkomitéen hæfter sig særligt ved, at Maersk kobler udviklingen i omverdenen direkte til virksomhedens strategiske valg. Rapporten forklarer, hvordan geopolitisk uro, ændrede handelsmønstre og nye krav til globale forsyningskæder påvirker forretningen, og hvordan virksomheden håndterer disse forhold.
Samtidig bygger årsrapporten videre på et allerede højt niveau. En række forbedringer styrker ifølge dommerkomitéen overblikket, læsevenligheden og sammenhængen på tværs af rapporteringen. Også bæredygtighedsrapporteringen får ros for sin tydelige struktur og tætte integration med den øvrige rapportering.
”Virksomheder navigerer i en stadig mere kompleks virkelighed. Maersk viser, hvordan man kan kommunikere klart om de geopolitiske forandringer, der påvirker forretningen, og de strategiske valg, de fører med sig,” siger Søren Kryhlmand, viceadm. direktør i Dansk Industri.
”Maersk har gennem flere år rapporteret på et højt niveau, og årets rapport viser, at virksomheden fortsat formår at udvikle og skærpe rapporteringen. Det er en helstøbt årsrapport, der gør komplekse forhold konkrete og skaber sammenhæng på tværs,” siger Camilla Hesselby, vicedirektør i FSR – danske revisorer.
Diplomer til Topsoe og Netcompany
Ud over hovedprisen uddeler dommerkomitéen hvert år diplomer til virksomheder, der udmærker sig inden for særlige områder af virksomhedsrapporteringen.
Topsoe hædres for en velstruktureret årsrapport, der formidler en kompleks og teknologitung forretning klart og tilgængeligt. Dommerkomitéen fremhæver især balancen mellem de strategiske, finansielle og bæredygtighedsmæssige oplysninger samt rapportens indblik i virksomhedens resultater, markedsudvikling og langsigtede drivkræfter. Rapporten kan samtidig tjene som inspiration for familieejede virksomheder og virksomheder i small- og mid-cap-segmentet.
Netcompany modtager diplom for en klar og faktabaseret kommunikation om, hvordan geopolitisk udvikling og kunstig intelligens påvirker virksomhedens muligheder, strategi og risici. Dommerkomitéen fremhæver især, at ambitionerne og vækstpotentialet underbygges af markedsdata og konkrete eksempler. Rapporten får desuden ros for sin grundige kommunikation om risikostyring og resultater på tværs af segmenter.
Om Årsrapportprisen
Årsrapportprisen uddeles hvert år af Dansk Industri og FSR – danske revisorer til den virksomhed, der har aflagt årets mest helstøbte og informative årsrapport.
Prisen tildeles enten en børsnoteret virksomhed eller en stor virksomhed med en bred ejerkreds eller offentlig interesse og gives til virksomheder, hvis rapporter udmærker sig, kan tjene som inspiration for andre og bidrager til at løfte det allerede høje niveau i dansk virksomhedskommunikation.
Der uddeles én hovedpris samt diplomer til virksomheder, der udmærker sig på særlige områder.
Dommerkomitéen består af eksperter fra erhvervslivet, revisionsbranchen, investormiljøet og forskningsverdenen. De sikrer en bred faglig vurdering af både de finansielle og de bæredygtighedsmæssige aspekter af rapporteringen.
Vindere 2026
- Hovedprisen: Maersk (øvrige nominerede: Arla)
- Diplomer: Topsoe og Netcompany
Kontakt
Yderligere oplysninger fås hos:
Dansk Industri: Tina Aggerholm, Seniorchefkonsulent, bæredygtighed, regnskab og revision
tiag@di.dk
FSR – danske revisorer: Marianne Ploug, Chef for bæredygtighed, regnskab, kvalitet og hvidvask
mapl@fsr.dk