26. april 2022

Fagligt fokus

Ny revisoreksamen skal afhjælpe mangel på arbejdskraft

Denne uges Fagligt Fokus retter blikket mod revisoreksamen og ser på de mange tiltag, der i disse år bliver implementeret på området. Tiltag, der skal afhjælpe den store mangel på statsautoriserede revisorer.


Billede af Camilla Hesselby

Camilla Hesselby Vicedirektør
pur@sfe.qx 2556 4196



Kære læser

Velkommen til denne uges udgave af Fagligt Fokus, der ser nærmere på den nye revisoreksamen. Hvorfor er eksamen blevet ændret, hvori består de væsentligste ændringer, og kan vi allerede nu se en effekt? Jeg kan også løfte sløret for, at det fremadrettet vil være muligt at aflægge egnethedsprøven på engelsk. Et dugfrisk tiltag, som er målrettet personer med udenlandsk godkendelse, som ønsker at praktisere her i landet. 

Ny revisoreksamen

Arbejdet med udvikling af den nye revisoreksamen har stået på i en årrække. Et arbejde, som foreningen har været dybt involveret i og var med til at sætte på dagsordenen i Erhvervsstyrelsens eksamensudvalg. En kedelig tendens var nemlig begyndt at tegne sig, da det årlige antal af nyuddannede statsautoriserede revisorer syntes at have stabiliseret sig omkring de 55, hvilket slet ikke stod mål med det antal, der forlod branchen eller arbejdsmarkedet.

Ændringen af revisoreksamen har kun kunnet lade sig gøre grundet det gode samarbejde med Erhvervsstyrelsen, som er ansvarlig for tilsynet med eksamen, og med Eksamensudvalget, hvor der sidder repræsentanter fra bl.a. Dansk Industri, Finans Danmark og Forsikring & Pension, universiteterne og revisorbranchen.

Der har været mange aktører og interessenter involveret i arbejdet med ændringen af revisoreksamen. Et arbejde, som kun har kunnet lade sig gøre i kraft af de erfaringer og input, som foreningen bl.a. har fået via dialog med revisionsvirksomheder, der uddanner kandidater, med en række interne udvalg samt med de unge talenter, som er under uddannelse. Overalt har foreningen mødt velvilje og en forståelse for, at det er et fælles ansvar i branchen, hvis vi skal lykkes med at uddanne flere statsautoriserede revisorer.

Den nye eksamensform blev en realitet i 2021. Den nye revisoreksamen byder på fire væsentlige ændringer, der forhåbentlig kan være med til at gøre uddannelsen mere attraktiv og derved tiltrække flere talenter til branchen. Målet er, at flere kandidater kommer igennem og gerne på kortere tid.

Fokus på fagligheden
Indholdet i den skriftlige og mundtlige revisoreksamen er ændret til at lægge sig indholdsmæssigt tættere op ad revisorlovens anvendelsesområde – det vil sige revisors kerneområde, som er revision og andre erklæringsopgaver.

Ligesom de øvrige lande i EU er Danmark underlagt et sæt minimumsregler. Disse skal sikre, at revisoruddannelsen har et ensartet niveau i hele EU, og reglerne foreskriver, at kandidaterne skal eksamineres i forhold relateret til regnskab og revision af årsregnskaber. Men i Danmark har revisoreksamen tidligere været meget omfattende sammenlignet med både vores nabolande og resten af EU.

Færre skriftlige prøver
Den skriftlige prøve er nu ændret fra tidligere tre skriftlige prøver til én skriftlig prøve. Derudover er begrænsningen i antallet af eksamensforsøg samt diverse forældelsesregler afskaffet både for den mundtlige og skriftlige eksamen.

Den tidligere model med tre skriftlige prøver blev oprindeligt indført i et forsøg på at gøre eksamen mere overkommelig, men havde desværre den modsatte effekt og betød, at mange kandidater hang fast i systemet i årevis eller simpelthen ikke kom igennem.

Formålet med de nye ændringer har derfor været, at rammer og regler ikke skal spænde ben for kandidaterne. I stedet har man ønsket at give dem bedre betingelser for at komme igennem.

Ny skriftlig prøve bliver mere varieret
De skriftlige prøver kan fremover indeholde en kombination af spørgsmål med lange svar, spørgsmål med korte svar, multiple choice samt beregninger – modsat tidligere, hvor der kun var tale om spørgsmål med lange svar.

Formålet med at variere prøveformen er at gøre den mere tidssvarende. Ved at imødekomme autentiske situationer fra revisorers professionelle virke med varierede arbejdsmetoder bliver det muligt at teste kandidaternes viden og holdninger i bredere forstand, f.eks. ved test af ”paratviden” og evnen til at udtrykke klare holdninger til specifikke problemstillinger.

Egnethedsprøve på engelsk
Det er allerede fra sommeren 2022 muligt at aflægge egnethedsprøve på engelsk. Egnethedsprøven er for personer, som i udlandet er godkendt til at udføre lovpligtig revision. Egnethedsprøven består af en mundtlig prøve, hvis formål er at godtgøre, om personen har opnået et sådant kendskab til dansk lovgivning, at personen kan praktisere som statsautoriseret revisor her i landet.

Ændringen kan hjælpe med til, at flere opnår tilladelse til at praktisere som statsautoriseret revisor i Danmark.

Håb for fremtiden

Hovedformålet med ændringerne af revisoreksamen har været at øge antallet af statsautoriserede revisorer uden at gå på kompromis med det faglige niveau og revisors kernekompetencer.

Der er ingen tvivl om, at branchen er presset og mangler hoveder. Derfor har foreningen i den kommende strategiperiode også massiv fokus på tiltrækningen af talenter til branchen. Ændringen af revisoreksamen og muligheden for fremadrettet at aflægge egnethedsprøven på engelsk er vigtige skridt på vejen til at løse problemet, men der er selvfølgelig også mange andre parametre, der spiller ind.

For nu kan vi glæde os over, at der i 2021 blev uddannet 112 nye statsautoriserede revisorer, hvilket langt hen ad vejen kan tilskrives implementeringen af den nye revisoreksamen.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber