11. maj 2022
Nye EU-standarder for bæredygtighedsrapportering i høring
Denne uges Fagligt Fokus stiller skarpt på den længe ventede høring om EU-standarderne for bæredygtighedsrapportering.
Camilla Hesselby
Vicedirektør
Kære læser
Velkommen til denne uges udgave af Fagligt Fokus, hvor jeg sætter fokus på EFRAG´s længe ventede høring om EU’s standarder for bæredygtighedsrapportering, samt hvad høringen forventes at betyde for foreningens medlemmer. Foreningen deltager naturligvis i denne høring.
Høringen
Tidligere på måneden lancerede EFRAG den længe ventede høring om EU’s kommende standarder for bæredygtighedsrapportering.
EFRAG fremlægger de meget omfattende rapporteringskrav med udgangspunkt i 13 standarder og 136 oplysningskrav. Herudover foretages høringen i form af otte spørgeskemaer, hvor der skal tages stilling til 195 spørgsmål. Der er tre skemaer om den overordnede relevans af standarderne, et skema om prioritering og fire skemaer om det mere konkrete indhold af standarderne.
Vi forventer at samarbejde med DI, Dansk Erhverv, Finans Danmark og F&P om et dansk høringssvar. Herudover er vi involveret i den europæiske revisorforenings høringssvar i regi af Accountancy Europe.
Vi involverer også flere udvalgsmedlemmer – blandt andet fra vores Udvalg for samfundsansvar og bæredygtighed samt vores Regnskabsudvalg, der allerede nu er i gang med at drøfte udkastene. Andre af vores udvalg involveres efter behov.
I april udtrykte vi sammen med de øvrige organisationer vores bekymring om EU-Kommissionens udkast til direktivet om bæredygtighedsrapporteringen i en fælles henvendelse til erhvervsminister Simon Kollerup. Her opfordrede vi erhvervsministeren til at adressere en række problemstillinger over for EU-kommissionen. Bekymringerne udspringer af en række centrale problemstillinger forbundet med, at den kommende lovgivning og udviklingen af rapporteringsstandarderne ikke er tilstrækkeligt fokuseret og ikke skaber tilstrækkelig værdi. Vi forventer at gentage elementer dette såkaldte ”bekymringsbrev” i vores høringssvar.
Hvad betyder høringen for foreningens medlemmer?
De nye standarder er relevante for alle foreningens medlemmer at følge godt med i af flere årsager.
I første omgang forventer vi, at de nye standarder alene kommer til at påvirke de største danske virksomheders rapportering. Det er endnu uvist, hvornår og i hvilket omfang SMV’erne bliver omfattet. Vi forventer dog, at der kommer til at være en afsmitning på SMV’erne i form af, at når de største virksomheder skal rapportere om bæredygtighed, så skal de bruge informationer fra deres leverandører. Vi forventer, at virksomhederne vil gå til deres primære rådgiver inden for rapportering – revisor – og søge vejledning.
Direktivet indeholder forslag om erklæring på bæredygtighedsrapporteringen – i første omgang med begrænset sikkerhed, men inden for få år vil kravet blive en erklæring med høj grad af sikkerhed. Betingelserne for revisorerklæring, herunder hvem der kan afgive den, og hvornår kravene skal gælde fra, er en del af de igangværende forhandlinger i Bruxelles, som vi følger tæt. Vi håber på afklaring inden sommerferien.
Efteruddannelse
Erklæringsafgivelse på bæredygtighedsrapportering er noget andet end på klassisk finansiel rapportering. Det er endnu uvist, hvilke særlige uddannelsesmæssige krav der kommer til at gælde i Danmark for erklæringsafgivere på bæredygtighedsrapportering. Det er naturligvis et emne, vi interesserer os meget for.
P.t. udbyder foreningen kun et begrænset antal specifikke kurser på bæredygtighedsområdet. Vi vil naturligvis skalere dette udbud afhængigt af, hvilke krav der bliver stillet fra lovgivers side, men også medlemmernes efterspørgsel. Du finder vores nuværende specifikke kursusudbud om bæredygtighed her. Udover de specifikke bæredygtighedskurser forventer vi også at komme overordnet omkring emnet på vores kurser på regnskabsområdet.