Revisoreksamen
Revisoreksamen er den sidste milepæl på vejen til at blive statsautoriseret revisor. Her finder du den information, du har brug for før, under og efter eksamen.
Kontakt
Revisoreksamen
Revisoreksamen er den afsluttende faglige prøve for dig, der ønsker at blive statsautoriseret revisor.
Eksamen består af en skriftlig og en mundtlig prøve og skal vise, at du kan anvende din teoretiske viden i praksis og håndtere komplekse faglige problemstillinger inden for revision, regnskab, erklæringer, etik og rådgivning. Derudover indgår relevante områder som blandt andet skatteret, selskabsret, risikostyring og intern kontrol.
Du skal bestå den skriftlige prøve, før du kan gå op til den mundtlige eksamen, som også er den afsluttende prøve. Den mundtlige revisoreksamen består af én mundtlig prøve, hvor du skal demonstrere din praktiske duelighed inden for de områder, der hører under statsautoriserede revisorers virke. Begge prøve bedømmes bestået eller ikke bestået.
Har du tidligere været godkendt revisor eller arbejdet som revisor i udlandet, skal du igennem nogle særlige prøveforløb for at blive revisor.
Krav til den skriftlige eksamen
For at kunne tilmelde dig den skriftlige revisoreksamen skal du ved tilmeldingsfristens udløb have bestået enten:
- revisorkandidateksamen (cand.merc.aud.) eller
- en anden kandidateksamen og opfylde kravene i § 5, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse om eksamener m.v. for godkendte revisorer.
Derudover skal du også have:
- mindst tre års praktisk erfaring efter det fyldte 18. år med opgaver inden for statsautoriserede revisorers virkefelt
- udført arbejdet under tilsyn af en godkendt revisor i en godkendt revisionsvirksomhed
- mindst ét års praktisk erfaring efter afsluttet kandidatuddannelse
- mindst to års praktisk erfaring inden for de seneste tre år før tilmeldingsfristen til revisoreksamen.
Tilmeld dig næste eksamen
Skriftlig eksamen
Den næste skriftlige eksamen er 2. og 3. december 2026.
Mundtlig eksamen
De næste mundtlige eksamener afholdes i perioden 2.–20. november 2026.
Den første eksamen begynder kl. 9:20 alle dage. Sidste eksamen begynder kl. 15:00 mandag til torsdag og kl. 14:20 fredag.
Vigtig information om eksamen
Den skriftlige revisoreksamen overvåges elektronisk. Derfor skal overvågningsprogrammet Observer være installeret på din pc inden eksamen.
Du modtager dine personlige loginoplysninger til eksamensportalen i god tid før eksamen, og det er dit ansvar at sikre, at programmet er korrekt installeret og fungerer.
Observer registrerer aktivitet på din computer under eksamen for at forebygge og afdække eksamenssnyd og dermed sikre en retfærdig eksamensafvikling.
Optagelser opbevares i op til seks måneder eller indtil eksamen er afsluttet. Ved mistanke om snyd kan optagelserne opbevares længere, indtil sagen er endeligt afgjort.
Skriftlige eksamen
Ansøgning om dispensation fra krav om praktisk erfaring er:
- 1. maj for eksamen i august
- 1. september for eksamen i december.
Ansøgning om dispensation, fx ekstra tid til eksamen er
- 1. juni for eksamen i august
- 1. oktober for eksamen i december
Mundtlige eksamen
Ansøgning om dispensation fra kravet om, at den mundtlige revisoreksamen skal bestås senest syv år efter den skriftlige revisoreksamen.
- 1. marts for eksamen 1. halvår
- 1. september for eksamen 2. halvår
Skriftlige eksamen
Du har mulighed for at tilmelde dig den skriftlige eksamen 2 gange om året.
- 1. juni til eksamen i august.
- 1. oktober til eksamen i december.
Mundtlige eksamen
Du kan tilmelde dig den mundtlig eksamen to gange årligt:
- 1. april til den mundtlig eksamen i 1. halvår.
- 1. oktober til den mundtlig eksamen i 2.halvår.
Skriftlig eksamen
Framelding fra den skriftlige prøve skal være modtaget i FSR - danske revisorer senest 7 kalenderdage før prøvens afholdelse.
Frister for afmelding
- 5. august 2026 for eksamen i august.
- 25. november 2026 for eksamen i december.
Mundtlige eksamen
Afmeldingsfrister til den mundtlige eksamener :
- 15. april for den mundtlige revisoreksamen i 1. halvår.
- 15. oktober for den mundtlige revisoreksamen i 2. halvår.
Under den skriftlige revisoreksamen må du anvende internettet til at besøge følgende websites:
- karnov.dk (Kaila må ikke anvendes)
- fsr.dk
- retsinformation.dk
- finanstilsynet.dk
- rigsrevisionen.dk
- skat.dk
- erst.dk
- virk.dk
- datatilsynet.dk
- dsn.dk eller roplus.dk (Retskrivningsordbogen)
Internettet må ikke anvendes til andre formål. Det er dit ansvar at sikre, at reglerne overholdes.
Værd at vide

Egnethedsprøve
Har du ret til at udføre lovpligtig revision i et andet land og en uddannelse, der svarer til de danske uddannelseskrav, kan du tage en egnethedsprøve for at blive godkendt revisor i Danmark.
Særlige prøve
Har du tidligere været godkendt revisor, kan du generhverve din godkendelse ved at bestå en særlige prøve. Har du været uden godkendelse i mere end tre år, kan prøven samtidig erstatte kravet om manglende obligatorisk efteruddannelse.

Øv dig til eksamen
Prøv dig selv af på de skriftlige opgaver til revisoreksamen fra 2021 og frem. Du finder også rettevejledninger for hvert år. Ved at sammenholde din besvarelse med rettevejledningen får du et godt blik for dine stærke og svage sider, inden du skal op.
Dispensation
Erhvervsstyrelsen kan undtage fra bestemmelsen om, at du skal have mindst tre års praktisk erfaring efter det fyldte 18. år med opgaver, der navnlig vedrører revision af årsregnskaber, koncernregnskaber eller tilsvarende regnskabsrapportering.
Arbejdet skal være udført under tilsyn af en godkendt revisor tilknyttet en godkendt revisionsvirksomhed. Mindst ét år skal være foregået, efter du har bestået kandidatuddannelsen, og mindst to år skal ligge inden for de seneste tre år før tilmeldingsfristen til revisoreksamen.
Kravet om den tidsmæssige placering anses også for opfyldt, hvis du senest ved afholdelsen af den skriftlige prøve dokumenterer, at du har opnået tre års praktisk erfaring inden prøven. Det gælder også, hvis du først opfylder kravet efter tilmeldingsfristens udløb.
Erhvervsstyrelsen kan dispensere for op til ét års erfaring, der er opnået hos en virksomhed, som ikke er en godkendt revisionsvirksomhed.
Anmodning om dispensation skal være modtaget senest 1. maj det pågældende år.
Erhvervsstyrelsen kan under særlige omstændigheder dispensere fra fristerne for tilmelding til skriftlig og mundtlig revisoreksamen.
Det kan fx være i tilfælde af akut opstået sygdom i den nærmeste familie eller lignende forhold, som kan begrunde, at tilmeldingsfristen er overskredet.
Erhvervsstyrelsen kan give ekstra tid til at gennemføre den skriftlige revisoreksamen, hvis helbredsmæssige forhold eller andre særlige omstændigheder tilsiger det. Det kan fx være tilfældet ved et fysisk handicap, ordblindhed eller amning af et spædbarn.
Du skal søge i god tid inden eksamen og så vidt muligt inden den 1. juni for eksamen i august og den 1. oktober for eksamen i december.
Hvis din anmodning er begrundet i helbredsmæssige forhold, skal du vedlægge en lægeerklæring, der beskriver behovet for ekstra tid.
Ved ordblindhed skal du vedlægge en ordblindetest.
Den mundtlige prøve skal være bestået senest i det syvende kalenderår efter det år, hvor du har bestået den skriftlige prøve.
Eksamensudvalget kan under særlige omstændigheder dispensere fra dette krav.
Din anmodning om dispensation skal være modtaget senest den 1. marts for prøven i første halvår og senest den 1. september for prøven i andet halvår det pågældende år.
Du søger om dispensation hos Erhvervsstyrelsen ved at udfylde dispensationsblanketten på Virk.dk med dit NemId.
Offentliggjort 18. september 2026
Resultat af seneste skriftlige eksamen
73 kandidater bestod den skriftlig eksamen i december 2025. Det svarer til 71%
Vilkår og betingelser
Du kan betale med:
- Visa/Mastercard
- Faktura med 14 dages betalingsfrist.
Der gives ikke prisreduktion ved delvis deltagelse.
Prisen tillægges 25 % moms ved fakturering. Ved eksamen afholdt i Danmark pålægges dansk moms, også når fakturaen udstedes til et andet EU-land eller et land uden for EU, i overensstemmelse med gældende momsregler.
FSR Danske Revisorer forbeholder sig ret til at søge forfalden betaling hos kandidatens arbejdsgiver. Det vil sige den virksomhed, som kandidaten er ansat i, og som fremgår af ansøgningsblanketten.
- Skriftlig eksamen:
Afmelding fra den skriftlige eksamen skal være modtaget af FSR Danske Revisorer senest syv kalenderdage før eksamen, jf. § 6, stk. 5, i Bekendtgørelse om eksamener m.v. for godkendte revisorer.
- Mundtlig eksamen:
Afmelding fra den mundtlige eksamen skal være modtaget af FSR Danske Revisorer senest den 15. april for prøven i første halvår og senest den 15. oktober for prøven i andet halvår.
Melder du dig af efter fristen, bliver du opkrævet betaling for din tilmelding.
Hvis du fortryder dit køb, skal du kontakte os hurtigst muligt. Vi behandler din henvendelse efter de gældende regler for fortrydelse.
Retningslinjer for eksamen, revisorloven og eksamensbekendtgørelsen
