28. januar 2019

Nyheder og pressemeddelelser Nyheder

Underskud: Detail- og engros presset af onlineplatforme og udland

Hele 35,7 pct. af detail- og engrosvirksomhederne har underskud i det seneste regnskabsår. Det er en højere andel end det øvrige erhvervsliv, viser FSR-analyse af de nyeste årsregnskaber. International konkurrence og onlineplatforme er med til at presse branchen på bundlinjen.


Agnethe Larsen Analytiker
nya@sfe.qx 2056 5435



I flere år har andelen af detailvirksomheder med underskud nogenlunde fulgt erhvervslivets gennemsnit. Men siden 2013 har branchen haft svært ved at følge med, og andelen af detail- og engrosvirksomheder med et underskud er nu 2,9 pct.point højere end det generelle erhvervsliv.
Samtidig er andelen af detail- og engrosvirksomheder med angrebet egenkapital markant højere end i det generelle erhvervsliv.

Selv om angrebet egenkapital og underskud ikke i sig selv behøver at være et akut tegn på, at virksomheden er ved at gå konkurs, er kombinationen af disse et tegn på en virksomhed i vanskeligheder.
I januar 2019 har 21,6 pct. af detail- og engrosvirksomheder både underskud og angrebet egenkapital. Det er 3,8 pct.-point højere end i det generelle erhvervsliv.

"Årsregnskaberne viser, at det er svært for en stor andel af virksomhederne i detail- og engrosbranchen at tjene penge på deres varer og ydelser. Modsat tidligere klarer detailhandlen sig dårligere end erhvervslivet generelt, og det er en ny udvikling," siger erhvervspolitisk direktør i FSR – danske revisor, Tom Vile Jensen, og uddyber:

"Detail- og engros er udsat for international konkurrence fra globale virksomheder og onlineplatforme. At forbrugerne i stigende grad e-handler, og at handlen ikke længere alene er geografisk forankret i Danmark er formentlig med til at udhule den hjemlige detailhandels bundlinje. Den omstilling koster i de her år, men danske virksomheder har ikke andre valg end selv at investere og tænke nyt i digitaliseringen."


Underskud: Årets resultat i det seneste regnskab er negativt
Angrebet egenkapital: Egenkapitalen i seneste regnskab er negativ eller under lovens mindstekrav til indbetalt startkapital

 

Læs hele analysen her.

Medlemsfordele

Med et medlemsskab får du bl.a.

Et politisk talerør
Analyser og surveys
Rabat på kurser

Bliv medlem af FSR

Tilmeld dig nu