09. april 2024

Nyheder og pressemeddelelser Nyheder

FSR – danske revisorer biintervenerer i principiel sag om uafhængighed

FSR – danske revisorer har fået tilladelse til at biintervenere i en principiel sag, hvor et medlem af foreningen har stævnet Revisornævnet ved Østre Landsret. FSR – danske revisorers administrerende direktør Lone Strøm ser frem til at få prøvet Revisornævnets praksis ved Landsretten.


Billede af Anders Lau

Anders Lau Pressechef
nyn@sfe.qx 4193 9147


Billede af Marina Bitsch Madsen

Marina Bitsch Madsen Fagchef for etik og regulering, Ph.D.
zoz@sfe.qx 2981 5922



Sagen handler om et medlem af FSR – danske revisorer, der har indbragt en revisornævnskendelse for Landsretten med påstand om, at Revisornævnets kendelse skal ophæves. Revisornævnets afgørelse er én i en række af sager, som Erhvervsstyrelsen har indbragt for Revisornævnet med påstand om, at revisor i forbindelse med erklæringsafgivelsen har overtrådt uafhængighedsreglerne under henvisning til en forretningsmæssig forbindelse mellem revisor og den reviderede virksomhed.

FSR – danske revisorer har fulgt den aktuelle sag og Revisornævnets praksis og vurderer, at sagen har en principiel karakter, der egner sig til at blive prøvet ved domstolene.

”Vi er uenige i Revisornævnets kendelse og mener, at der er grundlag for at få prøvet Revisornævnets kendelse ved domstolene. Vi bakker op om stævningen og har fået adgang til at biintervenere. Da sagen er principiel og har betydning for hele revisorbranchen, ser vi frem til at få skabt klarhed omkring uafhængighedsreglernes rækkevidde og den i sagen anvendte lovhjemmel”, udtaler Lone Strøm og tilføjer:

“Revisorernes uafhængighed er fundamental for den tillid og troværdighed, som revisorbranchen nyder i erhvervslivet, hos regnskabsbrugere, hos politikere og myndigheder. Problemet i den konkrete sag og i andre sager, som vi har set, er, at reguleringen visse steder er uklar. Det er retssikkerhedsmæssigt problematisk, og af den grund ønsker vi, at anvendelsen af reglerne bliver prøvet ved domstolene”.

Link til Landsretten

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber