Er platformsøkonomien en nyfortolkning af andelsselskabet?

Af Camilla Hesselby, vicedirektør i FSR - danske revisorer.

Skattemæssigt er platformsøkonomien en svært håndterbar størrelse. Vi har set en del nytænkende platformsmodeller de seneste år, og vi vil forventeligt se flere i den kommende tid. Eller vil vi? Det stigende antal europæiske direktiver om administrativt skattesamarbejde sår nemlig tvivl om, hvorvidt digitale platforme og andre nytænkende forretningsmodeller efterhånden har det nødvendige trivselsmæssige albuerum, fordi de ikke passer ind i den klassiske markedsøkonomi med et nøje regulereret skattesystem. Et skattesystem, hvor kontrol er bedre end tillid med den konsekvens, at ellers inspirerende kvaliteter som kreativitet, innovation og friske pust, som udfordrer eksisterende paradigmer, hurtigt bliver taget som gidsler i ambitionen om at følge og kontrollere pengestrømme i hele verden.

Platformsøkonomien kommer til udtryk i forskellige varianter. Vi kender serviceydelser som taxakørsel, rengøring, lånebilstransport og boliglån. Fælles er, at de ofte opstår, hvor innovatører ser nye muligheder i et eksisterende marked i form af et nyt produkt, en ny serviceydelse eller en ny forretningsmodel. Når iværksætteren lancerer nyheden, handler det om udbud og efterspørgsel. Men i stedet for at se det som et positivt gode til samfundets bedste, har vi indrettet os således, at EU hurtigt screener markedet for derefter at råbe ”snyd!” og fremturer med ny lovgivning, hvis det pågældende setup ikke passer som klodser i en puttekasse i eksisterende lovgivning.

Det er selvfølgelig sat lidt på spidsen. Pointen er bare, at i en tid hvor det at tage samfundsansvar, dele planetens begrænsede ressourcer og udnytte den eksisterende kapacitet er vigtigt, er der noget modsætningsfyldt i, at vi på den ene side hylder kapitalselskabsformen, der stimulerer profitmaksimering med begrænset hæftelse, og på den anden side lever i en tid, hvor kollektiv klimabekymring, indsatser imod globale epidemier og verdenssamfundets fællesskab står meget højt på dagsordenen. Skulle vi følge samfundstendenserne – i hvert fald i mere velstillede nationalstater – skulle vi hylde sammenholdet, stordriftsfordelene og samfundsansvaret. Men det gør vi skattemæssigt ikke. En overvejelse er, om vi i virkeligheden står i et begyndende vacuum, hvor vi bør se os selv i spejlet og tage stilling til, om denne ensrettede et-sporede motorvej peger i den rigtige retning.

Tankerne ledes tilbage til andelsbevægelsen, der opstod i 1800-tallet. Dengang de samfundsmæssige vilkår var anderledes, og fattigdom og usikkerhed fyldte meget. Det fik enkeltpersoner og virksomheder til at slå sig sammen med henblik på at opnå erhvervsmæssige synergieffekter og sikkerhed. Det blev til andelsbevægelsen, herunder andelsselskabet. Andelsselskabet (eller kooperativet) er ejet af sine andelshavere og har til formål at skabe værdi for andelshaverne. Ikke profit. Langsigtet fællesskab, indflydelse og samfundsansvar er kendetegnende for andelsselskabet. En virksomhedsmodel, der stadig stortrives i eksempelvis DLG og Arla. Andelshaverne ejer en andel i selskabet og kan være personer, der får indkøbsmulighed til lavere priser, typisk i brugsforeninger og boligforeninger. Andelshaver kan også være medejende enkeltmandsvirksomheder, der sammen med øvrige i kooperationen enten forarbejder eller sælger varer, typisk andelsmejerier og slagterier. I forsyningsselskaber er det mere geografisk bestemt, da de fleste automatisk vil være andelshavere, hvis de bor i forsyningsområdet og dermed får strøm via andelsselskabets kabler. Varianterne er med andre ord mange. Ligesom platformsmodellerne. I hele træskolængder vil en nyfortolkning af andelsselskabet være platformen og arbejdstager/lønmodtager/den selvstændigt erhvervsdrivende vil være andelshaver.

Måske vi netop har brug for platformsøkonomien i en potentielt begyndende økonomisk krisetid, der rammer den i dag meget brede middelklasse. Fokus er altså ikke på dem, der skal betale top-topskat, men den anden – pludseligt – mere venstreorienterede del, der så småt er begyndt at tænke mere i korte brusebade og gældsfaktorer end i Tesla og Maldiverne.

Der bliver næppe så stor forskel på rig og fattig i Danmark, som der var i 1800-tallet, ligesom fattigdomsgrænsen næppe skraber samme bundniveau. Når det er sagt, var andelsbevægelsen for mange en økonomisk redning, der gav smør på brødet. Med de briller er det korte svar på overskriften muligvis, at vi i hvert fald ikke skal udelukke tanken om platformsøkonomi. Etableringsformen er bredt favnende og matcher potentielt en fremtid i fællesskabets ånd, hvor kriser, tryg fordelingspolitik og deleøkonomiske tanker kun fylder mere. Uanset vinklen vil en stor del af pulsen i platformsøkonomien være skattepolitisk betinget, og derfor har vi et valg og et kollektivt medansvar.