Kan transparens og enkelthed følges ad?

Det seneste årti er international regulering væltet ind over os. Med EU’s regnskabsdirektiv af 26. juni 2013 så vi de første tendenser til at anvende finansielle oplysninger til andet end rapportering om virksomhedernes kerneforretning. Af regnskabsdirektivet fremgår, at årsregnskaber ikke kun er en kilde til oplysninger for investorer, men også har til hensigt at fremme god virksomhedsledelse. Det følger endvidere, at regnskabslovgivning skal balancere mellem på den ene side regnskabsbrugernes ønske om information og transparens og på den anden side erhvervslivets interesse i ikke at blive belastet af indberetningskrav i urimeligt omfang.

Den internationale regulering fortsatte, da OECD introducerede den store BEPS-pakke med henblik på at håndtere skatteunddragelse, forbedre sammenhængen i internationale skatteregler og sikre et mere gennemsigtigt skattemiljø. I slipstrømmen opstod fremtrædende aftaler såsom minimumsbeskatning (Pillar 2 GloBE-reglerne), Country-by-Country-rapporteringskravet (CbCR) og selvfølgelig Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD).

Udfordringerne med de mange reguleringer er utallige. Pillar 2 GloBE reglernes kompleksitet og risikoen for store implementeringsvariationer i de forskellige jurisdiktioner giver stor utryghed. Med CbCR-oplysningerne har vi selskabsskatteoplysningerne på plads, men uden nærmere informationer, hvilket kan skabe fortolkningstvivl over landegrænser.

De nævnte tiltag er udover at være komplekse også ekstremt bebyrdende for embedsværket, virksomhederne og rådgiverbranchen. Alligevel fortsætter politikerne den internationale regulering for at opnå det fuldendte gennemsigtighedsbillede af multinationale koncerner. Med CSRD udfylder politikerne i EU alle de ikke-finansielle oplysningshuller, og der er mange. Data og oplysningskrav om alt fra menneskerettigheder til diversitet, sociale forhold, medarbejderforhold og bæredygtighed giver et stort ressourcetræk med nye systemer og tænkemåder til følge.

Hvorfor fortsætter politikerne reguleringen? Fordi vi har smittet hinanden med samfundsansvarsfølelsen. 

Skattemæssig transparens som hygiejnefaktor

Folkedomstolen stiller i dag krav til fuld transparens ved lanceringen af et produkt eller en ydelse. Derfor er års- og skatteregnskabet blevet storytelling om samfundsbidrag. Tag juicebrikken som et eksempel: Landmanden høster appelsinen under værdige forhold, kartonen skal være produceret af certificeret genbrugsplast, mellemhandlerne skal bidrage med skattebetalinger i det land, hvor indtægten er genereret af hensyn til et fair skattesystem, og appelsinen fragtes bæredygtigt og helst CO2-neutralt. 

At tage ansvar for samfundet er blevet en del af produktets fortælling. Derfor er vores håndtering af skat blevet en metode til at tale om vores samfundsbidrag og systematisk dokumentere det. Sådan får man et komplekst skatte- og ESG-system. Proportionalitetshensynet mellem målet (transparens) og midlet (dokumentationskrav) lever i kulissen, men i rampelyset står samfundsansvaret. Det har absolut sin berettigelse, men vi bør ikke være bange for at tale om prisen for de administrative byrder. Det værste vil være dokumentation for dokumentationens skyld. Lad os have enkeltheden for øje som en trivsels- og hygiejnefaktor for et velfungerende samfund.