02. august 2023

Ledere Ledere Revision og regnskabsvæsen

Dokumentation og compliance tynger revisorbranchen

Revisorer har høje krav og ambitioner, når det handler om kvalitet, men de mange krav om dokumentation, kontrol og compliance er ved at blive en møllesten om halsen på revisorbranchen.


Billede af Lone Strøm

Lone Strøm Administrerende direktør
yf@sfe.qx 2262 8113



Af Lars Kronow, formand for FSR – danske revisorer, og Lone Strøm, administrerende direktør i FSR – danske revisorer.

Revisorer har høje krav og ambitioner, når det handler om kvalitet, men de mange krav om dokumentation, kontrol og compliance er ved at blive en møllesten om halsen på revisorbranchen. Mange revisorer klager over, at de bruger for lang tid på kvalitetskontrol og compliancedokumentation, som er en konsekvens af de seneste års mange nye lovbestemte opgaver og krav. Opgaver og krav, der ikke skaber reel værdi for kunderne og for en dels vedkommende heller ikke for samfundet. Sagt med andre ord går der alt for mange timer med administrative og tidskrævende opgaver, som tager tid væk fra revisorernes kerneopgave som samfundets tillidsrepræsentant og fra at kunne rådgive kunderne.

Der er desværre også tegn på, at netop de mange krav om dokumentation og compliance er en direkte årsag til, at mange talenter enten ikke vælger at uddanne sig til statsautoriseret revisor eller helt vælger branchen fra. I en undersøgelse udarbejdet af Epinion for FSR – danske revisorer svarer 3 ud af 4 cand.merc.aud.'er (CMA) således, at de bruger for meget arbejdstid på dokumentation, kvalitetskontrol og compliance. Samtidig svarer hver tredje CMA, at de mange krav til dokumentation og compliance afholder dem fra at gå hele vejen til at blive godkendt revisor.

Det er et kæmpe problem for revisorbranchen, der i disse år oplever massiv mangel på hænder og hoveder, herunder især mangel på godkendte revisorer. Derfor er tiden inde til et opgør med nogle af de administrative byrder, som har ramt branchen i de seneste år. Et lille men illustrativt eksempel på noget, som mange revisorer oplever som en unødvendig byrde, er kravet om, at revisor skal underrette Hvidvasksekretariatet hos den Nationale enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, når revisor støder på et ulovligt kapitalejerlån hos en virksomhed.

I Danmark er indsatsen mod hvidvask blevet styrket i de seneste år. Lovgivningen er blevet strammet, og flere brancher er blevet omfattet af hvidvaskloven og underretningspligten. Som konsekvens kom der i 2019 krav om, at revisorer skal underrette Hvidvasksekretariatet i alle tilfælde, hvor de konstaterer et ulovligt kapitalejerlån hos en kunde. Kravet gælder alle ulovlige lån uanset størrelse, og uanset om kunden har tilvalgt eller fravalgt revision/udvidet gennemgang.

Det bøvlede består i, at revisorerne nu både skal skrive i regnskabet, hvis en virksomhedsejer eller direktør har optaget et ulovligt kapitalejerlån i virksomheden, og derudover bruge tid på at sende en underretning til Hvidvasksekretariatet. Det kan måske lyde som en lille ting i det store regnskab, men kravet om at underrette om ulovlige lån er bare et af mange, og så har selv små ting det med at vokse sig store. Der er mange andre nye og udvidede krav til dokumentation, kontrol og compliance, som tynger revisorernes arbejde. Andre eksempler kunne være de udvidede krav om hvidvasktjek ved kundeaccept eller kravet om kontrol af overholdelse af regler for kontantbetaling, bare for at nævne et par stykker.

Vi anerkender selvfølgelig fuldt ud, at revisorerne har en vigtig samfundsmæssig opgave i at sikre ordentlighed i erhvervslivet og herunder bekæmpe hvidvask, terrorfinansiering og skatte- og momsunddragelse. Det er også en opgave, som branchen tager meget alvorligt, hvilket det store antal underretninger til Hvidvasksekretariatet i de seneste år vidner om.

Men vi tager afstand fra dobbeltarbejde og kontrol for kontrollens skyld. Revisorerne er ikke myndighedernes forlængede arm, og noget af kontrolarbejdet må kunne automatiseres eller lægges andre steder. En mulighed kunne også være, at myndighederne i højere grad sætter ind over for de virksomheder, hvor problemerne er størst, og hvor der ses bevidste forsøg på at omgå reglerne, og det er næppe hos de virksomheder, der har tilknyttet en godkendt revisor.

Vi ser gerne, at der indføres en bagatelgrænse for underretninger til Hvidvasksekretariatet, som det kendes fra erklæringsbekendtgørelsen. Det kunne være et sted at starte, så vi kan få begrænset nogle af de administrativt tunge opgaver, der skræmmer talenterne væk fra branchen.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber