Når man blander skat og politik, ender man ofte med politik

”Hverken til højre eller til venstre – bare ligeud i retning mod Europa”. Sådan lød ordene fra den tidligere polske premierminister Donald Tusk under en valgkamp i starten af 90’erne. Selv om kommentaren nok primært var sagt i et polsk nationalt perspektiv, fik han på mange måder ret. Vi bevæger os i en international retning, og det går stærkt. Bekymringen kan være, om det går for stærkt, og om nationale hensyn bliver taget som gidsler i iveren efter det internationale samarbejde. Men det tager tid at lære at gå i takt, særligt når forventningerne til tempoet ikke er ens.

Det danske incitament til europæisk samarbejde tager udgangspunkt i ønsket om et velfungerende indre marked, gennemsigtige beslutningsprocedurer og synlige resultater for den enkelte borger. I skatteøjemed en meget sympatisk tilgang i manges øjne, men nemmere sagt end gjort. Udfordringen er, at når man blander skat og politik, ender man oftest med politik. I tillæg hertil kan vi ikke længere nøjes med fælles direktivregler om renter, royalties og udbytter. Vi bevæger os i en ambitiøs retning med fokus på skatteunddragelse, transparens, informationsudveksling og en fælles retfærdighedsfølelse. Ambitionerne vokser, og ligeså gør de administrative byrder, regelmængden samt kompleksiteten og de latente konsekvenser af EU-samarbejdet.

Eksempelvis er Rusland kommet på EU's sortliste over skattelylande, og Danmark har i den forbindelse følt sig forpligtet til at opsige dobbeltbeskatningsaftalen med Rusland, velvidende at der – i hvert fald teoretisk – var en mulighed for at lave et såkaldt treaty override, som Tyskland valgte. Og velvidende at det erfaringsmæssigt tager cirka et årti at genetablere en dobbeltbeskatningsaftale. Hvilke forhold er det, der gør, at Danmark og Tyskland ikke kan handle ens, og burde alle EU-lande i givet fald ikke finde takten sammen? Det bemærkes, at opsigelsen af aftalen ikke konkret skyldes den russiske militære aggression mod Ukraine, men alene det faktum at Rusland nu står på sortlisten, fordi den danske stat vurderer, at dobbeltbeskatningsaftalen er en hindring, for at Danmark kan håndhæve de defensive foranstaltninger over for sortlistelande, som Danmark har forpligtet sig til via det internationale samarbejde. Med andre ord en konsekvens af EU-samarbejdet som de færreste havde set komme.

Også på ESG-området har vi de senere år set markante strømninger, der påvirker EU-retten og skatteretten, herunder det fælles ønske om transparens og bekæmpelse af skatteunddragelse. Konsekvensen i danske virksomheder er stigende krav til registrering og dataindsamling inden for miljø-, samfunds- og ledelsesmæssige forhold. Hermed bliver efterspørgslen på vores nye fælles valuta: Arbejdskraft kun endnu større og mere omkostningstungt. Med andre ord konsekvenser af EU-samarbejdet som de færreste havde set komme.

På den globale scene tegner omfanget af skatteregler en opadgående kurve, som kunne være ønskværdig for enhver aktieinvestering. Drøftelserne og ambitionerne er stigende, dels i forhold til håndteringen af eksisterende regler, dels i forhold til designet af nye. Er det eksempelvis forsvarligt at arbejde for en formelbaseret overskudsfordeling EU-landene imellem, trods det i andre sammenhænge fortsat står uklart, hvordan vi egentlig kvalificerer udenlandske enheder, og dermed hvordan den pågældende enhed endeligt beskattes? Som Sune Hein Lundbek fra DI påpeger i GLOBUS, er det med ”landenes implementering af EU-direktivet om global minimumsbeskatning for alvor kommet tæt på, hvor komplicerede og ressourcekrævende reglerne er at anvende for virksomheder og skattemyndigheder”. Med minimumsbeskatningsloven er vi ved at implementere lovgivning, der er så nyaffattet, at OECD endnu ikke har sat det sidste punktum i de administrative guidelines til Pillar II. Ikke så mærkeligt at mange jurisdiktioner, inkl. Danmark, føler utryghed ved at sidde i flyet, mens det bliver bygget. Det globale pres for hurtig implementering er stort. Under normale omstændigheder kunne man have overvejet at arbejde for at sætte implementeringen i Danmark på pause, men fordi det går så stærkt, har visse lande uden for EU allerede implementeret regelsættet. Uanset national implementering vil de største danske internationale koncerner risikere at møde Pillar II. Med andre ord en konsekvens af EU-samarbejdet som de færreste havde set komme.

Danmark er et lille land, og selv om vi tror, at vi sommetider er verdens navle, kan vi i sagens natur ikke være alene om at være foregangsland. Det gælder både i relation til implementering af de internationale standarder for bæredygtighed og de internationale skatteregler. Men måske vi – og resten af EU – ville gøre klogt i at sænke tempoet. Selv den længste rejse begynder med små skridt.