06. december 2023

Ledere Ledere Revision og regnskabsvæsen

Behov for at optimere revisorbranchens rammevilkår

Danmark står over for en stor udfordring, når der i fremtiden kommer til at mangle revisorer til at sikre tillid og troværdighed til virksomhedernes regnskaber og den grønne omstilling.


Billede af Lone Strøm

Lone Strøm Administrerende direktør
yf@sfe.qx 2262 8113



Af Jesper Møller Langvad, formand for FSR – danske revisorer, og Lone Strøm, administrerende direktør i FSR – danske revisorer.

Danmark står over for en stor udfordring, når der i fremtiden kommer til at mangle revisorer til at sikre tillid og troværdighed til virksomhedernes regnskaber og den grønne omstilling. Analyser viser nemlig, at antallet af godkendte revisorer falder i de kommende år, mens omfanget af opgaver, som branchen forventes at løfte, stiger. Og selv om der i disse år uddannes lidt flere statsautoriserede revisorer end tidligere, kan det desværre langt fra opveje det store antal, der forventes at gå på pension i de kommende år.

I foreningen mener vi, at der er en klar sammenhæng mellem manglen på revisorer og utidssvarende regler og rammevilkår for branchen. Det kan for eksempel være uhensigtsmæssige regler og praksis for uddannelse og eksamen, der står i vejen for, at flere unge vælger at blive statsautoriseret revisor. Det kan også være rigide regler for compliance, kvalitetskontrol, hvidvasktilsyn og lignende, som gør det uattraktivt for nogle at vælge en karriere i revisorbranchen, og som derfor kunne trænge til et eftersyn.

For os er det helt afgørende, at revisorbranchen har de bedste rammebetingelser, som sikrer, at flere tager revisoruddannelsen, flere består eksamen, og flere vælger en karriere i branchen. Godkendte revisorer vil desværre være en begrænset ressource i fremtiden. Ved at optimere rammevilkårene sikrer vi, at vi som samfund bedst udnytter den knappe ressource. På den baggrund er vi meget tilfredse med, at Erhvervsstyrelsen har lyttet til branchens bekymringer og ønsker og for nylig har taget initiativ til at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på reguleringen af branchen.

Der er mange gode intentioner i Erhvervsstyrelsens initiativ og i indholdet af det kommissorium, der er sendt til bemærkninger. Og vi anerkender naturligvis, at arbejdet ikke må kunne rokke ved kvaliteten af revisorernes ydelser, og at der er behov for en vis regulering og kontrol. Men vi appellerer samtidig til, at der tages størst muligt hensyn til, at vores medlemmer kan levere erklæringer og rådgivning til deres kunder uden unødigt dobbeltarbejde og bøvl.

Men selv om der er positive takter i styrelsens initiativ, er der desværre også uklarheder om rammer og formål, som skal præciseres, før arbejdet sættes i gang. Helt overordnet mener vi ikke, at kommissoriet er ambitiøst og præcist nok i sin nuværende form i forhold til den store og vigtige opgave, som vi står foran.

Vi ser for eksempel gerne, at rammerne for kommissoriet ikke er begrænset til Erhvervsstyrelsens område, men derimod giver mulighed for analyser og anbefalinger inden for andre ressortområder, hvor der kan være forældede regler og andet, der trænger til et eftersyn. Og så ser vi også gerne, at der inddrages internationale erfaringer, der kan perspektivere den danske lovgivning og implementering.

Vi ser også gerne, at kommissoriet har et tydeligere formål og nogle klare visioner. Hvis det for eksempel er et formål at modvirke markedskoncentration på revisionsmarkedet, giver det ikke mening, at kommissoriet de facto udelukker anbefalinger om at lempe nogle af de regulatoriske krav, som medvirker til at øge koncentrationen på markedet i dag.

Vi mener også, at revisorbranchen bør have en større stemme i arbejdsgruppen og sekretariatet, end der lige nu lægges op til. Det er trods alt rammerne for vores branche, som nu skal granskes, og vi mener i al beskedenhed, at vi i branchen har den største indsigt og erfaring med, hvordan regler og praksis indvirker på vores medlemmer. Det bør afspejles i sammensætningen af arbejdsgruppen.

Foreningen har forsøgt at få erhvervsministeren i tale om dette emne. Og vi har derudover tilkendegivet over for Erhvervsministeriet, at vi meget gerne indgår i dialog om justering af de nævnte forhold og andre ting i kommissoriet, som vi gerne ser bliver justeret. Når det er på plads, skal der afsættes tilstrækkeligt med tid til at komme til bunds i de væsentligste udfordringer for branchen, som også bør omfatte emner som kvalitetskontrol, hvidvasktilsyn, finansiel certificering og implementering af internationale regler i dansk lov.

Det vigtigste for os som branche er, at eftersynet af rammevilkår har et klart formål og tydelige rammer. Og så er det vigtigt for os at komme hurtigt i gang, for det tager altså i omegnen af 10-12 år at uddanne sig til statsautoriseret revisor afhængigt af den valgte uddannelsesvej.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber