22. januar 2024

Tiltrækning og tilknytning

Status på indsatsen i talentprojektet for 2023 og et kig ind i 2024

Årsskiftet markerer ikke kun et nyt år i foreningen, men også en ny fase i projektet ‘Tiltrækning og tilknytning’ af arbejdskraft til revisorbranchen. Derfor er det oplagt at gøre status for projektets indsatser i det forgangne år og et forsigtigt kig ind i 2024 med de nye spændende tiltag, der venter.


Billede af Ulrich Haase Nielsen

Ulrich Haase Nielsen Chefkonsulent
hua@sfe.qx 2871 0953



Mens danskerne er vendt tilbage til arbejdet en veloverstået jul og nytår fyldt med fornyet energi tager foreningen et tilbageblik på året, der gik for at reflektere over og samle op på de fremskridt, der er sket i projektet om at tiltrække mere arbejdskraft til revisionsbranchen. 

Det startede med et oplyst grundlag 

I det forgangne år udarbejdede foreningen en dybdegående analyserapport ‘Fælles om fremtidens revisorbranche’, der undersøgte årsagerne til den aktuelle og akutte mangel på revisorer. Rapportens indsigter vakte genklang ved vores release-arrangement på Langelinie Pavillonen i maj måned, hvor vi både ruskede op i branchen og fangede mediernes opmærksomhed. Det blev startskuddet til projektet.  

Den store kampagnelancering 

Med det oplyste fundament blev kampagnen 'Det Store Regnskab' lanceret i samarbejde med PrimeTime – en ambitiøs indsats, der ikke alene sigter mod at redefinere branchens image, men også at tiltrække nye talenter. Kampagnen har allerede leveret kampagnefilm, et dedikeret kampagnesite og meget mere. 

Indtil videre er kampagnesitet blevet klikket på i alt 32.469 og har fået næsten 15 millioner eksponeringer via kanalerne Facebook, Instagram, LinkedIn, TV2 Play, samt bannerannonceringer. Alene på Instagram og Facebook er den blevet eksponeret mere end 5,5 millioner gange, hvilket er rigtig flot performance. På LinkedIn har resultaterne også vist sig at være gode med en eksponering på 1,7 millioner.  

Kombinationen af kanalerne gør, at budskabet spredes til den brede befolkning, hvilket er meningen med fokus på imagekampagne. PrimeTime har hele tiden fokus på at indsnævre og målrette kommunikationen for at optimere resultaterne for eksponeringen og gennemsnitsprisen, samt udnytte annoncebudgettet bedst muligt. 

Ud over den digitale markedsføring har vi været til stede på 18 karrieremesser, der præsenterer spændende karrieremuligheder for gymnasieelever rundt om i landet. Indsatsen var koordineret med 11 revisionsvirksomheder og konsulenthuset Manova, som er eksperter i facilitering af karrieremesser.  

Et ændret uddannelsespolitisk landskab 

På det uddannelsespolitiske område har foreningen arbejdet videre på planerne om at gøre vejen til statsautoriseret revisor bedre og bredere. Der er mange forskellige indsatser, der kan gøres på det område. 

Vi er undervejs i arbejdet om at få et overblik over, hvilke håndtag man kan dreje på, og hvilke effekter det vil give. Dog tilpasses indsatsen i forhold til de store uddannelsespolitiske reformer, som pt. udmøntes. På den måde sikrer vi, at uddannelsesvejen til at blive statsautoriseret revisor passer oven på det uddannelseslandskab, som i disse dage tilpasses.  

En konkret leverance er dog, at Erhvervsstyrelsen har endeligt godkendt etableringen af en ekstra skriftlig eksamen, som afvikles allerede i vinterhalvåret 2024. Dermed vil det fremover være muligt at gå til skriftlig eksamen to gange årligt. 

Et spændende kig ind i 2024 

Selvom året kun lige er begyndt, har foreningen allerede afholdt to events dedikeret til, hvordan kunstig intelligens (AI) kan understøtte revisionsbranchen. Arrangementerne har haft særligt fokus på arbejdsbelastningen, som vi i den indledende analyse fandt, var en af årsagerne til manglen på arbejdskraft.  

Netop i disse dage fortsætter karrieremesseindsatsen, da branchen er til stede på hele seks gymnasiale karrieremesser i Jylland. 

Af andre nedslagspunkter for den kommende tid er en udvidelse af den store brandingkampagne med nye spændende initiativer, som ikke kan afsløres endnu. Men image- og rekrutteringskampagnens fokus vil gå fra at være imagerettet over til målrettet rekruttering.  

Ydermere arbejdes der på at skabe en mere direkte kontakt til potentielle talenter fra professionshøjskoler og erhvervsakademier for at vise dem revisionsbranchens attraktive muligheder. Her ses et potentiale over for studerende, som måske ikke er helt besluttet på, hvad den uddannelse, de er i gang med, skal anvendes til, og ligeledes ikke helt ved, hvad revisorbranchen kan tilbyde dem.  

 

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber