Formandens beretning
2021/22 har været et travlt år for revisorbranchen. Omsætningen i 2021 på over 23 milliarder kroner er ny rekord. Væksten viser, at virksomhederne har stor efterspørgsel på revisorbranchens ydelser - også i krisetider. Det gælder både de klassiske erklæringsydelser, men i høj grad også rådgivningsydelser, som fylder mere i branchens omsætning.
Der er grund til at anerkende branchens store arbejde med at skabe tillid og transparens i en tid med megen usikkerhed og vigende tillid til markederne. Revisorbranchen er en central del af løsningen på at sikre tilliden til erhvervslivet. Det er revisorbranchens og foreningens formål at bidrage til et sundt, konkurrencedygtigt og ansvarligt erhvervsliv og en effektiv offentlig sektor.
Branchens største problem her og nu er mangel på kvalificeret arbejdskraft og talent, som kan sikre fremtidig vækst og udvikling i branchen. Manglen på kvalificeret arbejdskraft presser branchen i en tid, hvor der stilles flere og flere krav til revisorernes ydelser.
Foreningen er løbende i dialog med myndighederne om at skabe holdbare løsninger på det pres, som branchen arbejder under.
I dette regnskabsår har foreningen haft særligt fokus på aktiviteter inden for områder som erklæringsafgivelse, rapportering, digital transformation, bekæmpelse af hvidvask og økonomisk kriminalitet samt adgang til kvalificeret arbejdskraft til branchen. Derudover har foreningen spillet aktivt ind på de samfundsmæssige udfordringer, hvor revisorerne er en naturlig del af løsningen, som eksempelvis data- og cybersikkerhed, skattekontrol og rapportering om bæredygtighed.
2021/22 har desuden budt på direktørskifte og en ny samarbejdsaftale med Dansk Erhverv, som er omtalt senere i beretningen. Der er grund til at takke foreningens medarbejdere for den store indsats, der er lagt i det forgangne år – herunder rette en særlig tak til Camilla Hesselby for at have varetaget rollen som konstitueret administrerende direktør i perioden frem til Lone Strøms tiltrædelse den 1. juni 2022.
Ny bogføringslov og skærpet revisorpligt
Folketinget vedtog den 19. maj 2022 en ny bogføringslov, som blandt andet indeholder krav om, at en stor del af danske virksomheder (regnskabsklasse B-D) skal bogføre og opbevare bilag i et digitalt bogføringssystem, der lever op til Erhvervsstyrelsens retningslinjer. Kravet gælder også for virksomheder i regnskabsklasse A, men kun hvis nettoomsætningen overstiger 300.000 kroner i to år i træk. Den nye lov skal understøtte korrekt bogføring, øget it-sikkerhed og automatisering af virksomhedernes bogføring. Bogføringsloven trådte i kraft 1. juli 2022, dog ikke reglerne om digital bogføring, der indføres gradvist fra 2023-2026.
Samme dag vedtog Folketinget at ændre årsregnskabsloven, så fristen for at indsende årsrapporter til Erhvervsstyrelsen nu er forlænget til seks måneder. Desuden vedtog Folketinget, at regnskabsklasse B-virksomheder fremover skal have revideret årsregnskabet, når balancesummen overstiger 50 millioner kroner to år i træk uanset nettoomsætningens størrelse og antal ansatte. Derudover skal små virksomheder i udvalgte risikobrancher have en revisorerklæring. Konkret betyder det, at regnskabsklasse B-virksomheder i 11 risikobrancher fremover skal have en revisorerklæring efter eget valg på årsregnskabet, når nettoomsætningen overstiger fem millioner kroner i to på hinanden følgende år. Årsregnskabslovens nye regler om revisionspligt og revisorerklæring har virkning for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2023 eller senere.
Rapportering om bæredygtighed øverst på agendaen
EU’s direktiv om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD) blev vedtaget den 14. juli 2022 og stiller langt mere konkrete og præcise krav til rapporteringen i forhold til gældende regler. Blandt de nye elementer er, at revisorer skal erklære sig på virksomhedernes bæredygtighedsrapporter. I første omgang ”limited assurance”, dvs. en erklæring med begrænset sikkerhed, men med mulighed for, at man om nogle år vil opgradere til erklæring med høj grad af sikkerhed. EFRAG har formuleret et udkast til de første rapporteringsstandarder, som var i høring indtil den 8. august 2022, hvorefter EFRAG har nogle måneder til at behandle høringssvarene, før Kommissionen skal gennemføre en ny begrænset høring.
CSRD skal implementeres i dansk lov hurtigst muligt, og de virksomheder, som hidtil har været omfattet af det tidligere direktiv, skal rapportere efter de nye regler allerede fra det regnskabsår, der starter 1. januar 2024. Derfor skal Folketinget muligvis behandle ændringer til revisorloven og årsregnskabsloven i første halvår af 2023.
Bæredygtighedsrapportering har et stort fremtidigt forretningspotentiale for revisorbranchen, og vi sætter fokus på netop dette emne ved Revisorbranchens årsmøde den 27. oktober.
COVID-19, år 2
Arbejdet med hjælpepakkerne fortsatte i 2021/22 hos både medlemmer og i foreningen, hvor den vigtige tætte dialog med myndighederne også fortsatte. Arbejdet bestod blandt andet i at besvare et stort antal spørgsmål fra medlemmerne om hjælpepakkerne, udarbejde erklæringsskabeloner og dokumentpakker til hjælpepakkerne, gøre myndighederne opmærksom på problemstillinger, eksempelvis med frister eller manglende eller upræcise vejledninger, og ikke mindst udgav foreningen igen et meget stort antal relevante og aktuelle nyheder relateret til hjælpepakkerne via det dedikerede corona-site fsr.dk/corona. Vi ser nu frem til det – forhåbentlig – sidste arbejde med slutafregningerne.
Ny CEO og tættere samarbejde med Dansk Erhverv
I februar præsenterede FSR - danske revisorer Lone Strøm som ny administrerende direktør. Lone Strøm kommer fra et job som rigsrevisor, hvor hun har stået i spidsen for en organisation med knap 300 medarbejdere. Lone Strøm er statsautoriseret revisor og har stor ledelseserfaring fra en række toplederposter i staten. Lone Strøm skal sikre foreningens positive udvikling og bidrage til at skabe politiske resultater til gavn for medlemmerne.
Samtidig med ansættelsen af Lone Strøm indgik foreningen et tættere og stærkere samarbejde med Dansk Erhverv. Samarbejdsaftalen giver en endnu stærkere stemme på Christiansborg, hvor organisationerne i fremtiden vil stå tættere sammen om at nå fælles politiske mål. Gennem et styrket samarbejde med Dansk Erhverv kan foreningen løfte store politiske dagsordener som eksempelvis mangel på kvalificeret arbejdskraft og styrket fokus på diversitet i revisorbranchen. Foreningen fortsætter som selvstændig forening med egen bestyrelse, egen direktion, egne vedtægter, egen generalforsamling og egen politisk profil.
I forlængelse af samarbejdsaftalen med Dansk Erhverv har foreningen desuden besluttet at sælge Kronprinsessegade 8 i København. Salget forventes at frigive midler til fremtidige særlige udviklingsprojekter i foreningen, som ikke ellers ville kunne finansieres gennem foreningens kontingentindtægter på det nuværende niveau. Dermed får FSR – danske revisorer mulighed for at igangsætte projekter, der løfter vigtige dagsordener for branchen på et mere omfattende niveau, end foreningen hidtil har haft mulighed for. I løbet af efteråret 2022 flytter sekretariatet derfor til egne nye lokaler i Slotsholmsgade ved siden af Christiansborg og Dansk Erhverv.
Fokus på uafhængighed
Erhvervsstyrelsen offentliggjorde i 2020 resultatet af en undersøgelse med omkring 50 konkrete sager, hvor Erhvervsstyrelsen vurderede, at revisor havde brudt uafhængighedsreglerne. Undersøgelsen var gennemført ved at samkøre registeroplysninger om selskabers ejere med registeroplysninger om revisorer. Sagerne er efterfølgende blevet indbragt for Revisornævnet med store bøder til følge. Undersøgelsen har givet anledning til bekymring og selvransagelse i branchen.
Af samme grund har spørgsmålet om revisorers investeringer uden for revisionsvirksomheden og definitionen af forretningsmæssige forbindelser optaget foreningen meget i det forløbne år. Den gamle vejledning om uafhængighed er fra 2009 og adresserer eksempelvis ikke specifikt problemer med ledelsessammenfald, som i langt de fleste tilfælde er det, der har medført, at revisorerne er blevet indbragt for Revisornævnet. Det er uheldigt, og af samme grund ser vi gerne, at nogle af kendelserne bliver prøvet ved domstolene. Det gælder både i forhold til tolkningen af uafhængighedsreglerne, men også i forhold til bødeniveauet, som ligger meget højt uanset forseelsens karakter.
Uafhængighedsvejledningen er siden blevet opdateret, men lå først klar i 2022 lang tid efter, at Erhvervsstyrelsen havde iværksat sin undersøgelse, og et stort antal revisorer var blevet indbragt for nævnet. Det er positivt, at vejledningen er blevet opdateret, selv om der fortsat er uklarheder og en række forhold, som vi fra revisorbranchen ikke er enige i.
Udsatte frister
Folketingets beslutning om at udsætte fristen for at indsende årsrapporter til seks måneder betyder i praksis, at 1. juli bliver en central fristdato for revisorernes kunder, da mange selskaber og virksomheder har valgt et regnskabsår, som følger kalenderåret. Samtidig skal selvangivelserne også indsendes senest denne dato.
I 2022 fik revisorerne og kunderne en ubehagelig overraskelse, da både Erhvervsstyrelsens og Skattestyrelsens indberetningssystemer var ramt af it-problemer. FSR – danske revisorer var i løbende dialog med de relevante myndigheder for at få udsat fristerne og kunne med glæde meddele medlemmerne, at udsendelsen af påkravsbrevet for forsinket indsendt årsrapport blev udsat til den 8. juli, og at fristen for at indsende oplysningsskemaet for selskaber blev udsat til den 7. juli.
Revisorbranchen er ekstra sårbar over for driftsforstyrrelser op til fristerne. Her er det vigtigt, at systemerne er dimensionerede til at håndtere presset. Foreningen arbejder for, at der bliver skabt robuste og holdbare løsninger, så virksomhederne og revisorerne ikke bliver fanget i denne uhensigtsmæssige situation igen. Foreningen har derudover foreslået, at der indføres en ”kattelem” i skattekontrolloven, så Skattestyrelsen får direkte lovhjemmel til at dispensere kollektivt fra opkrævning af skattetillægget i det omfang, at udefrakommende hindringer medfører, at indberetningen ikke kan gennemføres til tiden.
Salg af CaseWare
FSR – danske revisorer valgte i 2022 at sælge sin revisorsoftware-forretning til det globale softwarehus, Caseware International. Caseware International er den ledende leverandør af desktop- og cloud-løsninger for revision, regnskabsopstilling og dataanalyse til revisionsfirmaer, virksomheder og offentlige myndigheder. Caseware International viderefører den danske forretning i det nyetablerede selskab, CWI Denmark ApS. Caseware International har en erklæret strategi om at investere aktivt i innovative løsninger, som kan understøtte revisorbranchen i Danmark. FSR – danske revisorer og Caseware International har arbejdet for at sikre en gnidningsfri overgang for alle nuværende brugere af CaseWare-løsningerne og har et fælles mål om, at kunderne ikke oplever ændringer i brugen af softwaren og den tilhørende support.
FSR – danske revisorer fortsætter det stærke faglige samarbejde omkring løsningerne til det danske revisormarked og anbefaler CaseWare til revisorerne.
LARS KRONOW
Bestyrelsesformand for FSR - danske revisorer
11934
Selv om antallet af nyuddannede statsautoriserede revisorer rundede 100 i 2021, står revisorbranchen over for en stor rekrutteringsudfordring. Antallet af godkendte revisorer er således faldet med 30 procent på bare ni år. Fra 4.300 godkendte revisorer i 2012 til kun 3.000 i 2021.
Faldet i antallet af revisorer forventes at fortsætte i de kommende år, da cirka 60 procent af landets godkendte revisorer er fyldt 58 år. Det betyder med andre ord, at cirka 1.800 godkendte revisorer går på pension inden for de næste 10 år. Dette fald vil betyde, at branchen gennemsnitligt mister næsten 180 godkendte revisorer årligt på grund af pension.
Foreningen har stort fokus på denne demografiske udfordring og iværksætter i de kommende år en række aktiviteter for at fastholde og rekruttere nye revisorer. Her vil det være et kardinalpunkt at arbejde for, at medarbejdersammensætningen på revisionskontorerne har en højere grad af diversitet og mangfoldighed, end det er tilfældet i dag.
Antal godkendte revisorer i 2012-2021
Aldersfordeling for godkendte revisorer (%)
Revisorbranchen har traditionelt været en mandsdomineret branche, hvilket delvist understøttes af fakta. Mænd er overrepræsenterede blandt de godkendte revisorer. I 2021 var 81 procent af de godkendte revisorer mænd, og den andel har været stort set uændret i de sidste mange år. Til gengæld er revisorbranchen set over en bred kam ikke mandsdomineret, da 51 procent af branchens cirka 16.500 medarbejdere i 2019 var kvinder. Det skal påpeges, at Danmarks Statistiks revisorbranchekode omfatter samtlige medarbejdere i revisionshusene, herunder rådgivere, konsulenter og administrative medarbejdere.
Kønsfordelingen af godkendte revisorer i 2021
besvarelser i Faglig Hotline
Faglig Hotline
Sekretariatets fagkonsulenter har besvaret 1.883 spørgsmål i Faglig Hotline. Den meget populære tjeneste benyttes især af SMV-revisorer og tilbydes som en gratis medlemsservice, hvor revisorerne modtager sparring inden for revisorlovgivningens fagområder.
høringssvar
Massiv indsats for politisk og faglig indflydelse
Foreningens fagkonsulenter har i løbet af regnskabsåret indsendt 125 høringssvar til de danske myndigheder. Denne overvældende indsats afspejler foreningens centrale fokus på at præge og øve indflydelse på relevant fagpolitisk lovgivning.
Regnskabsåret 2021/2022 bød på en række spændende begivenheder.
besvarelser
Månedens dilemma
FSR - danske revisorer præsenterer hver måned et dilemma, som tager udgangspunkt i en aktuel faglig problemstilling. Hensigten er at inddrage medlemmerne i problemstillingen og høre, hvordan medlemsskaren forholder sig til dilemmaet. Foreningen har i gennemsnit modtaget næsten 50 besvarelser for hvert dilemma.
faglige nyheder
Faglig viden direkte i indbakken
Medlemmerne af FSR - danske revisorer har modtaget 331 faglige nyheder fordelt på 49 nyhedsbreve. Foreningens faglige nyhedsbrev udsendes hver torsdag.
følgere på LinkedIn
LinkedIn
Den 1. juli 2022 havde FSR - danske revisorer 13.161 følgere på LinkedIn, hvilket er en stigning på ni procent i forhold til samme tidspunkt året før. Inden for det seneste år har FSR - danske revisorer desuden lagt 172 opslag på LinkedIn, og disse opslag har opnået 815.719 visninger og fået 32.595 kliks.
Foreningen har også i 2021/22 gjort en stor indsats for at øge antallet af studerende, som består revisoreksamen. SR-akademiet har fået nyt design, og revisoreksamen er blevet mere tidssvarende. I 2021 kom hele 112 kandidater igennem nåleøjet og kunne dermed kalde sig statsautoriseret revisor.

I 2022 har SR-Akademiet fået et nyt design med vægt på at gøre uddannelsen mere fleksibel og moderne i sin læringstilgang. Uddannelsen er fortsat tilrettelagt med praktisk fokus og med det formål at give den bedste træning op til revisoreksamen – skriftlig såvel som mundtlig. Undervisningen er rykket endnu tættere på eksamensteknikken, og al teorigennemgang er gjort digital. Alle materialer er nyudviklet fra bunden.
Uddannelsen ikke længere er et lineært forløb, men en palette af uafhængige tilbud. Kandidater vælger selv kurser, antal prøveeksaminer og rækkefølgen derpå individuelt. Det nye design gør, at deltageren kan sammensætte uddannelsen efter eget temperament, karriere og privatliv.
Uddannelsen består i dag af:
Der er opstart af uddannelsen to gange om året, og flere af fagene afholdes to gange om året.
165 tilmeldte sig SR-Akademiet i foråret. Af disse var 33 kvinder (20 procent).

I en evaluering af revisoreksamen i 2019 identificerede Eksamensudvalget under Revisorrådet et behov for at modernisere revisoreksamen og justere indholdet i overensstemmelse med revisordirektivet, herunder at fokusere på revisors kerneopgaver - revision og andre erklæringsopgaver. De tre skriftlige eksamener blev igen samlet til én skriftlig eksamen, og begrænsningerne i antallet af eksamensforsøg blev ophævet.
Hensigten er fortsat at sikre tilgangen af statsautoriserede revisorer ved at gøre revisoreksamen mere tidssvarende og attraktiv for kandidaterne uden at gå på kompromis med fagligheden. De nye regler trådte i kraft i 2021.

Det ser ud til, at bestræbelserne på at få flere gennem nåleøjet ved at indføre den nye eksamensform har båret frugt. I 2021 kunne 112 nyuddannede kandidater kalde sig statsautoriseret revisor. Dette tal har ikke været så højt i mange, mange år.
Antallet af nye statsautoriserede revisorer, 2003-2021