02. september 2020
FSR – danske revisorer får ny faglig direktør
Camilla Hesselby forlader sin direktørpost i Skattestyrelsen og tiltræder som faglig direktør i FSR – danske revisorer.
Josefine Hyllested Frederiksen
Kommunikationschef
Artiklen er oprindeligt skrevet af en anden medarbejder
Camilla Hesselby er tiltrådt som ny faglig direktør i FSR – danske revisorer den 1. august 2020.
Camilla Hesselby er uddannet jurist fra Aarhus Universitet. Camilla Hesselby kommer til FSR – danske revisorer med stærke lederkompetencer og en dyb indsigt i en række af revisorbranchens vigtigste fagområder. Erfaringer som hun har indhentet gennem en række topposter i de ressortministerier, som har betydning for foreningens politiske arbejde.
Camilla Hesselby har senest været underdirektør i Skattestyrelsen, hvor hun har haft ansvaret for de mindre erhvervsvirksomheder, årsopgørelser for alle erhvervsdrivende, erhvervsregistreringen og en række kontrolprojekter - blandt andet af nyregistrerede virksomheder. I Skattestyrelsen var Camilla Hesselby leder af 240 medarbejdere og 11 ledere.
Inden da var Camilla Hesselby ansat som kontorchef først i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og sidenhen i Erhvervsstyrelsen. Her havde hun ansvaret for en stor del af Erhvervsstyrelsens regulering blandt andet vedrørende selskaber og fonde. Herudover havde Camilla ansvaret for Komiteen for god Selskabsledelse samt reglerne om samfundsansvar og flere kvinder i ledelse. Også tilsynet med hvidvaskområdet og de erhvervsdrivende fonde var under Camilla Hesselbys ledelse.
Camilla Hesselby har desuden stået i spidsen for arbejdet med selskabsloven fra 2009 og været pennefører på dele af revisorloven.
Camilla Hesselby træder ind i FSR – danske revisorers direktion sammen med foreningens administrerende direktør, Charlotte Jepsen. Her skal hun stå i spidsen for foreningens center for faglig udvikling og vidensdeling, og det ser hun frem til.
”Revisorbranchen varetager en vigtig samfundsmæssig rolle i forhold til at sikre, at årsregnskaber er retvisende, og at alle betaler den korrekte skat. Omvendt forpligter det også, når ens samfundsmæssige rolle er at tilføre tillid, transparens og troværdighed til beslutningsgrundlag for investorer, kreditgivere og andre regnskabsbrugere. Et godt omdømme kommer ikke af sig selv, men er noget branchen konstant skal gøre sig fortjent til gennem sin ageren. Det glæder jeg mig til at bidrage til og være en del af”.
Læs et længere tiltrædelsesportræt af Camilla Hesselby i SIGNATUR, der udkommer primo september.
CV for Camilla Hesselby
2020- Direktør for faglig udvikling og vidensdeling, FSR – danske revisorer
2018-2020 Underdirektør, Mindre Erhvervsvirksomheder, Skattestyrelsen,
2015-2018 Kontorchef, Erhvervsregulering, Erhvervsstyrelsen.
2010-2015 Kontorchef, Center for Forbrugerrettigheder/Konkurrencecenter Byggeri, Handel og Service, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
2006-2010 Chefkonsulent, Erhvervscenteret, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
2003-2006 Fuldmægtig, departementets juridiske sekretariat, Økonomi- og Erhvervsministeriet.
1997-2003 Fuldmægtig, juridisk sekretariat, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
1997 Cand. Jur., Aarhus Universitet