18. maj 2023

Signatur Uddannelse

Nye undervisningsformer på CBS

Fra den 1. september vil de studerende på cand.merc.aud.-uddannelsen på CBS møde nye undervisningsformer med tyngde på samarbejde, kritisk sans og forståelsen af revisors samfundsmæssige ansvar. Nyt krav om fysisk fremmøde betyder, at studerende på erhvervskandidaten ikke længere kan tage CMA-uddannelsen med minimalt fremmøde.


Tekst/ Kim Klarskov Jeppesen, professor og studieleder for CMA-studiet på CBS

Bestyrelsen på CBS har besluttet en ny undervisningsstrategi, hvor alle CBS-studerende uanset program skal opnå en række generelle kompetencer i deres studietid. Disse kompetencer kaldes ”Nordic Nine”, oftest forkortet N9.

N9-kompetencerne er i udviklingsfasen diskuteret med alle CBS-aftagerpaneler, herunder CMA Advisory Board. N9-målene nødvendiggør en større reform af CMA-studiet på CBS og træder i kraft fra efteråret 2023. N9 fremgår af nedenstående figur, og du kan læse mere om dem her.

Nordic Nine grafik

N9-målene handler ikke kun om viden, men også om at bibringe de studerende særlige værdier og evnen til at handle ud fra disse. Reformen skal derfor skabe et endnu bedre CMA på CBS.

Enkelte af N9-målene lever CMA-studiet allerede op til. Det gælder særligt ”dyb faglig viden, som kan anvendes i en bred kontekst”. N9-reformen lægger derfor ikke op til nogen større ændringer af det faglige indhold på studiet. Enkelte allerede eksisterende emner skal dog have mere fokus. Kravet om, at dimittender fra CBS ”forstår etiske dilemmaer og har dømmekraften til at håndtere dem”, kræver i en CMA-kontekst mere fokus på revisoretik og kravet om, at dimittender fra CBS har en ”analytisk tilgang til data og kan håndtere ambiguitet”, kræver en øget integration af dataanalyse i CMA-uddannelsens fag.

Der er imidlertid også en række N9-mål, som det nuværende CMA-studie ikke eller kun i ringe grad understøtter udviklingen af. Da det nuværende studie er individuelt baseret, gør det intet for at lære studenterne at ”samarbejde konstruktivt” eller at ”lære nyt og at lære fra dig”. Derfor er vi nødt til at ændre studiet fra at være et individuelt organiseret studie til et mere gruppebaseret studie med omfattende elementer af gruppebaserede opgaver. Studiet arbejder heller ikke systematisk med at lære studenterne at ”tænke kritisk”, at ”have blik for menneskehedens udfordringer”, eller at ”skabe fremgang og værne om nye generationers ressourcer”. For at kunne leve op til disse mål vil studiet implementere en model udviklet af American Institute of Certified Public Accountants og American Accounting Association kaldet Pathways Vision modellen.

Pathways Vision modellen

Modellen forklarer, hvordan regnskab og revision skaber værdi for samfundet. Set fra bunden og op forklarer modellen, hvordan rapportering om virksomheders økonomiske aktivitet ikke er sort/hvid, det vil sige rigtig/forkert, men derimod kommer i forskellige gråtoner på grund af forskellige interessenters divergerende interesser i den økonomiske rapportering og på grund af den usikkerhed, der er med hensyn til rapporteringens fuldstændighed og kvalitet.

Det kræver derfor, at regnskabsmedarbejdere og revisorer forstår denne ambiguitet og usikkerhed, og at de baseret på kritisk tænkning og etisk dømmekraft systematisk overvejer de forskellige rapporteringsmæssige alternativers konsekvenser for de involverede interessenter og træffer deres beslutning ud fra dette.

På denne måde kan regnskabsmedarbejdere og revisorer bidrage til at gøre økonomisk rapportering til brugbar information, som interessenter kan bruge til at træffe beslutninger ud fra. Har interessenterne brugbar og pålidelig information, kan de træffe gode og økonomisk sunde beslutninger, som i den sidste ende fører til et mere velstående samfund. Formålet med virksomheders rapportering og revision er altså at skabe et bedre samfund, og denne samfundsmæssige forpligtelse er fundamentet for revisions anerkendelse som en profession. CMA-uddannelsens overordnede opgave er at sikre studenternes forståelse af denne forpligtelse, altså at forstå hvad der ligger bag revisorlovens krav om, at revisorer er offentlighedens tillidsrepræsentanter.

Vision-modellen handler om enhver form for virksomhedsrapportering, ikke kun om årsrapporter. Den omfatter således også ESG-rapportering, som er et af de fagområder, der yderligere kan medvirke til at sikre, at dimittender fra CMA ”har blik for menneskehedens udfordringer” og ”skaber fremgang og værner om nye generationers ressourcer”. CBS vil på CMA-studiet fra efteråret 2024 udbyde et valgfag i ESG-rapportering.

Mindre gulerod mere pisk

Reformen sigter endvidere på at adressere nogle af de problemer, som vi har oplevet på studiet de senere år. Særligt efter Covid-19 har studiet oplevet et ringe fremmøde til undervisningen i de obligatoriske fag, ligesom de frivillige hjemmeopgaver, som er en central del af den nuværende pædagogiske tilgang, kun bliver besvaret af en meget lille del af de studerende. Der vil fra efterårssemesteret 2023 være mindre ”gulerod” i form af frivillige opgaver og mere ”pisk” i form af obligatoriske opgaver og nødvendigt fremmøde.

Hvori består reformen?

Reformen ændrer som nævnt ikke ved studiets fagsammensætning, men vil bibringe studenterne den faglige viden på en måde, hvor der lægges mere vægt på samarbejde, kritisk sans og forståelsen af revisors samfundsmæssige ansvar. Fagsammensætningen vil fortsat følge nedenstående skema:

Fagsammensætning skema

På de obligatoriske fag på 1. og 2. semester indføres fra efteråret 2023 obligatoriske, gruppebaserede godkendelsesopgaver. Hvert fag vil have to obligatoriske godkendelsesopgaver, og der vil for en fuldtidsstuderende således være otte godkendelsesopgaver per semester. Tidspunktet for opgaverne koordineres imellem fagene, og de er således spredt ud på hele semesteret. Godkendelsesopgaverne bedømmes enten som godkendt eller ikke-godkendt. 

For at kunne indstille sig til eksamen i faget skal mindst en af opgaverne i hvert fag være bedømt som godkendt. I forbindelse med løsningen af godkendelsesopgaverne tilbyder vi opgavedage på CBS, hvor de studerende vil kunne få vejledning. Godkendelsesopgaverne afleveres af grupper på fire, som de studerende selv skal danne.

I forbindelse med introforløbet tilbyder vi hjælp til gruppedannelse for dem, der ikke kender andre studerende. Eksamen i de obligatoriske fag vil dog fortsat være en individuel, fire timers skriftlig stedprøve.

Fagene vil fortsat være baseret på blended learning, hvilket består af en blanding af online-aktiviteter og fysisk fremmøde. Der vil være færre forelæsninger, hvor underviseren gennemgår lærebogsmateriale. Vi forventer, at de studerende selv læser lærebogen, og lektioner med fysisk fremmøde vil i højere grad blive anvendt til at gennemgå godkendelsesopgaver og undervisningscases. Den hidtidige praksis med videooptagelse af forelæsninger stoppes. I stedet vil fagene tilbyde undervisningsvideoer med udvalgte emner, men disse vil ikke dække hele pensum. En højere grad af fysisk fremmøde er derfor nødvendig for at kunne komme igennem fagene.

I første omgang vil det være de obligatoriske fag, der reformeres. Valgfagene følger derefter, og flere af disse vil fra efteråret 2023 også have obligatoriske godkendelsesopgaver. CMA-studienævnet har endvidere besluttet at ændre på godkendelsesprincipperne for godkendelse af andre valgfag end dem, der er udbudt af CMA-studiet. Praksis har hidtil været at godkende alle erhvervsøkonomiske fag, hvilket har gjort det muligt at tage en ganske bred kreds af valgfag. Fremover vil kun valgfag, som direkte er relevante for studiets fire obligatoriske fagområder, blive godkendt af studienævnet. Dette gælder også for CBS Summer University og lignende sommerskoler. Formålet med disse ændringer er at sikre, at de studerende på CMA i højere grad tager valgfag, der er relevante for forståelsen af revisors samfundsmæssige rolle.

Ikke plads til free-riders

Som det fremgår, skal de studerende vænne sig til i højere grad at arbejde i grupper. Det kræver, at alle deltager aktivt i gruppearbejdet og yder deres del. Free-riders vil naturligvis ikke blive accepteret, og forsøg herpå vil uden tvivl give sådanne studerende et ry, der gør det vanskeligt for dem fremover at finde en ny gruppe. Det vil derfor blive svært at færdiggøre studiet. Godkendelsesopgaverne betyder endvidere, at det ikke længere vil være muligt at undlade at følge undervisningen løbende og i stedet satse på at læse det hele op lige før eksamen.

Der vil fremover være mere videomateriale og færre forelæsninger, men sidstnævnte vil i højere grad end tidligere kræve fysisk fremmøde.  Erfaringsmæssigt er det primært erhvervskandidaterne, som har haft vanskeligt ved at finde tid til at deltage i undervisningen. Det kræver altså en højere grad af planlægning af deres tid. Det kræver også, at arbejdsgiverne giver de studerende fri til at deltage i undervisnings- og eksamensaktiviteter, uanset om der er travlt i firmaet. Det har firmaerne i øvrigt forpligtet sig til ved indgåelse af erhvervskandidatkontrakten, og CBS forventer naturligvis, at disse aftaler overholdes.      

Bliver CMA en etårig kandidatuddannelse?

Som det vil være de fleste bekendt, er regeringen meget opsat på at gøre en stor del af kandidatuddannelserne inden for samfundsvidenskab og humaniora til etårige uddannelser. Vi ved endnu ikke, om CMA-studiet er omfattet af de uddannelser, som skal omlægges. FSR – danske revisorer arbejder på at bibeholde CMA som en toårig uddannelse, og CMA-studienævnet på CBS støtter op om dette.

Bliver CMA imidlertid omlagt til et etårigt studie, vil det få følger for studiets indhold, da vi i sagens natur ikke kan gennemgå det hidtidige toårige pensum på den halve tid. Diskussionen om, hvad der i givet fald skal ud af studiet, vil CMA-studienævnet drøfte med revisionsbranchen og andre aftagere, hvis det bliver relevant. N9-reformen, som er beskrevet i denne artikel, vil et reduceret tidsforløb næppe give anledning til større ændringer af.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber