17. maj 2023
Plads til blød landing
Langt størstedelen af medarbejderne i RevisionsFirmaet Edelbo har i adskillige år trådt ind ad den samme smukke hoveddør i Kogtvedparken ved Svendborg. Selv når revisorerne begynder at nærme sig pensionsalderen, gør indehaverne en stor indsats for at finde en løsning, hvor overgangen til den tredje alder bliver en blød landing i form af reduceret arbejdstid i de sidste år af arbejdslivet.
Tekst / Jan Wie, fagchef for medlemsmedier, FSR – danske revisorer
Vi sidder i en gammel, herskabelig ejendom beliggende i første række til det smukke Svendborg Sund. Michael Nymark Jensen er administrerende direktør i RevisionsFirmaet Edelbo og har inviteret til en snak om forklaringerne på, hvordan firmaet har formået at fastholde en stor del af medarbejderskaren i en lang årrække.
”I mandags fejrede vi en medarbejder, som har været her i 35 år. Det er ikke usædvanligt, at en medarbejder starter som revisorelev og forbliver her i rigtigt mange år. Jeg tror, at vi skal se på flere faktorer, hvis vi skal finde en forklaring på, hvorfor vi kan holde de mange jubilæer: Først og fremmest har vi en meget loyal kundeskare, som vi har haft i mange år. Kunderne er glade for deres revisor, som de har haft et tæt samarbejde med i en årrække, og vores medarbejdere er glade for deres kunder og opgaver. Den relation ønsker hverken kunden eller medarbejderen at bryde”, forklarer Michael Nymark Jensen og fortsætter: ”En anden væsentlig forklaring ligger nok i, at firmaet er bygget med en meget flad organisationsstruktur, hvor medarbejderen altid har let adgang til ledelsen og medbestemmelse i forbindelse med opgaveløsningerne.
Respekt for et arbejdsliv i forskellige faser
RevisionsFirmaet Edelbo i Svendborg tæller cirka 25 ansatte, og Michael Nymark Jensen lægger sammen med de fem andre indehavere stor vægt på, at den enkelte medarbejder kan indrette sit arbejdsliv og privatliv på en måde, så begge dele tilgodeses.
”Vi har i øjeblikket to medarbejdere, som står et sted i livet, hvor de har brug for at prioritere familielivet for at få hverdagens praktik til at hænge sammen. Ingen af disse arbejder på fuld tid, men jeg kan sagtens se for mig, at de på et senere tidspunkt ønsker at vendte tilbage til et fuldtidsjob. Den fleksibilitet er meget vigtig for os indehavere at kunne tilbyde medarbejderne”, forklarer Michael Nymark Jensen, mens Ærøfærgen med sit karakteristiske look stille og roligt flyder forbi de sprossede vinduer.
Samtidig betoner Michael Nymark Jensen, at det ikke kun er de yngre medarbejdere, som har mulighed for at tilrettelægge arbejdslivet efter egne ønsker. Det gælder også ældre medarbejdere, som helst skal fortsætte i firmaet indtil pensionsalderen og gerne forblive lige så længe, de har lyst og kræfter til det. Dels fordi de eksisterende kunderelationer derved kan fortsætte, dels fordi medarbejdere er en knap ressource, og dels fordi de ældre medarbejdere skaber stor værdi på kontoret:
”Hvis vi kan finde løsninger, som kan gøre, at vores ældre medarbejdere kan bevare motivationen og arbejdsglæden, bliver vi stolte. Nogle ønsker måske at have fri om fredagen eller møde en time senere om morgenen. Det skal der være plads til. Det er i hvert fald ikke arbejdsmængden, der skal gøre, at man skal ud og finde noget andet eller helt stoppe på arbejdsmarkedet, understreger Michael Nymark Jensen.
Legitimt at gå klokken 16.00
Det skal samtidig være muligt at være ambitiøs revisor med en arbejdstid fra 8–16, og det skal være muligt i løbet af livets faser at skrue op og ned for den indsats, man lægger i firmaet. Når klokken derfor nærmer sig 16.15, vil det ofte kun være rengøringspersonalets og måske enkelte medarbejderes biler, som står tilbage på parkeringspladsen.
”Det skal være legitimt at gå klokken 16.00, og vi prikker vores medarbejdere på skulderen, hvis de sidder for længe på pinden. Eksempelvis rekrutterede vi i sommer en statsautoriseret revisor, som var bosiddende i København og arbejdede i et af de store revisionshuse. Vi var meget opmærksomme på, at vi skulle kunne tilbyde noget andet, hvis vi skulle lokke ham og familien til RevisionsFirmaet Edelbo. Derfor gjorde vi meget ud af at påpege, at vi har en forventning om, at man arbejder 37 timer om ugen og ikke 42 eller 47 timer. De har netop fået barn nummer to, og det er tydeligt, at han i begyndelsen var usikker på, om vi nu også mente det, når vi sagde, at der skulle være plads til både arbejde og familie. Han måtte konstatere, at det passer, fortæller Michael Nymark Jensen med et stort smil på læben”.
Stor ændring på 5-10 år
Michael Nymark Jensen oplever helt klart, at tiderne har skiftet, og at nyuddannede cand.merc.aud.’ere har et værdisæt i forhold til work-life-balance, hvor life er lige så vigtigt som work. Oplevelsen er, at de nyuddannede tager et opgør med den gamle myte om, at det gælder om at være den sidste medarbejder, som forlader kontorbygningen.
”De unge prioriterer, at arbejdslivet og privatlivet skal gå hånd i hånd. Vi kan simpelthen mærke, at der inden for de seneste 5-10 år er sket en kæmpe omvæltning. Det kan vi jo også se og høre, når vi læser om både revisorbranchen og advokatbranchen i diverse medier. Bægeret er fyldt med alt for mange ugentlige arbejdstimer, og tiden er moden til at sadle om. Det er vi meget opmærksomme på, og kontoret har heldigvis en størrelse, som gør det muligt at udvise smidighed i forhold til kunderne og fleksibilitet i forhold til medarbejderne”, afslutter Michael Nymark Jensen og påpeger samtidig, at han ikke påstår, at alle medarbejdere har en arbejdsuge på nøjagtigt 37 timer, men at indehaverne har meget fokus på individuel fleksibilitet og tænker det ind i opgaveløsningerne dagligt.