31. marts 2026
40 år som statsautoriseret – stadig tæt på kunderne
Jan Tønnesen kan i år fejre 40-års jubilæum som statsautoriseret revisor. Efter mere end 50 år i branchen er han stadig drevet af det samme: kunderne, relationerne og den sunde fornuft.
Josefine Hyllested Frederiksen
Kommunikationschef
Han har varetaget generationsskifte for den samme virksomhed tre gange. Han var en af de første i revisionsbranchen til at gå trådløst, da mobiltelefonerne kom – altså dem, som kostede spidsen af en jetjager og sjældent havde signal. Og så har han reddet en kendt dansk musikproducer fra at gå ind i et projekt med den senere bedrageridømte Stein Bagger.
Men først og sidst er han revisor: Jan Tønnesen, som i år kan fejre 40-års jubilæum som statsautoriseret revisor, og som vel at mærke – efter mere end 50 år i branchen – med egne ord er still going strong som partner i Grant Thornton.
Jan blev revisor i 1974, mens Vietnamkrigen og Watergate prægede verdensbilledet, og blev statsautoriseret i 1986, samme år som Tjernobyl-katastrofen ramte, og den første version af Windows nåede Europa. Verden og branchen har ændret sig radikalt siden da. Men Jan Tønnesens drivkraft er grundlæggende den samme som dengang – nemlig kontakten til kunderne.
”Jeg kan ganske enkelt godt lide at have med mennesker at gøre og at opbygge den dybe forståelse for klienterne og deres virksomheder, som er nødvendig for at rådgive dem ordentligt. I Grant Thornton har vi mange SMV’er som kunder, og jeg har altid brændt særligt meget for at hjælpe de iværksættere, som har modet til at skabe nye virksomheder i Danmark. Det giver mig energi,” siger Jan Tønnesen.
De små kunder kan blive de store
Mange af de større kunder, Jan har i dag, har han kendt, siden de var små og nyopstartede virksomheder. Derfor har hans tilgang også altid været, at små virksomheder skal behandles med respekt.
”Da jeg begyndte i branchen, var det sådan, at hvis man ikke tog de små virksomheder, fik man heller ikke de større. Og den bedste anbefaling, du kan få, er, at eksisterende kunder anbefaler dig til andre,” siger Jan Tønnesen.
For ham handler revisionsfaget ikke kun om tal, men også om relationer. Og relationer kræver nærvær. Derfor er en af Jans kæpheste også den tætte kundekontakt.
”Du får simpelthen ikke en tilfreds kunde, hvis du ikke tager ud til dem. Særligt med SMV’erne kan du ikke bare sidde i en mailboks og skrive frem og tilbage. Det giver et helt andet, tættere forhold, når du møder kunden face-to-face. Ja, der er transporttid og meget andet, men det giver en værdi og indsigt, som ikke kan erstattes af AI eller et Teams-møde,” forklarer han.
En branche i forandring
Som 72-årig partner er Jan Tønnesen i sig selv et godt billede på branchens og dansk erhvervslivs ambition om at holde fast i dygtige seniorer. Men selv vil han hellere tale om de næste generationer – og om behovet for at tiltrække nye talenter til den branche, han selv har været en del af i et halvt århundrede.
”I dag er de unge ekstremt dygtige allerede fra dag ét. Og for virksomhederne har det kæmpestor værdi at få unge talenter ind, som man kan præge med sin egen firmaånd. Derfor er det afgørende for vores branche, at vi både får flere unge ind – og samtidig bliver bedre til at holde på dem.”
Jan glæder sig derfor over, at branchen i de senere år er blevet mere synlig over for de unge, blandt andet med FSR – danske revisorer som fælles samlingspunkt.
”Her er der kommet nye boller på suppen. Vi har fået en mere synlig profil og er blevet bedre til at promovere branchen.”
Samtidig er branchen, siger han, også blevet bedre til at fortælle om den samfundsopgave, revisorerne løser.
”Vi har et samfund, der fungerer, fordi der er banker, der tør give kredit, og fordi der er en tillid og sikkerhed i systemet. Når der er dårlige sager i medierne, er det jo som regel i de tilfælde, hvor der ikke har været revisorer ind over.”
Fra postbog til AI
Gennem sine mange år i branchen har Jan Tønnesen oplevet store forandringer. I slutningen af 1980’erne havde ethvert kontor stadig en ’postbog’, hvor man noterede al post, der gik ind og ud.
”Dengang fik man måske 20 breve om dagen – i dag er det 100 mails, der skal besvares. Så mængden af information har ændret sig helt enormt”, siger han.
Jan har været med hele vejen: fra telefax og de første tunge mobiltelefoner til digitalisering, videomøder og AI. Og han er ikke i tvivl om, at kunstig intelligens i de kommende år vil forandre revisionsbranchen markant – ligesom han er overbevist om, at der vil følge nye transformationer om 5 eller 10 år.
Men han er samtidig sikker på, at teknologien ikke vil forandre alt. For selv om værktøjerne bliver smartere, og tempoet højere, er der én kernekompetence, som efter Jans opfattelse vil være lige så vigtig i fremtiden, som den var, da han begyndte: den sunde fornuft.
Den sunde fornuft går aldrig af mode
Det leder frem til en historie, som Jan Tønnesen stadig fremhæver som et godt eksempel på, hvad faget også kræver.
Dengang Stein Bagger var på toppen, havde Jan en kendt musikproducer som kunde. Stein Bagger ville lave et stort managementprojekt sammen med produceren, og der blev talt om meget store beløb. Visionen lød stærk, og projektet var fristende.
Men da Jan kom tættere på forhandlingerne, meldte det afgørende spørgsmål sig: Hvor var pengene egentlig?
Han kunne ikke få økonomien til at hænge ordentligt sammen, og han kunne ikke få klarhed over, hvad der reelt lå bag projektet. For Jan var det et eksempel på, at noget ganske enkelt ikke virkede rigtigt.
På grund af Jans sunde skepsis kom projektet ikke videre, og dermed reddede Jan den kendte musikproducer fra at blive draget ind i konkursboet efter Stein Bagger.
”Man skal altid spørge sig selv: Er det her fornuftigt eller ikke fornuftigt? Du kan få nok så mange systemer og nok så meget teknologi, men den sunde fornuft forsvinder aldrig,” siger Jan Tønnesen.
Måske er det netop derfor, han stadig trives i faget efter så mange år. Fordi meget forandrer sig, men noget består. Tæt på kunderne. Tæt på forretningen. Og med begge ben solidt plantet i virkeligheden.
Er 72-årige revisorer en sjældenhed eller et særsyn? Vi har dykket ned i FSR – danske revisorers medlemssystem for at tjekke tallene for de godkendte revisorer.
- Jan ligger med sine 72 år et stykke over aldersgennemsnittet på 56 år for godkendte revisorer.
- Omkring 100 godkendte revisorer er ligesom Jan født i 1954 eller før.
- Til gengæld er der ikke mange i branchen, der er født i 1953 eller før – her optræder kun omkring 20 godkendte revisorer i databasen.
Systemet viser desuden, at Jan har været tilmeldt et utal af kurser og arrangementer i regi af FSR – danske revisorer. Og til april skal han igen til informationsmøde med fokus på revision af erhvervsdrivende fonde, fortæller Jan.