18. marts 2026

Nyheder og pressemeddelelser

Den næste regering bør forbedre lovkvaliteten og styrke retssikkerheden

Med folketingsvalget den 24. marts rykker en ny regeringsdannelse tæt på. FSR – danske revisorer arbejder aktivt for, at retssikkerhed for revisorer og rådgivere skal være en politisk prioritet for den kommende regering.


Billede af Lone Strøm

Lone Strøm Administrerende direktør
yf@sfe.qx 2262 8113



Lovkvalitet og retssikkerhed er en forudsætning for et velfungerende samspil mellem myndigheder, rådgivere og virksomheder. Men de er under stigende pres. Lovgivningsprocessen er blevet mere forhastet, reglerne mere uklare og håndhævelsen fra myndighedernes side mindre proportional. Det mærker mange revisorer i deres daglige arbejde.

Styrk lovkvaliteten ved at inddrage erhvervslivets erfaringer

I FSR – danske revisorer arbejder vi for bedre kvalitet i selve lovgivningsprocessen. Vi fokuserer på, at retssikkerhed fortsat er et bærende princip i både lovgivning og forvaltning. God lovgivning kræver tid, inddragelse og et reelt oplyst beslutningsgrundlag. I dag ser vi imidlertid for ofte det modsatte: korte høringsfrister, mangelfulde konsekvensvurderinger og regler, der formuleres uden tilstrækkelig dialog med dem, der efterfølgende skal efterleve dem.

Vi arbejder derfor for, at den kommende regering forpligter sig til en klar hovedregel om mindst seks ugers høringsfrist. Samtidig bør Skatteministeriet og Erhvervsministeriet udarbejde retvisende konsekvensvurderinger af lovforslag før vedtagelse og gøre det i reel dialog med erhvervslivet. Lovgivning skal være forudsigelig, forståelig og proportional.

Retssikkerhed skal prioriteres højt i udformningen af ny regulering. Det indebærer blandt andet klare regler og en praksis, der giver virksomheder mulighed for at indrette sig på et oplyst og stabilt grundlag.

Vi arbejder også for at forhindre, at myndigheder kan skærpe deres fortolkning af regler med tilbagevirkende kraft – noget, som de efter vores opfattelse har gjort på både skatte- og hvidvaskområdet. 

Skatteministeriet og Erhvervsministeriet bør også iværksætte målrettede tiltag, der styrker proportionaliteten i forvaltningen og øger retssikkerheden. Sanktioner skal anvendes målrettet, konsekvent og proportionalt over for dem, der ikke viser vilje til at efterleve lovgivningen. Men det styrende mål i myndighedernes håndhævelse bør være efterlevelse – ikke sanktioner for sanktionernes skyld.

Hvidvaskreglerne skal fungere for revisorer

På hvidvaskområdet arbejder vi fortsat for at lette de unødvendige byrder, som branchen i dag er pålagt. Revisorer spiller en vigtig rolle i samfundets indsats mod hvidvask og økonomisk kriminalitet. Men mange oplever, at reglerne er blevet så omfattende og tekniske, at de er svære at omsætte i praksis. Særligt for mindre virksomheder uden store compliancefunktioner.

En væsentlig del af udfordringen er, at regelsættet i vid udstrækning er udviklet med den finansielle sektor som udgangspunkt. Det passer dårligt til en branche, hvor arbejdsgange og risikobilleder ser anderledes ud.

Vi arbejder derfor for en mere proportional regulering, hvor kravene i højere grad afspejler forskellene mellem finansielle og ikke-finansielle aktører, og hvor indsatsen rettes mod reel risiko frem for formalia. Branchen skal i højere grad have mulighed for at arbejde risikobaseret.

Vi har samtidig fremlagt flere konkrete forslag – blandt andet en mere dialogbaseret tilgang til tilsyn og digitale løsninger, der kan erstatte unødigt byrdefulde, manuelle processer. Et centralt eksempel er et fælles Know Your Customer (KYC)-system. Her opretter staten en central løsning, hvorfra virksomheder, omfattet af hvidvaskloven, nemt kan indhente kundens identitetsoplysninger ét sted - i stedet for selv at skulle indsamle dem fra flere forskellige steder hver gang. Dét vil reducere dobbeltarbejde og spare både virksomheder og kunder for en masse besvær.

Skatteområdet - når små fejl fører til store konsekvenser

På skatteområdet kæmper vi for en mere proportional og retssikkerhedsmæssig forsvarlig praksis. Skattesnyd skal selvfølgelig opdages og sanktioneres, men siden Rigsrevisionen i 2021 kritiserede skatteforvaltningen for mangelfuld kontrol, har håndhævelsen udviklet sig på en måde, der udfordrer borgeres grundlæggende retssikkerhed. Det er vores opfattelse, at selv meget små fejl i en skatteopgørelse i dag kan føre til sigtelse uden uagtsomhedsvurdering, når det beløb, sagen vedrører, overstiger 20.000 kr. Endvidere erfarer vi, at revisorer og rådgivere i stigende grad pålægges bøder for fejl, de ikke har haft del i.

Vi arbejder desuden for, at borgere og virksomheder automatisk får henstand, når de påklager en afgørelse. I dag er det dokumenteret, at Gældsstyrelsen kan indlede konkursbehandling, mens en klage stadig behandles, fordi sagsbehandlingstiderne for henstandsanmodninger er meget lange. Det strider med grundlæggende retssikkerhedsprincipper, og det kan og bør ændres med et lovindgreb.

Det er afgørende, at Danmarks kommende regering prioriterer retssikkerhed og høj lovkvalitet. Klare regler, ordentlige processer og proportional håndhævelse er en forudsætning for tillid til både lovgivning og myndigheder. I FSR – danske revisorer bidrager vi naturligvis gerne med konkrete erfaringer fra praksis til det arbejde.

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
1 person forklarer en anden at hvis du er ansat i en medlemsvirksomhed, så kan du blive interessemedlem gratis
Læs mere