19. december 2023
Digital bogføring i forhold til finansielle og forsikringsvirksomheder
Folketinget vedtog i 2022 en ny bogføringslov, der indfører krav om digital bogføring i virksomheder og minimumskrav til virksomhedens digitale bogføringssystemer. Når loven er fuldt implementeret, vil det antageligt medføre administrative besparelser på årligt netto ca. 2,9 milliarder kroner.
Kasper Frølich Kristensen
Chef for revision og regnskab
Erhvervsstyrelsen har udsendt en kort nyhed om digital bogføring i forhold til finansielle og forsikringsvirksomheder, hvor Erhvervsstyrelsen vurderer, at besparelserne vil komme som følge af en mere automatiseret rapportering til det offentlige. Finansielle og forsikringsvirksomheder vil også få let og sikker adgang til de nødvendige oplysninger til brug for kreditvurderinger og vurdering af forsikringsvilkår.
De virksomheder, der er omfattet af kravet om digital bogføring, skal registrere virksomhedens transaktioner og opbevare visse nærmere angivne bilag i et digitalt bogføringssystem. Digitale bogføringssystemer kan være standard bogføringssystemer, som er registreret i Erhvervsstyrelsen, eller et system, virksomheden selv er ansvarlig for lever op til kravene i bogføringsloven (specialudviklet bogføringssystem).
Kravet om digital bogføring forventes tidligst at træde i kraft 1. januar 2026 for finansielle og forsikringsvirksomheder, der anvender et standardsystem og 1. januar 2027 for finansielle og forsikringsvirksomheder, der anvender et specialudviklet bogføringssystem. De endelige tidspunkter afhænger af en politisk beslutning, der forventes truffet i 2025.
Datterselskaber af virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed eller lov om forsikringsvirksomhed er også omfattet af ovenstående datoer, hvis de anvender et koncernfælles bogføringssystem, eller hvis datterselskabet som en del af deres eget bogføringssystemet anvender det koncernfælles bogføringssystem. De datterselskaber, der er undtaget, skal ikke oplyse, hvilket bogføringssystem de har anvendt, men skal oplyse, at de er omfattet af undtagelsen.
Herudover er der indarbejdet undtagelser til finansielle og forsikringsvirksomheder, der anvender et specialiseret bogføringssystem, i udkast til en bekendtgørelse:
- Kravet i bekendtgørelsesudkastets § 4, stk. 2, om opbevaring hos en tredjepart af en sikkerhedskopi af de bogførte transaktioner og digitale bilag gælder ikke for virksomheder, som er underlagt krav til opbevaring af sikkerhedskopier i anden lovgivning, jf. udkastets § 4, stk. 3
- Kravet i udkastets § 5, stk. 1, nr. 4 og 5, om bankafstemning i bogføringssystemet gælder ikke for kreditinstitutter, jf. udkastets § 5, stk. 2.