22. november 2024
Efter 10 år i Kvalitetsudvalget: ”Kvalitet er fundamentet for alt, hvad vi gør”
Høj kvalitet i revisionsarbejdet er en forudsætning for, at omverdenen har tillid til branchen. De seneste år er kravene til kvalitet kun blevet højere, samtidig med at kvalitet fylder mere og mere politisk. INDBLIK har talt med den afgående forperson for FSR – danske revisorers Kvalitetsudvalg, om hvordan han ser fremtiden for kvalitetsarbejdet.
Josefine Hyllested Frederiksen
Kommunikationschef
Jan Stender
/Tekst, Peter Kondrup Maul, journalister Dansk Erhverv
”Hvad er kvalitet?” Efter 10 år i Kvalitetsudvalget – herunder de sidste knap fire år som udvalgets forperson – og med mere end 15 års erfaring med både intern og ekstern kvalitetskontrol i Beierholm, burde Jan Stender nok kunne svare på, hvad kvalitet er.
Men som han siger, er svaret ikke nødvendigvis ligetil:
”Gennem de sidste 5-10 år har kvalitetskontrollen udviklet sig ret markant. For 15 år siden handlede god kvalitet meget om, at produktet skulle være i orden, mens den skrevne dokumentation for det udførte arbejde var mindre væsentlig. Populært sagt skulle revisor have en god mavefornemmelse. I dag har vi fået mere fokus på, at alle hakkene skal være sat de rigtige steder, og at alt skal være dokumenteret korrekt. Så vores opfattelse af kvalitet har forandret sig”.
På samme måde forventer Jan Stender, at revisionsbranchens definition af kvalitet igen vil forandre sig i de kommende år.
”Jeg forventer, at vi vil se pendulet svinge lidt tilbage igen. Kravene til formalia er efterhånden blevet ekstremt høje. Her tror jeg, vi vil se branchen flytte fokus mere hen imod det, der er den egentlige hensigt med kvalitetskontrol, nemlig: ’Er der noget i det her regnskab, der på nogen måde er misvisende eller mangelfuldt?’ Særligt for de revisorer, der dækker non-PIE-området, tror jeg, vi kommer mere tilbage til, om produktet er i orden, frem for om der er enkelte dokumentationsforhold, der kunne være bedre”, siger Jan Stender.
Kvalitet og omdømme hører sammen
Kvalitetsudvalget – som Jan Stender på grund af rotationsreglen nu fratræder efter 10 år – er et af FSR – danske revisorers 11 faglige udvalg. De faglige udvalg er opdelt i fire grupper, hvor Kvalitetsudvalget, sammen med Etikudvalget og Hvidvaskudvalget, ligger under gruppen ”Omdømme”. Og der er god grund til, at kvalitet og omdømme hører sammen, siger Jan Stender:
”Som revisorer er vi offentlighedens tillidsrepræsentanter. Derfor skal der være tiltro til, at det, vi gør, er korrekt og fyldestgørende. På den måde er kvalitet fundamentet for alt. Det er forudsætningen for, at virksomheder og offentlige myndigheder har tillid til os, og at vi som branche har et godt omdømme”, siger Jan Stender, og fortsætter:
”Du kan ikke blive statsautoriseret revisor uden at være fagligt dygtig. For mig er arbejdet med kvalitet derfor også det, der gør, at vi som revisorer kan forblive på den platform, som vi rent faktisk er uddannet til”, siger Jan Stender.
Ikke bare kontrol, også rådgivning
I Kvalitetsudvalget er der derfor også fokus på at understøtte medlemmerne fagligt og sørge for, at de hele tiden er på forkant med udviklingen i kvalitetsarbejdet.
For Jan Stender, der i mange år har fungeret som ekstern kvalitetskontrollant hos non-PIE-revisionsvirksomheder, er det for eksempel vigtigt, at udvalget ikke bare formidler nye regler og praksisser – men at de også formidler det på en måde, der giver mening i hverdagen for de revisorer, som for eksempel benytter sig af udvalgets vejledninger.
”Vi går meget op i, at vores vejledninger indeholder konkrete eksempler, som man kan relatere sig til, i stedet for bare en masse tekst. Vejledningerne skal også kunne fungere i en virkelighed og en hverdag, hvor man som revisor måske sidder i en enkelt- eller topersoners virksomhed”, siger Jan Stender og fortsætter:
”Så når der kommer et nyt kæmpe skib sejlende, som de nye ’ISQM-standarder’, så er det blandt andet vores rolle at forberede medlemmerne på, hvilke efterdønninger det vil have for deres daglige arbejde”.
Når Jan Stender er ude i rollen som ekstern kvalitetskontrollant, er han på samme måde også opmærksom på, at de non-PIE-revisionsvirksomheder, han besøger, ikke bare skal opleve at blive kigget over skulderen, men at de også helst skal have noget ud af besøget.
”Mit udgangspunkt er, at vi skal have en god dialog, og at vi samtidig alle skal lære noget. Man kan måske sammenligne det med en bilsynsinspektør, som ikke bare tjekker, at blinklys og bremser virker, men som ved samme lejlighed også kan fortælle dig, hvor mange kilometer du har tilbage i dækkene, og hvordan du bedst vedligeholder gummilisterne i bagsmækken. Dét er for mig den ideelle tilgang til rollen som kvalitetskontrollant”, siger Jan Stender.
Alle har en interesse i god kvalitet
Snart træder Jan Stender ud af Kvalitetsudvalget. Men han er ikke bekymret for, at kvalitet vil miste betydning i branchen fremover – tværtimod.
”Meget af udviklingen i branchen de seneste år har haft med kvalitetsområdet at gøre – enten direkte eller indirekte. Oveni det fylder kvalitet mere og mere på den politiske dagsorden. Det gælder for eksempel hele spørgsmålet om, hvem der kan afgive erklæring på bæredygtighedsrapportering. Så jeg ser ingen fare for, at de skarpe og kyndige medlemmer i Kvalitetsudvalget løber tør for interessante opgaver i fremtiden”, siger Jan Stender.
Og netop fordi kvalitet har fået en så central betydning, er samarbejdet med Erhvervsstyrelsen også blevet tættere gennem de sidste 10 år. ”Vi har alle en fælles interesse i, at der er god kvalitet. Derfor oplever vi også, at vi i udvalget har en konstruktiv dialog med Erhvervsstyrelsen om alt fra ny lovgivning til at finde den rette balance i kvalitetskontrollen”, siger Jan Stender.
Spurgt om, hvorvidt han har nogle gode råd til at styrke kvalitetsarbejdet yderligere i fremtiden, har Jan Stender to ting på to-do-listen til Kvalitetsudvalget i de kommende år:
”For det første håber jeg, at flere repræsentanter fra mindre og mellemstore revisionsvirksomheder på sigt vil melde sig til at sidde med i Kvalitetsudvalget. For det er vigtigt, at vi har en bred repræsentation af non-PIE-revisionsvirksomheder i udvalget. Særligt når det gælder at sikre sammenhæng mellem den viden og de vejledninger, vi formidler i udvalget, og så den praksis, der er omkring de eksterne kontroller”, siger Jan Stender og fortsætter:
”Min anden forhåbning er selvfølgelig, at FSR – som revisorernes brancheforening – på sigt vil lykkes med at gøre revisor til en beskyttet titel. Som bekendt er det i dag kun godkendte revisorer, der er underlagt kvalitetskontrol. Og når der så begås fejl blandt ikke-godkendte revisorer, rammer det desværre hele branchens omdømme. Det bliver endnu sværere at differentiere, hvis det fremover tillades af Erhvervsstyrelsen, at alternative erklæringsafgivere kan afgive revisorerklæringer på bæredygtighedsrapporteringerne. En beskyttet titel er måske ikke noget, vi lykkes med i morgen, men jeg håber, at branchen vil fortsætte kampen i de kommende år”, slutter den afgående forperson.
På vegne af Kvalitetsudvalget og foreningen skal der lyde en kæmpestor tak til Jan Stender for indsatsen og engagementet i udvalget de seneste 10 år.