17. februar 2025
En uge i praktik: Revisorbranchen er fuld af muligheder
Har du nogensinde tænkt over, hvad man laver i en brancheforening? Og hvis du har, hvad har du så tænkt, det er? Hvis du har tænkt over, hvad en brancheforening er, har du måske også tænkt, at det er et sted, hvor man skal holde styr på utallige detaljer og have styr på rigtig meget. Men du kan godt tro om.
Marie Lund Hansen
Konsulent
Artiklen er oprindeligt skrevet af en anden medarbejder
Webinar hos vores medlem, Grant Thornton
Denne artikel er udarbejdet af Oskar, der har været i praktik i FSR - danske revisorer i uge 9 2025.
Mit navn er Oskar, og jeg kommer fra en skole på Østerbro, der hedder Øbro Fri Skole. Jeg går i 8. klasse og synes aldrig selv, at jeg har været ”god til at gå i skole”. Jeg har haft et par udfordringer, og skolen har – for mig – ikke været en dans på røde roser.
Men så kom praktikugen, og jeg havde to uger til at finde en praktikplads. Jeg havde problemer med at finde en plads, der interesserede mig, så jeg snakkede med min mor om det, og hun foreslog, at jeg skulle prøve at komme i praktik i FSR – danske revisorer, der er revisorernes brancheforening.
I starten troede jeg, hun lavede sjov, fordi hun godt vidste, at skolen aldrig har været min stærke side. Jeg tænkte, at det var alt for svært for mig. Mon ikke man skulle have styr på regninger? Og mon ikke det var meget ordtungt? Men min mor fik overtalt mig til sidst, og så fik jeg en praktikplads i FSR – danske revisorer, hvor jeg har tilbragt uge 9.
Jeg tænkte, at det ikke var noget, der interesserede mig. Men jeg prøvede det, og fandt ud af, at revisorbranchen faktisk er mere interessant, end man lige går og tror!
“Jeg har fået den bedste praktikplads i min klasse”
I løbet af ugen fandt jeg ud af, at revisorbranchen faktisk er virkelig interessant. En revisor er mere end bare en revisor, og der er faktisk flere karrieremuligheder.
-
Mange finder deres vej ind i branchen som trainees. En revisortrainee er en person, der er på en måde en ”lærling”, der er i oplæring som revisor. Trainees arbejder sammen med erfarne revisorer for at lære, hvordan man tjekker og retter regnskaber for virksomheder.
-
En revisor er en person, der tjekker en virksomheds regnskaber for at sikre, at alt er korrekt og lovligt. De hjælper med at finde fejl eller snyd i økonomien.
-
En statsautoriseret revisor er en revisor med særlig godkendelse fra staten. De har ekstra uddannelse og særlig godkendelse fra Erhvervsstyrelsen – og de har ansvar og kan f.eks. arbejde med store virksomheder og offentlige regnskaber.
-
En revisionsassistent hjælper en revisor med at tjekke regnskaber. De samler information, gør undersøgelser og lærer, hvordan man arbejder med penge og regnskaber, mens de støtter en erfaren revisor.
Dette er typiske eksempler på personlige medlemmer hos FSR – danske revisorer.
Men FSR har desuden virksomhedsmedlemmer, og jeg har også været ude og besøge et virksomhedsmedlem, der hedder Grant Thornton. Her jeg var med til et webinar. Det var også meget spændende. Når jeg ser tilbage på ugen, tænker jeg bare: ”Jeg har fået den bedste praktikplads i min klasse.”
Events og arrangementer
Webinaret, som blev afholdt i samarbejde med Grant Thornton, er et eksempel på ét af flere arrangementer, som FSR afholder. Hos FSR er der også en event- og kommunikationsafdeling, der sørger for at afholde arrangementer for at tiltrække flere målgrupper til branchen, f.eks. unge studerende.
For nylig var der et event for revisorbranchen den 7. november, hvor Gilli kom og spillede privat til arrangementet, og det var et brag af en fest. Jeg var dog ikke med, men har læst og set billeder og videoer derfra, og det så meget hyggeligt og sjovt ud.
”Jeg fik virkelig en øjenåbner!”
Det er virkelig gået op for mig, at det faktisk kan være spændende og sjovt at arbejde i revisorbranchen, og jeg er altså kun 15 år. Samtidig har medarbejderne og kollegerne i FSR et rigtig godt fællesskab. De spiser f.eks. morgenmad sammen og griner. Og der er hele tiden gode vibes. Man føler sig ikke i vejen for nogen. Man bliver i stedet mødt med et smil hver morgen. Alle er megasøde, og man føler sig meget velkommen!
Hvordan bliver du revisor?
Først skal du gå i skole, som alle gør. Derefter skal du få en gymnasial uddannelse. Det tager cirka 3 år. Efter gymnasiet skal man tage på universitetet i 5 år. Her lærer du om skat, penge, antihvidvask, og du lærer, hvordan man ser, om regnskaber er rigtige.
Når du er færdig med at studere, skal du arbejde et sted, der laver revision. Det vil sige, du skal arbejde i et firma, der hjælper andre firmaer med at tjekke deres penge og regnskaber.
Når du har studeret og arbejdet nok, kan du tage en eksamen for at blive statsautoriseret. Hvis du består den, kan du kalde dig selv statsautoriseret revisor og hjælpe flere og større firmaer med at få styr på deres penge og regnskaberne.
Så det handler altså om at gå i skole og lære mere og mere og samtidig om at arbejde, og til sidst får du lov til at hjælpe andre med at tjekke deres regnskaber.
Måske tænker du, hvad er FSR, og hvad står FSR for? Kort fortalt står FSR for Foreningen af Statsautoriserede Revisorer. FSR er en slags ”klub” for revisorer, der arbejder med at hjælpe virksomheder med at tjekke regnskaberne og se, om tallene er rigtige.
FSR hjælper også revisorerne med at blive dygtige til deres arbejde. På den måde kan vi stole på, at virksomhederne siger sandheden om deres penge.
Typisk uddannelsesvej mod revisor
Aktuelle udfordringer
Hvilke udfordringer står FSR og revisorer overfor i deres arbejde? Én af revisorbranchens største udfordringer er mangel på arbejdskraft i flere forskellige målgrupper og aldre. Fordi i dette samfund har vi brug for mange flere revisorer til at tjekke tallene og regnskaberne. Hvorfor tænker du måske? Fordi det er en meget vigtig jobfunktion her i den virkelige verden.
Nu er ugen snart ovre
Nu er min praktik ved FSR ved at være ovre, og jeg kommer virkelig til at savne det. Jeg har lært virkelig meget på så kort tid og mødt mange søde mennesker. Samtidig har jeg også prøvet at arbejde ude på en arbejdsplads i den virkelige verden, og jeg har lært rigtig meget nyt og fået meget ny viden. Jeg har virkelig haft en god uge, og jeg er næsten ked af, at det snart er slut.