19. november 2024

ESG og bæredygtighed

ESGdag2024: Hvordan navigerer vi i komplekse krav til bæredygtighed i et sprængfyldt geopolitisk landskab?

Til ESGdag2024 var spørgsmålet klart: Hvordan navigerer virksomheder, revisorer og finanssektoren i de voksende krav til bæredygtighedsrapportering? Midt i en verden præget af geopolitisk og økonomisk uro bød dagen på inspirerende oplæg, livlige diskussioner og masser af konkrete løsninger.


Billede af Sigurd Larsen Seerup

Sigurd Larsen Seerup ESG- og bæredygtighedskonsulent
fvfr@sfe.qx 4187 0914

Artiklen er oprindeligt skrevet af en anden medarbejder



Regler som mulighed – ikke bare krav

Andreas Rasche fra CBS sparkede dagen i gang med et vigtigt budskab: EU’s nye bæredygtighedsregler skal ikke kun ses som en byrde, men som en chance for at tænke langsigtet og styrke virksomheders konkurrenceevne. Han opfordrede til at bruge reglerne som et værktøj til at drive innovation og vækst – og det satte tonen for resten af dagen.

Kan man være både grøn og økonomisk stærk?

Eric Christian Pedersen fra Nordea tog over og gav et finansperspektiv på, hvordan man balancerer økonomisk stabilitet og bæredygtighed. Med konkrete eksempler fra Nordea viste han, hvordan finanssektoren arbejder med de nye krav. Det handlede både om at sikre resultater på bundlinjen og om at tage ansvar for en grønnere fremtid.

Mennesker og partnerskaber i ESG

Susanne Dahl fra UNICEF Danmark rundede keynote-segmentet af med et stærkt oplæg om sociale aspekter af bæredygtighed. Hun mindede deltagerne om, at bæredygtighed ikke kun handler om klima, men også om mennesker. Fra menneskerettigheder til globale partnerskaber – Susanne viste, hvordan virksomheder kan tage ansvar og integrere det i deres ESG-strategi. Hendes oplæg gav deltagerne en vigtig påmindelse om, at bæredygtighed også kræver ansvar på sociale og menneskeretslige områder.

Fra compliance til innovation – breakout-sessionerne

Efter keynotes blev deltagerne kastet ud i breakout-sessioner, hvor de fik mulighed for at dykke ned i konkrete emner og dele erfaringer.

I sessionen ”Virksomheders værdikæde i vridemaskinen” satte FSR – danske revisorer fokus på transparens og sporbarhed. Marie Voldby, forperson for Bæredygtighedsudvalget, guidede deltagerne gennem oplæg fra Thomas Trier Hansen fra Rambøll og Rikke Ramm Eberlein fra Lidl. De delte deres erfaringer med at navigere i bæredygtighedsregler og sikre, at hele værdikæden kan stå distancen. Diskussionerne var livlige, og deltagerne bød ind med skarpe spørgsmål og praktiske erfaringer.

Andre sessioner handlede om CSRD og bæredygtig forretningsudvikling, hvor paneldeltagerne diskuterede, hvordan man omsætter kravene til strategiske muligheder. Pointen var klar: Compliance er ikke endestationen – det kan være starten på innovation og langsigtet vækst.

Den sidste session, ”Finans og geopolitik: En bæredygtig balancegang”, tog fat i tidens store dilemmaer. Hvordan forener man investeringer i f.eks. forsvarssektoren med en bæredygtig strategi? Og hvordan håndterer man etisk komplekse valg i en uforudsigelig verden? Det var emner, der satte tanker i gang hos deltagerne.

Samlet set gav dagen deltagerne den nyeste viden og strategiske indsigter i, hvordan virksomheder kan håndtere de mange udfordringer, der følger med ny bæredygtighedsregulering og den bæredygtige omstilling i et spændingsfyldt landskab.

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
1 person forklarer en anden at hvis du er ansat i en medlemsvirksomhed, så kan du blive interessemedlem gratis
Læs mere