17. juni 2026

Skat Skat

Foreløbig intet straksfradrag for lønudgifter til softwareudvikling

Lovforslag L 125 (2025-26), som skulle give virksomheder mulighed for straksfradrag for lønudgifter til udvikling af software, bortfaldt som følge af valgudskrivelsen. Dermed må virksomheder fortsat aktivere de relevante lønudgifter og opnå skattemæssigt fradrag gennem afskrivninger. FSR – danske revisorer opfordrer den nye regering til hurtigst muligt at genfremsætte forslaget og skabe klarhed for erhvervslivet om de fremtidige skattemæssige rammer for investeringer i software og digitalisering. Efter vores opfattelse bør en afklaring ske inden sommerferien.


Billede af Maria Eun Elkjær

Maria Eun Elkjær Skattepolitisk chef
zry@sfe.qx 6115 0486



Virksomheder, der havde set frem til bedre skattemæssige vilkår for udvikling af software, må foreløbig væbne sig med tålmodighed. Lovforslag L 125 (2025-26) bortfaldt som følge af valgudskrivelsen og blev derfor ikke færdigbehandlet i Folketinget. Dermed bortfaldt også den foreslåede ændring af ligningslovens § 8 N.

Forslaget skulle give virksomheder mulighed for at straksfradrage egne lønudgifter til softwareudvikling op til et årligt loft på 5 mio. kr. Dermed ville virksomhederne have fået adgang til et fradrag i det år, hvor lønudgifterne blev afholdt, frem for at skulle aktivere udgifterne og opnå fradrag gennem skattemæssige afskrivninger over en længere periode.

Gældende regler fortsætter

Da lovforslaget ikke blev vedtaget, gælder de hidtidige regler fortsat.

Det betyder, at lønudgifter til egne medarbejdere, der direkte kan henføres til anskaffelse eller forbedring af software, som udgangspunkt skal aktiveres som en del af softwareaktivets anskaffelsessum. Udgifterne kan derfor ikke fradrages straks, men først gennem de almindelige afskrivningsregler.

Likviditetsmæssig konsekvens

For virksomheder med betydelige interne udviklingsprojekter er konsekvensen først og fremmest likviditetsmæssig.

Hvis forslaget var blevet vedtaget, ville virksomhederne have kunnet fremrykke fradragsværdien af en del af deres udviklingsomkostninger, der vedrører lønudgifter. Når forslaget nu er bortfaldet, skal virksomhederne fortsat vente på den skattemæssige værdi af fradraget via afskrivningerne.

Det rammer særligt virksomheder med omfattende digitaliserings- og softwareprojekter, hvor egne medarbejderressourcer udgør en væsentlig del af investeringen.

FSR - danske revisorer støttede – og støtter – forslaget

I vores høringssvar til L 125 (2025-26) støttede FSR – danske revisorer forslaget om at forbedre virksomhedernes muligheder for skattemæssigt fradrag for lønudgifter til softwareudvikling.

Vi fremhævede blandt andet under høringen, at de gældende regler giver anledning til administrative udfordringer, fordi virksomhederne skal identificere og opgøre de lønudgifter, der skal aktiveres som en del af anskaffelsessummen for software. Samtidig ville forslaget have bidraget til mere tidssvarende skattemæssige rammer for virksomhedernes investeringer i digitalisering.

Forslaget ligger desuden i forlængelse af FSR – danske revisorers skattepolitiske udspil, hvor der peges på behovet for at styrke virksomhedernes incitamenter til investeringer, innovation og digital udvikling.

Med bortfaldet af L 125 (2025-26) videreføres de gældende regler uændret, og det er endnu uvist, om den nye regering vil vælge at genfremsætte forslaget.

FSR – danske revisorer noterer sig, at regeringsgrundlaget ikke indeholder en tilkendegivelse om, at forslaget ikke skal genfremsættes. Dette adskiller sig fra blandt andet forslaget om afskaffelse af chokolade- og sukkervareafgiften, hvor regeringen udtrykkeligt har tilkendegivet, at forslaget ikke videreføres.

FSR – danske revisorer opfordrer regeringen til hurtigst muligt at genfremsætte forslaget og skabe klarhed om de fremtidige skattemæssige rammer for erhvervslivets digitale investeringer. En afklaring bør ske inden sommerferien.

Du kan læse vores samlede høringssvar her.

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
1 person forklarer en anden at hvis du er ansat i en medlemsvirksomhed, så kan du blive interessemedlem gratis
Læs mere