27. juni 2025

Nyheder og pressemeddelelser Medlemsnyt

Forperson for Skatteudvalget takker af: “Det har været en faglig fornøjelse at kæmpe for bedre og mere forenklede skatteregler”

Efter 11,5 år i FSR – danske revisorers Skatteudvalg, heraf de seneste år som forperson, takker Klaus Okholm af. Vi har mødt Klaus til en snak om, hvordan skatteområdet har flyttet sig i årenes løb. Læs med!


Billede af Catherina Tonning

Catherina Tonning Kommunikationskonsulent
pnna@sfe.qx 6179 0465



Når Klaus Okholm kigger tilbage på sin tid i Skatteudvalget, er det med både ydmyghed og stolthed. Ydmyghed over for opgavens kompleksitet og det ansvar, det indebærer at være bindeled mellem en branche i forandring og en lovgivning i konstant bevægelse - endda med stigende kompleksitet. Og så en stolthed over det faglige arbejde, der er blevet løftet via godt samarbejde: 

”Jeg tror på, at vi får den bedste lovgivningsproces og efterfølgende administration, når FSR – danske revisorer opfattes som en troværdig og saglig høringspart og samarbejdspartner – både for myndigheder, politikere og branchen. Det tror jeg på, at vi er lykkedes med, og det er noget jeg – i lighed med tidligere forpersoner – har lagt stor vægt på. Det vil jeg gerne selv opfatte som en sejr,” fremhæver Klaus Okholm. 

Kompleksiteten vokser – og det gør behovet for saglige stemmer også 

Siden Klaus trådte ind i Skatteudvalget for over et årti siden, er tempoet i lovgivningen kun øget. 

"Skatteudvalget afgiver årligt omkring 80 høringssvar, så jeg har været med til at udarbejde tæt på 1.000. Det siger noget om, hvor meget der sker på skatteområdet – og at det sjældent handler om forenkling, men oftere om øget kompleksitet. Det kræver en stor indsats at gennemskue konsekvenserne af ny lovgivning. Og udover arbejdet med høringssvar følger vi også udviklingen i praksis og bruger det som afsæt i dialogen med blandt andet skattemyndighederne og andre interesseorganisationer." 

Men trods kompleksiteten har Klaus altid set frem til udvalgsmøderne i Skatteudvalget – ikke mindst fordi han oplever, at udvalget bliver lyttet til og dermed får reel indflydelse. Det gælder både, når vi hjælper med at finde hullerne i osten og bidrager med forbedringer til lovkvaliteten.  

”Det er efter min overbevisning en forudsætning, at der bliver lyttet til udvalgets budskaber – det er den måde, vi bedst varetager branchens interesser. Og jeg tror i al beskedenhed, at der bliver lyttet til det, som Skatteudvalget bidrager med.” 

Når lovgivning sætter sit aftryk 

Flere sager har sat særligt aftryk i Klaus Okholms tid i Skatteudvalget. Når vi beder ham om at pege på én sag, ja så bliver det til fire, som i følge Klaus alle har haft stor betydning: 

1) Hovedaktionærlånsreglerne: En ændring, der blev vedtaget den 3. juni i år, som vi har forsøgt at få lempet i mere end 10 år. Endelig er det lykkedes. FSR – danske revisorer har været en saglig og konstruktiv part i lovgivningsprocessen og har haft et tillidsfuldt samarbejde med skattemyndighederne, hvor vi har haft samme klare mål - at virksomhederne er compliant og betaler den rigtige skat.  

2) LL § 4, der handler om, at blot fordi man driver sin revisionsvirksomhed i et partnerselskab, er det ikke i sig selv nok til at blive anset som selvstændig erhvervsdrivende. Derfor var det en kompleks sag med både stor økonomisk og forståelsesmæssig betydning for branchen, hvor udvalget måtte indtage en mere politisk rolle.  Målet var at sikre administrerbare regler uden for stor usikkerhed. Kriterierne for at skelne mellem lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende blev ændret med henblik på øget fokus på indflydelse og økonomisk risiko – meget relevant for revisorbranchen.  

3) ATAD-direktiverne og CFC-reglerne: En fagligt krævende opgave med særdeles komplekst stof, hvor Skatteudvalget afgav høringssvar på over 100 sider. En stor indsats fra både Skatteudvalget og dets bagland.   

4) Revisors ansvar og strafferetlige sanktioner: Myndighedernes øgede kontrol har ført til flere straffesager, hvor revisors rolle bliver vurderet. Skatteudvalget arbejder for en mere nuanceret forståelse, så småfejl ikke automatisk fører til bøder. Dialogen med Skattestyrelsen har været god, men området kræver fortsat opmærksomhed. 

En stærk kultur i udvalget 

Klaus peger ikke kun på det faglige, når han ser tilbage på sin tid i Skatteudvalget – samarbejdet har også spillet en stor rolle. 

”Vi har haft et virkelig godt samarbejde i udvalget og med den øvrige del af organisationen. Begge dele er afgørende for, at Skatteudvalget er, hvor vi er i dag. Det har været utroligt berigende for mig som fagperson.  

Han fremhæver også samarbejdet med andre organisationer – blandt andet advokatbranchen, som FSR – danske revisorer blandt andet har afholdt Retssikkerhedskonferencen sammen med, samt samarbejdet i Retssikkerhedsalliancen for bedre skattelovgivning, som foreningen er en del af i selskab med advokatbranchen, Dansk Erhverv og Dansk Industri.  

Fremtidens skatterådgiver skal forstå sin omverden 

Hvordan ser fremtidens skatterådgivning så ud? Klaus mener, at teknologisk forståelse, samfundsansvar og etik skal supplere den solide faglige ballast: 

“Du skal forstå din kundes behov og samfundets krav – og så skal du have en stærk faglig base, du kan bygge videre på. Det er mit håb, at vi som branche bliver ved med at tage ansvar og vise, at vi rådgiver med både viden og samfundssind.” 

Et vigtigt skridt i den retning har været opdateringen af FSR – danske revisorers anbefalinger for udøvelse af rådgivning om skat – anbefalinger, som Klaus varmt anbefaler alle rådgivere at læse. 

“Og så skal du som rådgiver også indtænke, hvordan din rådgivning kan blive opfattet af omverdenen. Dét bliver kun vigtigere fremover.” 

Den 11. juni holdt Skatteudvalget en afsluttende middag med Klaus for bordenden – flankeret af både tidligere udvalgskolleger og udvalgssekretærer. En aften med anekdoter, faglige tilbageblik og ikke mindst en stor tak for indsatsen og samarbejdet. 

FSR – danske revisorer takker Klaus Okholm for mange års engagement i Skatteudvalget og for at gå forrest på et område i udvikling og bevægelse. Klaus’ aftryk har både været præget af nysgerrighed, samarbejde og udsyn. 

God vind videre – og på gensyn i branchen! 

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
1 person forklarer en anden at hvis du er ansat i en medlemsvirksomhed, så kan du blive interessemedlem gratis
Læs mere