07. januar 2026
FSR - danske revisorer fastholder kursen mod en stærkere revisorbranche
Strategien ’Tillid til fremtiden’ forlænges til 2027 og fastholder de fire pejlemærker, der skal sikre, at vi som revisorer fortsat kan løfte vores rolle som samfundets tillidsrepræsentanter i en virkelighed med stigende kompleksitet og hastige forandringer.
Josefine Hyllested Frederiksen
Kommunikationschef
Mette Kramshøj Flinker
Chef for Direktionssekretariatet
Verden omkring os udvikler sig hele tiden og i et dynamisk tempo. Nye teknologier opstår, kravene til bæredygtighed skærpes, og kompleksiteten i både regulering og forretningsmodeller vokser. Det stiller større krav til vores fag og til den måde, vi som revisorer løser vores opgaver på. I den virkelighed er tillid ikke bare en ambition. Det er en nødvendighed. Og det er netop den tillid, vores arbejde hviler på – og som foreningens strategi er sat i verden for at styrke.
Derfor har bestyrelsen besluttet at forlænge strategien Tillid til fremtiden frem til midten af 2027. Beslutningen udspringer af et ønske om at fastholde den retning, der allerede har skabt resultater og opbakning og samtidig give plads til at justere og forstærke indsatsen, hvor udviklingen kalder på det. Med forlængelsen sikrer vi kontinuitet i arbejdet samtidig med, at vi ruster os til at imødekomme de stigende krav og forventninger, der præger vores faglighed, vores rolle og vores rammer.
Vi ved, hvad der er på spil, og vi ved, hvad der skal til: adgang til kvalificerede hænder og stærke kompetencer, en tydelig politisk stemme med gennemslagskraft, et medlemskab med høj relevans og tilfredshed og en samlet faglig retning, der styrker både os selv og den tillid, samfundet viser os.
De fire pejlemærke er:
1. Ressourcer og talent til branchen
2. En central rolle i den bæredygtige omstilling
3. En fælles og styrket politisk interessevaretagelse
4. Medlemstiltrækning og medlemstilknytning
”Vi glæder os over, at bestyrelsen har besluttet at forlænge strategien. Det giver os mulighed for at bygge videre på de resultater, vi allerede har skabt – og samtidig justere kursen, så vi som branche er endnu bedre rustet til fremtidens udfordringer og muligheder,” siger Lone Strøm, adm. direktør i FSR – danske revisorer.