21. juni 2024
Grant Thornton på Folkemødet for femte gang: ”Vi vil vise, at revisorer er mere end tørre tal og mænd i jakkesæt”
Folkemødet rummer en enestående mulighed for at netværke, blive klogere og præge vigtige dagsordner. Derfor har Grant Thornton i år været at finde i Allinge på Bornholm for femte gang, og især én dagsorden har været vigtig; at skabe diversitet og nedbryde fordomme om branchen.
Josefine Hyllested Frederiksen
Kommunikationschef
Grant Thornton på Folkemøde 2024
/Tekst, Nadia Maja Bech, journalist Dansk Erhverv
Netværk, demokratiske debatter og mulighed for at sætte sit præg på dagsordener.
Det er nogle af de ting, der hvert år får hundredvis af organisationer, virksomheder og politikere til at drage mod Bornholm for at deltage på Folkemødet.
Det samme gør Grant Thornton som ét af få revisionsfirmaer, og i år er det femte gang, de har haft et hold kollegaer afsted.
For Grant Thornton handler deltagelsen på Folkemødet hovedsageligt om at blive klogere og bidrage til vigtige debatter, fortæller Kristian Lydolph, som er partner og statsautoriseret revisor hos Grant Thornton:
”Vi deltager på Folkemødet, fordi vi som virksomhed altid ønsker at blive klogere på de mange forskellige brancher, vi arbejder sammen med. Ofte kan vi bruge den viden, vi får på Folkemødet, når vi efterfølgende arbejder sammen med vores kunder. Derudover kan nogle af de samfundsmæssige debatter også hjælpe os med at adressere nogle af de områder, hvor vi selv prøver at forbedre os som virksomhed. Det gælder for eksempel diversitet og work-life-balance.”
Diversitet på dagsordenen
I år har Grant Thornton været repræsenteret i seks forskellige debatter – blandt andet inden for emner som diversitet, kunstig intelligens og generationsledelse. Det er nemlig nogle af de emner, revisions- og rådgivningshuset gerne vil blive klogere på og skabe forbedringer inden for.
Og specielt diversitetsagendaen står Grant Thornton nært. Derfor har de blandt andet deltaget i en diversitetsfestival, som sætter fokus på forskellige diversitetsdilemmaer på tværs af danske brancher.
”Diversitet er en vigtig dagsorden for os, for det er tydeligt, at der mangler diversitet i branchen. Der har vi både som firma og som branche et stort arbejde foran os, så vi får en sammensætning af revisorer, der også afspejler vores samfund. Derfor engagerer vi os i debat og dialog inden for netop dette vigtige emne, og forhåbentligt smitter vores åbne tilgang positivt af på opfattelsen af vores brand,” siger Christoffer Lindhardt More, der er kommunikationschef hos Grant Thornton.
Og skal der skabes mere diversitet – og det er målet hos Grant Thornton – er det vigtigt at aflive nogle af de fordomme, der hersker om branchen, påpeger han.
”Vi vil rigtig gerne vise, at revisorer ikke er ens, og at vi er mere end bare tørre tal og mænd i jakkesæt. Vi vil vise, at vores branche også kan have det sjovt, at der er plads til at brænde for andet end regnskab og skat, og at det er værdsat, at man kommer med nogle andre kompetencer end at få topkarakterer på cand.merc.aud.,” siger Christoffer Lindhardt More.
AI kan frigive ressourcer
Også kunstig intelligens er et emne, som Grant Thornton prioriterer på Folkemødet. For det kan hjælpe revisionshuset med at holde sig konkurrencedygtigt og i stand til at tiltrække og fastholde talenter, forklarer Kristian Lydolph. Derfor har Grant Thornton på dette års Folkemøde også selv afholdt et AI-arrangement i samarbejde med Dansk Erhverv og FSR – danske revisorer, hvor et panel af eksperter har debatteret AI’s potentiale for at forbedre arbejdsliv, ledelse og diversitet i branchen.
”Det er vigtigt for os at undersøge, hvordan vi som branche forholder os til AI. Vi ved, at AI formentlig kan hjælpe med at udføre mere af det grove arbejde, så vi som virksomhed kan få mere tid til det sjove arbejde. For eksempel at komme tættere på vores kunder og give værdiskabende rådgivning. Derfor har vi samlet et stærkt panel af AI-eksperter til at debattere fremtiden med AI,” siger Kristian Lydolph.
Åbenlys mulighed for netværk
Det er ingen tvivl om, at Folkemødet byder på en oplagt mulighed for at netværke. Og det er da også noget, Grant Thornton finder særligt værdifuldt ved at drage mod solskinsøen i juni måned.
”Netværksdelen er vigtig for os. Vi har et stærkt netværk af forskellige erhvervsgrupper og udvalg i diverse organisationer, som arbejder inden for vores industri. Og på Folkemødet er vi alle samlet, så det er en fantastisk mulighed for at netværke med dem,” siger Kristian Lydolph.
Folkemødet giver mulighed for at pleje relationer på en helt anden måde, end man normalt gør og har tid til i hverdagen, og det har stor værdi, forklarer han.
”På Folkemødet er der en mere uformel omgangstone. Det er rart, når vi normalt sidder iført vores pæne tøj og i lokaler med højt til loftet. Den uformelle omgangstone giver os mulighed for at møde folk med paraderne nede, og så kommer man altså bare lidt tættere på. Omvendt får folk i vores netværk også lov til at møde os på en anden bane, hvor der er plads til at løbe en tur, hoppe i havet og snakke om andre ting end tørre tal. For os er det en rigtig god måde at komme tættere på vores netværk,” siger Kristian Lydolph.
Har I så skaffet nye kunder på at være til stede på Folkemødet?
”Der er helt bestemt opstået nye relationer på Folkemødet, som efterfølgende er blevet til kunder hos Grant Thornton. Vi oplever generelt, at vores netværk vokser, for hver gang vi har været på Folkemødet. Men formålet er ikke at skaffe nye kunder,” lyder det fra Kristian Lydolph.
Deltagelse giver brandingværdi
Der er heller ingen tvivl om, at branding spiller en stor rolle for Grant Thorntons deltagelse på Folkemødet. For tilstedeværelsen bruges til at nå ud til både eksisterende og potentielle kunder og medarbejdere, fortæller Christoffer Lindhardt More.
”Når vi er med i debatter på Folkemødet, bruger vi det jo også til at vise, at vi som virksomhed har noget på hjerte. Når vi efterfølgende laver indhold til vores sociale medier, bruger vi det aktivt til at vise vores kunder og kollegaer, hvem vi er som virksomhed. På den måde opnår vi også en brandingværdi som virksomhed, når vi engagerer os i ofte svære debatter om nogle af branchens udfordringer,” siger han.
Hjælp til at bære vigtige agendaer
Ifølge Grant Thornton rummer Folkemødet altså masser af muligheder for et revisions- og rådgivningshus som dem – men det gælder også Grant Thorntons kollegaer i branchen, understreger Kristian Lydolph.
”Hvis man som virksomhed har lyst til at deltage i debatter og dele ud af sin brancheerfaring, vil jeg klart anbefale at deltage. Samtidig er det en oplagt mulighed for at netværke og brande sig som virksomhed,” siger Kristian Lydolph og afslutter:
”Jeg tror også, at det kan have en positiv effekt på vores branche, hvis flere revisionshuse deltager på Folkemødet, fordi det vil betyde, at vi er flere til at fortælle om, hvordan det er at arbejde i vores branche. Derfor håber jeg på at se flere revisionshuse og kollegaer til næste år, når vi igen rammer Bornholm.”
5 grunde til at deltage på Folkemødet
Grant Thornton deltager på Folkemødet, og i år er det femte år, at firmaet har været afsted. Her giver Grant Thornton fem gode grunde til, at andre revisionshuse også bør deltage.
I kan bruge Folkemødet til at:
- Blive klogere på vigtige områder, som I arbejder med, og som er vigtige for jer. Den viden kan I bruge til at skabe forbedringer hos jer selv og i branchen.
- Sætte jeres eget præg på debatten ved at bidrage med jeres erfaringer og synspunkter.
- Vise omverdenen, at I er interesserede i den omkringliggende verden, og at I går op i at bidrage til at sætte spot på vigtige agendaer.
- At netværke og derigennem pleje eksisterende og nye relationer.
- Skabe synlighed omkring jeres revisionsvirksomhed og skabe en værdifuld branding, der kan tiltrække nye klienter og medarbejdere.