22. august 2024

Indblik Portræt

HR-chef i Beierholm: Vi vil hellere have en medarbejder 30 timer end nul

I efteråret lancerede Beierholm initiativet ’Et liv i balance’, der skal sikre en god balance mellem arbejdsliv og fritid blandt medarbejderne. Men hvordan holder man fast i balance og fleksibilitet, når hverdagen ruller? Ifølge HR-chef og partner, Anders Thorup handler det om at skabe rum for en fælles samtale og afledt forventningsafstemning.


Billede af Josefine Hyllested Frederiksen

Josefine Hyllested Frederiksen Kommunikationschef
wbus@sfe.qx 4187 0853



/Tekst, Søren Willemoes Poulsen, journalist Dansk Erhverv

Et liv i balance: Beierholms nye strategi

Balance har altid været et nøgleord i revisionsbranchen og særligt for Beierholm. Men hvor ordet tidligere dækkede over balancen i et regnskab, refererer det i dag også til en anden balance – nemlig den mellem arbejdsliv og privatliv.

Sidste efterår lancerede Beierholm initiativet ”Et liv i balance”, som skal skabe gode rammer for, at revisionsvirksomheden med cirka 2.000 ansatte også fremover kan tiltrække og tilknytte revisorer i en branche, hvor der er rift om talent.

Fra vision til virkelighed: Implementering af fleksible arbejdsmodeller

”Sat på spidsen handler det om, at vi langt hellere vil have en god medarbejder i 30 timer ugentligt end nul timer”, siger HR-chef og partner Anders Thorup og fortsætter:

”Det kan være, at en medarbejder vil skrue lidt ned for timerne, mens børnene er små, eller fordi en hobby er begyndt at fylde. Eller det kan være, at man næste sommer drømmer om at tage tre måneder med familien til Australien. Den slags skal vi som moderne arbejdsplads kunne rumme. For ellers søger medarbejderen bare andre steder hen.”

Initiativet sætter fokus på områder som arbejdstid, ferie og frihed, barselsforhold, hybridarbejde og det attraktive seniorliv. Alle områder, som både Beierholm og revisionsbranchen allerede har haft fokus på gennem længere tid. Så hvorfor behovet for et nyt, samlet initiativ?

”Det er selvfølgelig ikke nyt at have fokus på trivsel og work-life-balance. Det har vi – og branchen – haft i mange år. Det nye er, at vi gør det meget klart for både nuværende og fremtidige medarbejdere, at det her er en vigtig del af vores kultur i Beierholm”, siger Anders Thorup og fortsætter:

”Det handler også om synlighed. Vi har været meget transparente over for vores medarbejdere og ledere om, hvad vi vil med det her, og hvad vi forventer. Det er lidt ligesom, hvis du skriver ud til alle dine venner og familie, at du vil løbe et maraton. Når du har sagt det højt til hele verden, så er der også en forventning om, at du leverer”, siger Anders Thorup.

Men én ting er selvfølgelig at have en strategi, noget andet er at omsætte den til praksis. Ikke mindst for en virksomhed som Beierholm, der har over 40 kontorer rundt omkring i hele landet, og som de seneste år har fået mange nye medarbejdere ombord gennem fusioner og opkøb.

Det er de banale greb, der gælder

Så hvordan holder man fast i de fælles idealer om balance og fleksibilitet, når hverdagen rammer med kunder, leverancer og travlhed? Og hvordan undgår man – som det hedder sig – at kultur spiser strategi til morgenmad?

Her peger Anders Thorup på ét konkret greb, som med ”Liv i balance” nu er rullet ud i hele organisationen. Alle medarbejdere har nemlig fire årlige ’balancesamtaler’ med deres leder. Og det er en gamechanger, mener Anders Thorup:

”Det kan virke banalt, men det handler jo helt lavpraktisk om at afsætte tid til, at man får vendt, hvordan balancen er hos den enkelte medarbejder lige nu og her. Her har vi nu skabt en fast struktur, så alle medarbejdere jævnligt får taget den her vigtige snak med deres leder om, hvor de er i deres arbejdsliv, og om der er behov for at justere på noget”, siger Anders Thorup.

Og netop hyppigheden af samtalerne er vigtig, mener Anders Thorup: ”Vi kender alle den årlige MUS, som bestemt har sin berettigelse. Men når den afholdes én gang om året, er den ikke det bedste værktøj til at fange, om en medarbejders motivation eller trivsel ændrer sig. Eller om der sker noget i en medarbejders familie- eller fritidsliv, som giver anledning til at justere kurs. Det gælder måske især blandt de medarbejdere, som ikke nødvendigvis selv indkalder lederen til en snak, hvis noget trykker”, siger Anders Thorup.

Ikke bare et stort tag-selv-bord

Som Anders Thorup pointerer, er der selvfølgelig også en anden balance, der skal tænkes ind. For hensynet til kunderne og kollegaerne er stadig en del af planlægningen i den enkelte afdeling.

”Det er klart, at det jo heller ikke bare er et stort tag-selv-bord. Vi har stadig en forretning, der skal løbe rundt, og nogle kunder, der skal have løst nogle opgaver. Så det her betyder selvfølgelig ikke, at man kan ringe til sin leder fredag eftermiddag og så forvente, at man uden varsel kan tage tre måneder til Thailand mandag morgen. Her tror vi meget stærkt på frihed under ansvar”, siger Anders Thorup.

På den måde er det et fælles ansvar at skabe en kultur med balance. Ikke bare på det enkelte kontor og i den enkelte virksomhed, men i hele branchen. Og selvom Beierholm såvel som den samlede revisionsbranche allerede er nået langt, er Anders Thorup ikke i tvivl om, at arbejdet med at finde de rette balancer vil være et konstant fokuspunkt i de kommende år.

”Jeg husker, da trivsel blev en ting, vi som branche for alvor begyndte at tale om i 00’erne. Dengang var det nyt og fremmed, og man skulle lige finde sine ben. I dag er det helt naturligt. Og den samme bevægelse ser vi nu ske med balance-begrebet”, siger Anders Thorup og fortsætter:

”Her er det også vigtigt at anerkende, at de generationer, der kommer ind på arbejdsmarkedet i dag, udtrykker andre behov, end det vi traditionelt har set fra generation X, Y og boomerne som mig selv. Vi skal som arbejdsplads levere en anden ramme, end den vi leverede i 80’erne, 90’erne og 00’erne”, siger Anders Thorup.

Vi kommer til at lære meget af hinanden på tværs af hele branchen

Dét er også en af grundene til, at Beierholm har stemplet ind i FSR – danske revisorers Kulturakademi, som lanceres den 11. september, og som er et tilbud til hele branchen.

”Skal vi sikre et ordentligt rekrutteringsgrundlag i fremtiden, handler det også om, at vi får skabt en retvisende fortælling om, hvad det vil sige at være revisor. Og her tror jeg på, at vi som branche står stærkere, hvis vi arbejder med vores fortælling og vores kultur i fællesskab.”, siger Anders Thorup.

”Og så må vi hele tiden holde hinanden op på, at vi bliver ved med at flytte os som branche, og ikke stopper op halvvejs. Det må ikke blive sådan, at de unge om ti år siger: ’Ja, det lød godt, men I kunne ikke levere i sidste ende", siger Anders Thorup, der dog heller ikke ser nogen tegn på, at den udvikling, der er i gang, ser ud til at stoppe.

”Hele branchen rykker virkelig på det her lige nu. Og de kommende år tror jeg, vi kommer til at lære meget af hinanden på tværs af hele branchen – for eksempel gennem initiativer som FSR’s kulturakademi. Jo bedre en balance, vi får skabt i branchen, jo mere kommer det os alle til gavn”, slutter Anders Thorup.

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
1 person forklarer en anden at hvis du er ansat i en medlemsvirksomhed, så kan du blive interessemedlem gratis
Læs mere