21. juni 2021
Husk deadline for regnskabet og undgå bøder
Fristen for at indsende regnskab er udskudt til slut juni, men over 80.000 regnskaber mangler fortsat. Hvis selskaberne ikke overholder fristen, kan det i første runde resultere i en bøde til hvert medlem af selskabets ledelse og i værste fald kan det ende med en tvangsopløsning af selskabet.
Ulrik Jørstad Gade
Fagchef for politik
Der er 10 dage til deadline, og mere end 80.000 selskaber mangler fortsat at indsende deres årsregnskab til Erhvervsstyrelsen.
De fleste selskaber følger regnskabsmæssigt kalenderåret. Sidste år indsendte omkring 211.000 selskaber kalenderårs-regnskaber. I år har cirka 131.000 indsendt kalenderårsregnskab på nuværende tidspunkt. Sammenlignet med sidste år mangler der dermed cirka 80.000 regnskaber på nuværende tidspunkt.
Under normale omstændigheder skulle de selskaber som følger kalenderåret aflevere regnskab ved udgangen af maj, men på grund af Corona er fristen i år udsat med en måned. (Sidste år var udsættelsen 3 måneder)
Dermed falder deadline ved udgangen af juni måned. Overholder virksomhederne ikke fristen, kan det resultere i bøder på op til 3.000 kroner pr. ledelsesmedlem og i værste fald tvangsopløsning af selskabet.
Vær opmærksom på brevet fra Erhvervsstyrelsen
Overskrider et selskab deadline, så vil Erhvervsstyrelsen sende et rykkerbrev. I brevet er der to frister.
Den første er 8 dage. Hvis ikke regnskabet indsendes inden denne frist, så får hvert medlem af den øverste ledelse en bøde.
Derudover er der en frist på fire uger. Hvis den overskrides, kan Erhvervsstyrelsen uden yderligere varsel oversende selskabet til skifteretten, der kan tvangsopløse selskabet.
”Årets fristudsættelse på én måned er givet, fordi virksomhederne og deres revisorer udover at have travlt med regnskaberne i mange tilfælde også har travlt med kompensationsordningerne. Samtidig har virksomhederne også behov for hjælp til at navigere i den ny virkelighed corona har skabt i dansk erhvervsliv,” siger Sara Sayk, SMV-chef hos FSR – danske revisorer.
Hvis man bliver udfordret på at overholde fristen, er der rigtig god grund til at være opmærksom på, hvornår man modtager et rykkerbrev fra Erhvervsstyrelsen.
Det er nemlig først, når brevet er modtaget i den digitale postkasse, at nedtællingen på de to frister for bøder og eventuel tvangsopløsning starter.
En sen aflevering kan påvirke din kreditvurdering
Udover risikoen for bøder og tvangsopløsning, er der også en anden god grund til at få indsendt regnskabet til tiden.
”Kunder, leverandører og kreditgivere bør være opmærksomme på, hvornår et regnskab bliver afleveret. Bliver regnskabet afleveret for sent, kan det være et væsentligt risikosignal. Indsendelsestidspunktet er blandt de parametre, som typisk indgår i en kreditvurdering og en for sen indsendelse indikerer, at der måske ikke er styr på tingene, og dermed en større risiko,” siger Sara Sayk.
Fakta: Hvad sker der, hvis en virksomhed afleverer årsrapporten for sent
Fristen for at indsende årsrapporten er 5 måneder efter regnskabsårets udløb. Dog skal børsnoterede virksomheder og statslige aktieselskaber, indsende årsrapporten senest 4 måneder efter regnskabsårets udløb.
Er en virksomhed omfattet af regnskabsklasse B eller C i årsregnskabsloven, og har den et regnskabsår, der slutter den 31. december 2020, så er fristen for at indsende årsrapporten for 2020 udskudt til den 30. juni 2021.
Hvis man overskrider fristen for indsendelse af årsrapport/undtagelseserklæring, sender Erhvervsstyrelsen sender et brev med påkrav om indsendelse til virksomhedens digitale postkasse.
Virksomheden får i påkravsbrevet en frist på 8 dage. Hvis årsrapporten/undtagelseserklæring ikke indsendes inden udløbet af påkravsbrevets frist, pålægges hvert medlem af virksomhedens øverste ledelse henholdsvis hver filialbestyrer en afgift.
Desuden får virksomheden i påkravsbrevet en frist på 4 uger. Hvis den overskrides, kan Erhvervsstyrelsen uden yderligere varsel anmode skifteretten om at tvangsopløse virksomheden. For visse interessentskaber og kommanditselskaber samt filialer, vil disse blive slettet fra registeret.
Om afgiften
Afgiften pålægges hvert medlem af virksomhedens øverste ledelse personligt.
Afgiften udgør pr. ledelsesmedlem (hhv. filialbestyrer):
500 kr. for 1. påbegyndte måned
2.000 kr. i alt for 2. påbegyndte måned
3.000 kr. i alt for 3. påbegyndte måned
Afgiften kan højst udgøre 3.000 kr. pr. ledelsesmedlem (hhv. filialbestyrer).
Afgiftsbreve sendes til ledelsesmedlemmets personlige digitale postkasse, efter at den forsinkede årsrapport er blevet modtaget og offentliggjort hos styrelsen.
Om genoptagelse ved tvangsopløsning
En virksomhed, som er sendt til tvangsopløsning hos skifteretten, kan genoptages.
Dog ikke, hvis virksomheden har været under tvangsopløsning inden for de seneste 5 år.
Det er samtidig et krav, at kapitalen i selskabet er til stede. Hvis kapitalen er mindre end kapitalkravet, skal den bringes op på mindst dette beløb.
I forhold til kapitalen er det samtidig et krav, at en godkendt revisor skal udarbejde en erklæring om, at selskabskapitalen stadig er til stede i selskabet, og at der ikke er ydet ulovlige lån til selskabets ledelse eller ejere.
Derudover skal årsagen til, at selskabet er blevet oversendt til skifteretten, berigtiges. Hvis selskabet fx er oversendt, fordi det ikke har indberettet sin årsrapport, skal denne indberettes til Erhvervsstyrelsen, før selskabet kan blive genoptaget.
Hvis en virksomhed skal genoptages, skal det ske senest 3 måneder efter, at Erhvervsstyrelsen har bedt skifteretten om at opløse selskabet.
Kilde Erhvervsstyrelsen.dk og selskabsloven